Hotel Cuccaro Club har intet mindre end alt, hvad du har brug for på din ferie - og især hvis du rejser med børn: Udendørs pool med børnepool i den ene ende, indendørs pool, wellness-område, fodboldbane, stort legerum, udendørs legeplads, egen skov og en restaurant, hvor de serverer mere end 20 (!) forskellige slags ravioli. In-Italias udsendte prøvede deres variant med pærer - og var meget begejstret.
Tanya, hendes bror og resten af familien står klar til at byde dig velkommen til Hotel Cuccaro Club, der har rødder tilbage til 1961, hvor de åbnede. Familien omfatter såmænd også en godmodig newfoundlænder (den hedder Paco), en lidt mindre hund, æsler, geder, vildsvin og i perioder også ponyer og heste. Receptionsområdet omfatter både receptionen og en bar med en espressomaskine, der er et helt kunstværk i sig selv, og som er over 70 år gammel. Stilen er familiær og nærmest tyroleragtig på grund af den lette adgang til træ i området. Der er også elevator for at komme op til værelserne og restauranten.
Omgivelserne er noget af det grønneste grønne. Hotel Cuccaro Club ligger nemlig midt i naturen, lige i skovbrynet. Der er ca. 1 times kørsel til byerne i Cinque Terre (Monterosso), men det er hurtigere at køre til Sestri Levante, da der næsten er motorvej hele vejen dertil. Sestri Levante har både sandstrande, et fantastisk handelsliv og en meget smuk og idyllisk beliggenhed. Nærmeste købmand finder du i Suvero, der ligger ca. 2 km væk - og der er ligeledes ca. 2 km til nærmeste trattoria, hvis du ønsker et alternativ til stedets egen restaurant.
Ellers finder du alle fornødenheder og desuden et stort designeroutlet i Brugnato, som ligger ved motorvejstilkørslen, ca. 13 km herfra. Når du ankommer til stedet, så finder du hotellet og receptionen på højre hånd, mens du kan parkere på venstre hånd i parkeringsbåse langs med vejen. Hvis du ikke finder plads her, så har de tre andre områder med parkering, som du kan få anvist.
Læs mere om Hotel Cuccaro Club
Hotel Cuccaro Club er et madsted for hele familien. Restauranten ligger på første sal i hyggelige omgivelser og i bedste jugendstil. Der er i forlængelse heraf også en lukket veranda med udsigt over alt det grønne. Her er de især kendt for deres mange varianter af ravioli. Pt. laver de over 20 forskellige slags, så der vil altid være en type, som du ikke har smagt og der vil desuden være noget for hele familien. Ud over pasta laver de også mange retter med kød, grøntsager og pizzaer - og trods afstanden til havet er der også sommetider fisk på menuen. Du kan vælge at bestille halvpension, hvilket betyder, at du vælge mellem 5 forretter, 5 hovedretter og en dessert-buffet. Alternativt kan du vælge at spise a la carte.
Ud over ravioli og kød af egen avl så produceres her også på bedste agriturismo-manèr masser af forskellige marmelader. Disse kan du smage til morgenmaden, der serveres som buffet i morgenmadssalen - hvor det om sommeren, og når vejret arter sig, også er muligt at nyde morgenmaden udendørs. Om sommeren er det muligt at nyde din frokost ude ved poolområdet i haven. Ønsker du selv at lege kok for et øjeblik, så tilbyder hotellet også små skræddersyede madlavningskurser, fx pastakurser. Spørg i receptionen ved ankomst, hvis dette har din interesse.
Her på stedet kan du også komme i poolen, selv på en regnvejrsdag. Hotel Cuccaro Club har nemlig hele to pools: Den udendørs er bønneformet og har en afdeling til børn i den ene ende. Omkring poolen finder du solvogne, der indbyder til afslapning og solbadning. Den indendørs pool er større og dybere (dybden varierer fra 130 til 190 cm), så her er der mere plads til et par rigtige svømmetag. Den indendørs pool er desuden opvarmet fra ca. marts til november. Ved siden af poolen ligger et wellnesscenter med sauna, tyrkisk bad og jacuzzi (adgang til wellness koster et lille tillæg, som betales på stedet).
Kommer det hele til at lugte lidt for meget af afslapning, og du har brug for frisk luft og for at brænde kalorier af, så er det muligt at vandre i nærområdet. Tæt på hotellet udgår to vandreruter, der hver især tager ca. et par timer afhængigt af bentøjet. Den ene er en del af Liguriens længste vandrerute Alta via dei monti liguri, som er mere end 440 km på toppen af Ligurien. Det kan være et godt alternativ til vandreruterne i Cinque Terre, som er meget populære og kræver adgangsbillet. Du kan også leje cykler på Hotel Cuccaro Club. Bemærk, at der ikke er garanti for antallet og deres stand - du skal være velkommen til at forhøre dig ved ankomst til stedet, hvis du er interesseret i at cykle.
Værelserne på hotellet har ikke minibar/minikøleskab, men hotellet har et begrænset antal til rådighed, som kan forespørges ved ankomst.
Hotellets 26 værelser er alle pænt og forskelligt indrettede - og råder over wi-fi, tv (med italienske kanaler) og badeværelse med toilet, hårtørrer og bruser. Ganske få værelser har balkon - og kan ikke garanteres på forhånd, men kan ønskes ved bestilling. Værelserne ligger på 1. eller 2. sal og er alle forskelligt indrettede.
Disse 3 værelser er alle pænt og forskelligt indrettede - og råder over wi-fi, tv (med italienske kanaler) og badeværelse med toilet, hårtørrer og bruser. Værelserne ligger på 1. eller 2. sal og er alle forskelligt indrettede.
Disse 7 værelser er alle pænt og forskelligt indrettede - og råder over wi-fi, tv (med italienske kanaler) og badeværelse med toilet, hårtørrer og bruser. De to ekstra sovepladser kan være enten almindelige senge eller køjeseng. Ganske få værelser har balkon eller terrasse - og kan ikke garanteres på forhånd, men kan ønskes ved bestilling. Værelserne ligger på 1. eller 2. sal og er alle forskelligt indrettede.
Det har været nogle gode meget varme dage på stedet. Det er et dejligt sted med god service, søde mennesker.
Et sted man føler sig velkommen hvor man kan mærke at det er et sted der bliver drevet af en familie der der selv elsker stedet. Der er altid tid til at svare og være behjælpelig, når og hvis man har spørgsmål. Maden var dejlig og velsmagende,, og der var rigeligt af den. Alt var hjemmelavet. Det var dejligt at smage på egnens retter og at slutte af med et stort idvalg af forskellige små desserter som naturligvis også var hjemmelavet.
Stedet ligger dejligt fredeligt, der er bus lige udenfor døren som hurtigt bringer en til stranden, hvis man hellere volder end at være ved poolen. Den køre også til nogle små byer der er værd at se. Spørg på hotellet. Vi blev anbefalet et sted hvor man kan købe vin og olivenolie og det sted er også værd at besøge.
Kan kun sige at vi har været ovenud tilfredse og vi kan varmt anbefale stedet til alle. Det er et sted hvor der er plads til alle.
Det er et sted vi ihverfald skal besøge igen.
Venlig hilsen Charlotte og Peter
Vi har haft en meget fin tur, Cuccaro klubben var meget langt op i bjergene, men havde en meget flink værtinde, der gav os tips til udflugter mm.
Vi er meget tilfredse! Vi var omgivet af den smukkeste natur og meget tæt på forskellige, spændende destinationer. Rigtig god service og maden blev tilberedt af lækre, lokale råvarer.