Hvem ville ikke ønske sig at bo i en hyggelig by med gode caféer og restauranter lige rundt om hjørnet og samtidig kunne nyde et solbad ved et stort bassin i en olivenplantage? Agriturismo La Filanda er en gammel gård fra det 16. århundrede, nu fornemt restaureret, som ligger i Manerba del Garda og producerer olivenolie på sine 50 hektarer jord.
Over for gården, på den anden side af en lille og meget lidt befærdet vej, ligger en olivenplantage med et flot svømmebassin (20 x 10 meter) med tilhørende børnebassin og stor solterrasse. Ved bassinet findes også fire tennisbaner. Der er ligeledes beach volley bane samt grill på stedet.
Læs mere om Agriturismo La Filanda
Børnene har her god plads til at udfolde sig, de voksne har mulighed for at nyde de rolige og trygge omgivelser og den stemningsfulde by, hvortil man kan spadsere på få minutter. Det er værd at bemærke, at boligerne og poolområdet med tilhørende have er adskilt af en lille og meget lidt befærdet vej, som dog kræver opmærksomhed fra forældrene.
På gården er der en række lejligheder af forskellig størrelse. De er alle pænt møbleret og rummelige og råder over satellitfjernsyn, køkken med ovn og køleskab. Bemærk, at alle lejligheder i bygningen Monte Re råder over aicondition og elevator, og at anvendelse af sovesofaer betales separat for lejlighederne i bygningerne Filanda, Armani og Glisenti.