Hotel Bellevue er et rigtig dejligt familieejet hotel, som ligger på kystvejen i udkanten af Gardone Riviera med en fantastisk udsigt mod søen og den berømte ø Isola del Garda.
Villaen er opført som hotel i slutningen af 1800-tallet, hvor Gardone var en af de mest mondæne feriebyer i Europa. Hotellet ejes i dag af familien Pizzi, som har været på stedet siden 1937.
Læs mere om Hotel Bellevue
Hr. og Fru Pizzi er et yderst præsentabelt og meget medlevende værtspar, som selv deltager i den daglige drift, i selskab med familiens store dejlige hund. Hotellet er deres hjerteblod og de sætter en stor ære i, at alt er i god stand og at de små detaljer er på plads. Derfor bliver hotellet også løbende renoveret, med stor respekt for både kvalitet og atmosfære.
Haven er et helt kapitel for sig, frodig og velholdt, og har en smuk udsigt over Gardasøen. Hotellets swimmingpool er placeret diskret i et hjørne langs vejen, for ikke at ødelægge det samlede indtryk. Det betyder samtidig, at trafikstøj ved poolen ikke kan undgås.
Hotellet har en lille reception, en kæmpe terrasse hvorfra man har den smukkeste udsigt over søen, bar, morgenmadsrestaurant, elevator, swimmingpool samt parkering. Da hotellet ligger tæt på kystvejen, kan det ikke undgås, at trafikstøj kan genere lidt i højsæsonen.
Der er i alt 30 værelser, som er fordelt på 3 etager. Værelserne vender dels mod søen og vejen, dels mod de smukke grønne bjerge. Værelserne er pænt indrettet i forskellig stil og alle har telefon, satellit-TV, værdiboks, aircondition og badeværelse med bruser, toilet og hårtørrer.