Dette moderne feriecenter/hotel ligger i grønne omgivelser, ca. 1 kilometer udenfor den lille by Padenghe sul Garda, og 3 km fra en af Gardasøens mest levende og kønne byer, Desenzano del Garda. Der afgår bus til bl.a. Desenzano og Sirmione kun 100 meter fra stedet.
Bebyggelsen er på 2 etager, og råder over 25 lejligheder samt ialt ca. 12 værelser/suiter (se Hotel Locanda Santa Giulia). Til lejlighederne hører der et stort, flot poolområde med liggestole, parasoller, svømmebassin og børnebassin. Bebyggelsen ligger ved hovedvejen, men trafikken mærkes ikke synderligt, da lejlighederne er placeret tilbagetrukket, ca. 50 meter fra vejen.
Læs mere om Residence Santa Giulia
På stedet er der reception, lounge, fjernsynsstue med satellit-TV, elevator, restaurant, bar (både ude og inde), mødelokale, have, parkering samt garage (mod betaling). Der er væsentlig flere lejligheder end de 25 der udlejes til turister, og disse ejes som oftest af private italienske familier. Derfor skal man være opmærksom på, at italienere sætter stor pris på ro ved poolanlæggene i siestaen (fra kl. ca. 13-16).
Lejlighederne er pænt indrettet, og råder over hårtørrer, telefon, satellitfjernsyn, mikrobølgeovn, køleskab, aircondition, varme samt balkon eller terrasse.
Lejligheden består af opholdsstue med dobbelt sovesofa og køkkenhjørne, soveværelse med dobbeltseng, badeværelse med toilet og bruser samt terrasse eller balkon.