I en stille gade i Toscolano Madernos historiske centrum ligger den lille hyggelige B&B All'Orologio, som åbnede i april 2007.
Det tager kun ca. 10 min. at gå ned til Gardasøen og den store lystbådehavn, hvor man også finder mange caféer og restauranter. All'Orologio ligger tæt på bjergene, hvor det er muligt at klatre og cykle, og fra den lille havn i byen er det muligt at tage bilfærgen over til Torri del Benaco på søens østside.
Læs mere om B&B All'Orologio
Den lille B&B med blot tre værelser er indrettet på første og anden etage af et privat hus, hvor ejeren Cristina, hendes mand og deres to hunde også bor. Hundene har deres egen afdeling i haven, men de vil gerne hilse på. Du kommer ind i den kombinerede have og gårdsplads gennem en stor buet dobbeltport - og om sommeren er der borde og stole i haven, som gæsterne også kan benytte.
På anden etager finder du også den fælles opholdsstue med TV og brændeovn, samt et lille køkken med spiseplads, hvor morgenmaden indtages. Lejer du alle værelser samlet, er det muligt at benytte køkkenet til madlavning efter aftale med Cristina. Ellers kan det udelukkende bruges til at lave en kop kaffe eller te. Der er gratis internetadgang - og kommer du i bil, er det muligt at parkere på gaden eller i gården.