Villa del Balbianello

Villa del Balbianello ligger fem minutter med båd fra den lille by Lenno ved Comosøen. Dens placering på søbredden gør, at den har en af de smukkeste udsigter over søen og omgivelserne.

Til fordybelse

Villaen blev bygget i år 1787 af kardinalen Angelo Maria Durini. Han byggede den for at have et sted til at læse, studere og diskutere tekster og kunst med et mindre udvalg af nære venner.

Værdifuld samling

Villaen var i de efterfølgende år gennem mange andre indflydelsesrige personers hænder og sidst tilhørte den Grev Monzino i 1970´erne, der også lod villaen gennemrenovere. Det er netop Grev Monzino, som har sat sit præg på villaen i dag. Her kan man se hans store og værdifulde samling af kinesisk, afrikansk og colombiansk kunst samt franske og engelske møbler fra 1700-tallet. Grevens store hobby var ekspeditioner i Alperne, Polar-områderne med mere, og i villaen er der også et museum med hans fund fra disse ekspeditioner.

Scene til kendte film

Efter grevens død blev villaen doneret til F.A.I ( Den Italienske Miljø Fond), der er en fond, hvis formål er at bevare den italienske kulturarv. Han efterlod sig også en sum penge til vedligeholdes af villaen og haven. Villaen har også lagt scener til kendte film som ”Te med Mussolini”, ”Star Wars II & III” samt James Bond filmen ”Casino Royal”.

Særegen stil

Den tilhørende have har sin helt egen stil med statuer, magnoliatræer og cypresser. Dens placering på den klippede søbred med sparsom jord til at dyrke, gjorde at man i sin tid ikke kunne anlægge den italienske havekunst, der var moderne i 1700-tallet og ej heller de populære engelske haver. Villa del Balbianellos have har derfor sin helt egen unikke og særegne stil.