San Fruttuoso

Portofino-bjerget rækker 416 m op og ligger som en opsigtsvækkende halvø langs Liguriens farverige og dramatiske kyststrækning.

Naturoplevelser

Her blander afsidesliggende bjerglandsbyer sig med mondæne kystbyer, og mulighederne for mindeværdige naturoplevelser er talrige for her er naturen prægtig. San Fruttuoso ligger forenden af Monte Portofino-halvøen og kan kun nås via søvejen eller til fods over Monte Portofino-bjerget.

Turen til fods

For de øvede, som tør se strabadserne i øjnene og tage den lange vandretur, kan vi anbefale ruten fra Santa Margherita Ligure, som begynder på Via Costa Secca ved byens hospital (over bjerget, varighed ca. 4-5 timer). Tag eventuelt båden tilbage til Portofino eller Santa Margherita i sommerhalvåret.

Sand perle

På grund af denne svære tilgængelighed ligger San Fruttuoso som en sand perle i en krystalklar lagune ved foden af en bjergskråning. San Fruttuoso er også kendt for sit kloster Abbazia di San Fruttuoso di Capodimonte fra 1300-tallet og det majestætiske forsvarstårn Torre Doria.

Kristus-statue

Derudover er San Fruttuoso kendt for den smukke Kristus-statue Cristo degli Abissi, som er 2½ m høj og skildrer Kristus med åbne arme og blikket rettet mod havets overflade. Statuen befinder sig nemlig 17 m under havets overflade, hvor den blev nedsænket i 1954.