Villa Monasteros have

Villa Monastero med sin smukt anlagte park ligger ud til Comosøen i byen Varenna. Villaen var oprindeligt et kloster helt tilbage fra år 1208 og blev sidenhen solgt til privat eje i 1569 til familien Mornico og er i dag ejet af Det Italienske Institut for Hydrobiologi. Villaen benyttes i dag som konferencecenter.

Botanisk have

Selve parken er nok den mest berømte og imponerende del ved villaen. Den er en ægte botanisk have, der er anlagt med små terrasser ned mod søbredden og rummer en plantesamling af 56 forskellige træer, blomster og buske fra forskellige verdensdele. Blandt andet kan man se afrikanske og amerikanske palmetræer, citrustræer og mange andre sjældne og mindre sjældne planter.

Et interessant besøg

De arkitektoniske elementer der er med til at udsmykke haven spænder over flere perioder fra barok til klassicisme. Her finder man statuer, små templer, store keramiske krukker, brønde og springvand. I den bagerste del af haven finder man en maurisk inspireret udsigtspavillon. Overalt i parken er der klassiske cypresser og ikke mindst blåregn, som er meget typisk for italiensk anlagte haver. Sammensætningen af beliggenhed, botanik og historisk arkitektur, gør netop besøget ekstra interessant.

Åbningstid

Haven er åben for offentligheden fra slut februar til start november fra kl. 09.00 til kl. 18.00. Indgangen koster € 4 pr. pers.