Le Giare er en lille intim bed and breakfast med egen solplet på Monterossos bygrænse. Den store solrige fællesterrasse, aircondition på værelserne og den gratis parkering gør B&B Le Giare meget tillokkende. Dertil kommer, at de to værelser er personligt indrettede.
Le Giare ligger som sagt lige ved bygrænsen, hvilket betyder, at der til den ene side er grønt albuerum og til den anden side bebyggelse. For at komme ned til byen (både den gamle bydel og den nyere bydel Fegina) er der ca. 400 m, hvor man som gående kan skyde genvej ad nogle trapper. Man kan også tage den lokale Cinque Terre-bus ned til vandet eller benytte sig af stedets egen taxakørsel, som kører til stranden to gange om dagen. Selve Monterossos gamle bydel er miljøzone, men Le Giare kan man godt ankomme til i bil.
Læs mere om B&B Le Giare
Morgenmaden serveres enten på en morgenbakke eller på den solrige fælles terrasse, som ofte vil føles privat, da der kun er to værelser. På terrassen er der en fin udsigt over de grønne omgivelser og Le Giares eksotiske gevækster (herfra kan man ikke se havet). På terrassen er der sol fra morgenstunden og indtil først på eftermiddagen.