Denne villa ligger i det smukke område Punta Mesco ca. 3 km fra Levanto, hvor du finder strand, togstation og indkøbsmuligheder. Villaen har en betagende udsigt ud over hele bugten og en af stierne fra Levanto til "Cinque Terre" går lige forbi huset. Villaen ligger ca. 50 meter fra vejen, hvor du også kan parkere din bil. Bemærk, at du kommer til huset ad en lidt stejl sti, som ikke er oplyst. Vi anbefaler derfor, at du medbringer en lygte og vi gør samtidig opmærksom på, at stien ikke er for gangbesværede.
Huset råder over to lejligheder, Sunset og Aurora. Det er et godt valg for dem, der søger et smukt landskab, egen terrasse og rolige omgivelser, og som samtidig ønsker at bo lidt uden for byen. Lejlighederne råder over opvaskemaskine, vaskemaskine, mikrobølgeovn, satellit-tv og terrasse/balkon. Møbleringen er hyggelig, og begge lejligheder er udstyret med varmeanlæg til de køligere årsstider. Foran ejendommen er der en pool til fælles afbenyttelse.
Læs mere om Casa Sunset & Aurora
Fireværelseslejlighed Aurora med 5 sovepladser:
- Lejligheden Aurora er fordelt på to etager og ligger på en skråning, der gør, at man har udgang til haven fra begge etager.
På den øverste etage er der en lille opholdsstue med udgang til terrasse med havudsigt, soveværelse med dobbeltseng, soveværelse med enkeltseng, jacuzzi, køkken samt badeværelse med bruser samt toilet. I underetagen er der et soveværelse med to enkeltsenge og badeværelse med bruser og toilet.
Fireværelseslejlighed Sunset med 5 sovepladser:
- Lejligheden Sunset er vestvendt og fordelt på to etager samt en lille sidebygning. Den ligger under Aurora. I stueetagen i "hovedbygningen" er der opholdsstue med tv, sovesofa til en person samt køkkenhjørne. På første sal er der soveværelse med dobbeltseng, soveværelse med enkeltseng og med lille balkon, badeværelse med bruser og toilet. I den lille sidebygning er der soveværelse med dobbeltseng og badeværelse.
Vær opmærksom på, at hvis man bestiller en parkeringsplads, vil denne være at finde i selve Levanto og dermed ikke i umiddelbar nærhed af huset. Parasol og to liggestole, som kan tilvælges, refererer til strandservice nede ved vandet (Bagni Casinò), hvor der også vil være adgang til swimmingpool i prisen.
Vi har som sædvanlig nydt turen, byen, huset og området - Italien har endnu en gang været et fantastisk rejsemål.
En lille klage over dem der passer huset er dog desværre nødvendig, idet der efter flere regnskyl inden vi kom, ikke var ryddet for de sten, sand og grus til side som løber ned af bjerget. Det var som følge deraf, svært at komme ind og ud af lågen til huset. Jeg fandt selv en skovl og ryddede op, men det er jo ikke hvad man forventer.
Endvidere burde det af beskrivelsen over huset fremgå, at adgangsforholdende til huset bestemt ikke er for gangbesværede - ikke at det var noget problem for os, men mere for at "advare" evt. dårligt gående.
Derudover synes vi at huset (specielt terrassen på 1.sal hvor vi boede) er helt fantastisk - smukkere udsigt skal man lede længe efter.
Vi glæder os til næste ferie i Italien - skituren til Cervinia i marts
Vi har haft en pragtfuld ferie i Casa Sunset i Punta Mesco ved Levanto. Huset er jo bygget så det er køligt om sommeren og terrassen er perfekt overdækket af vinen, som gav skygge hele dagen. Vi kunne dermed sidde og nyde udsigten over bugten og Levanto uden at smelte helt i varmen (36 grader). I huset manglede vi dog en ovn og en stor pande. Panden fik vi lov at købe af personalet i Levantur Bureauet. Desuden var der knas med fjernsynet, men efter nogle dage kom der en venlig herre med et nyt og vi kunne så følge lidt bedre med i Tour de France!
Området er meget smukt og vi nød gåture til Le Cinque Terre på stierne på klipperne langs vandet. De ture kunne vi godt gøre om, dog nok i en måned, hvor der ikke er så varmt. Levanto er en hyggelig by og der er gode indkøbsmuligheder og fine cafeer og restauranter. Stranden var ok selvom der var sten, det kan man godt se bort fra når man glæder sig til en afkøling i vandet. Gåturen ned til Levanto er meget fin - hele tiden med en fantastisk udsigt over vand, by og huse der ligger langs stien.
Vi havde en dejlig tur til Genova, som absolut er et besøg værd med alle de istandsatte gamle huse, palæer osv. Og havnen er meget interessant med museer m.m.
Da det er Norditaliens rigeste område, skal man være forberedt på at prisniveauet er højt, altså nogenlunde som i Danmark.
I må godt hilse personalet hos Levantur og sige tak for god behandling. De var altid hjælpsomme og smilende og slog endda over i tysk, da min mand havde en bluse på, hvor der står Berlin. Specialt tak til damen, der startede scooteren og kørte foran os op af bjerget og viste os hvor huset var. Hun var dårligt gående, men gik alligevel ad den ujævne sti ned til huset og låste os ind. Da vi ikke taler italiensk og hun ikke andet end italiensk, måtte jeg opføre en slags pantomime for at forklare, at der ikke var håndklæder i huset. Det lykkedes og hun ringede straks til Levantur og håndklæderne kom i løbet af kort tid op ad bjerget.
Vi kan på ingen måde være kede af, at der er vejarbejde i Lavaggiorosso, som vi iøvrigt besøgte en af dagene. En fin by, men selvfølgelig lidt langt fra Levanto, hvor tingene sker. Vi havde jo vores 17-årige søn med.
Selvom vi kort før afrejse fik besked om ændringerne, har vi følt os rimeligt trygge ved situationen og var bare spændt på hvad vi kom ned til. Vi synes at vi har haft en fin dialog med dig og dine kollegaer, selvom det nogle gange kan være svært på mail har det hele har fungeret perfekt. Vi overvejer på et tidspunkt at tage til Syditalien og så kontakter vi jer nok igen.