Hotellet ligger meget smukt, i grønne omgivelser, højt over Limones charmerende historiske centrum, hvor man finder restauranter, caféer, barer og forretninger. Det tager kun ca. 5 minutter at gå til centrum.
Hotellet er pænt og velholdt, og dets beliggenhed er ganske uovertruffen; både fra de fælles områder samt fra alle værelserne, kan man nyde udsigten over Gardasøen.
Læs mere om Hotel Castell
Hotellet byder på et fantastisk poolområde med liggestole, hvorfra man har direkte udsyn til søen samt til Monte Baldo, der hæver sig højt over Malcesine, på søens østlige side. På stedet findes der ligeledes bordtennis, en lille citronhave, restaurant med udendørs servering, bar, parkering samt en trappe der fører direkte ned til Limones historiske centrum og til stranden.
Hotellet råder over 47 værelser, der alle har badeværelse, telefon, satellitfjernsyn, pengeskab samt balkon med søudsigt
BEMÆRK: Indkørslen til hotellet er, set med skandinaviske øjne, ikke særlig behagelig, da den befinder sig lige mellem to tuneller. Men med god vilje og lidt øvelse, er det ikke noget uovervindeligt problem. Vælger man at ankomme med offentlig bus, skal man være opmærksom på, at man først skal gå fra kystvejen helt ned til centrum, for så at gå op ad de mange trapper for at nå hotellets indgang. Hvis man ankommer med båd, kan man nøjes med turen op ad trapperne.