Anmeldelser af Terrazza Lucina

 
Terrazza Lucina er ikke tilgængelig i øjeblikket
Terrazza Lucina er ikke en del af programmet hos In-Italia i øjeblikket. Men frygt ej, der er masser af andet godt at kigge på.

Vi har derfor fundet disse ferieboliger i samme område til dig:

>> Se flere udvalgte alternativer og priser her

>> Læs mere om ferie til Rom og se priser samt aktuelle tilbud på alle ferieboliger
Kun ophold
+Fly & ophold
Kun billeje
Loading
Loading
Voksne
Børn
Alder på børn på hjemrejsetidspunktet
Værelse / lejlighed 1
Alder på børn på hjemrejsetidspunktet
Flere søgemuligheder
0
Henter indhold

Gæstebedømmelser af Terrazza Lucina

Læs personlige anmeldelser af Terrazza Lucina som ligger i Rom. Bedømmelserne af ferieboligen er skrevet af gæster der har rejst med In-Italia. Samtlige anmeldelser er naturligvis ucensureret så du får en ærlig beskrivelse og bedømmelse af Terrazza Lucina. Foruden vurdering af selve ferieboligen kan du også læse gode tips fra vores gæster om emner som udflugter, restauranter, seværdigheder, strande, lokal transport og meget mere.

Kvalitet og pris hænger ikke sammen - vildledende markedsføring.

Vildledende markedsføring:
Adressen på lejligheden Terrazza Lucina er ikke som oplyst på hjemmesiden: Piazza San Lorenzo in Lucina nr. 4 - men Via in Lucina nr. 17!!!!
Det gav os en lang række ulemper ved ankomsten lørdag i kraftigt regnvejr. Kontaktpersonen stod godt nok og ventede på os ved nr. 4 på pladsen, men vi måtte - efter først at have krydset pladsen i styrtregn - gå ud på Corsoen med vore kufferter i den øsende regn og rundt hele kvartalet, før vi endelig nåede indgangen og tørvejret i Via in Lucina.
Taxaen havde kørt en stor omvej for at nå frem til Piazzaen. Hvis vi havde haft den korrekte adresse, var vi uden omvej blevet sat af i tørvejr ved porten Via in Lucina 17!
Og så havde vi jo i øvrigt forestillet os at vi når vi gik ud og kom hjem - at det skete via piazzaen.
Romantisk - javist - men det er jo det I ved jeres falske markedsføring skaber forventning om.

Kvalitet og pris:
Ved at læse den hidtil eneste anmeldelse af lejligheden havde vi forstået, at køkkenet havde skrå vægge, og at der i 2009 manglede en brødkniv. At køkkenvæggene stadig var skrå med dårlig arbejdsplad havde vi forventet, men ikke at brødkniven stadig manglede!

Vi var for trætte lørdag aften til at reklamere over, at der ikke var ordentlig lys i køkkenet, i entreen og i stuen på grund af manglende eller defekte lyspærer, og hvad der var værre: at der heller ikke var varmt vand i hanerne. Men søndag formiddag ringede vi og tilkaldte kontaktpersonen Luca. Han lovede, at lysforholdene ville blive bragt i orden om mandagen - og han påstod, da han gik, at nu havde vi varmt vand.
Det havde vi også til en vis grad - men det virkede helt tilfældigt, hvornår det var varmt og hvor hurtigt det blev koldt - og under alle omstændigheder skulle man vente mindst fem minutter for at få varmt vand, hvis man f.eks. ville vaske hænder.
Da jeg selv havde oplevet, at være nødt til at skylle sæben af med koldt vand under morgenbruseren, og da min kone, mens hun vaskede hår også pludselig manglede det varme vand, ringede vi onsdag igen til Rome sweet home - også for at fortælle dem at lysforholdene ikke var blevet bragt i orden om mandagen som lovet (om tirsdagen var der blevet lagt nogle ubrugelige lyspærer på en hylde, mens vi var ude).
Nu kom der omgående en kvindelig medarbejder, som momentant skaffede os varmt vand - det forsvandt igen et kvarter efter at hun var gået. Men i modsætning til Luca havde hun vist mig, hvordan man ved at manipulere diverse knapper og indstillinger på varmtvandsbeholderen i skunken evt. kunne få varmt vand, hvis det forsvandt igen.
Så resten af opholdet klarede vi problemerne selv, så godt, at det kun var vores barnebarn og mig selv der kom til at stå under den kolde bruser én gang hver. Selv om stå under bruseren er måske så meget sagt. For i det badeværelse, som der ikke er billede af på hjemmesiden (hvad der måske er forståeligt om end ikke acceptabelt) kan en voksen dansker ikke stå uden at krumme sig sammen - og de skrå vægge i det andet badeværelse med badekarret forhindrer også én i at stå oprejst.
Så mine (og min kones) ture under bruseren foregik på knæ i badekarret under bruseren.
Udsigten til Peterskirken var så smuk som på billedet - det udløser den ene stjerne. Den anden stjerne gives, fordi rengøringsstandarden i lejligheden var den bedste vi har oplevet i Rom.

In-Italia's kommentar

Hos In-Italia holder vi på en sober tone og saglighed, så vi vil ikke besvare påstandene om vildledende og falsk markedsføring med tilsvarende fornærmelser. Vi vil nøjes med at bemærke, at opgangen til lejligheden Terrazza Lucina ligger i en gård mellem to gader, hvortil der er adgang såvel fra indgangen på Piazza San Lorenzo in Lucina nr. 4 som fra Via in Lucina nr. 17. Hvorfor den ansvarlige for nøgleudleveringen valgte den sidstnævnte, skal vi ikke kunne sige. Hvad de skrå vægge i køkkenet angår, så undrer det os såre, at det har været nødvendigt at læse tidligere gæsters oplevelser for at være klar over køkkenets beskaffenhed, når vi i beskrivelsen af lejligheden skriver: "der er for lavt til loftet i køkkenet pga. de skrå vægge, og køkkenet er lidt for standard til så lækker en lejlighed", hvortil kommer, at vores billede af køkkenet også med al tydelig klarhed viser særdeles skrå vægge. Faktisk viser alle vores 8 billeder af lejligheden, at den ligger under taget og derfor har lavt til loftet mange steder. Dette gælder bestemt også for badekarret, hvor vores billede tydeligt viser, at man ikke kan stå oprejst i det. Det kan godt være, at vi er for overbærende, når det gælder højden på bruseren i mange af de boliger og hotelværelser, vi har på programmet. Den ansvarlige for beskrivelsen af Terrazza Lucina er således små to meter høj og tager det derfor som en naturlig del af det at rejse i Sydeuropa, at det ofte kræver lidt fleksibilitet at tage bad. Vi tvivler dog på, at et billede af badeværelset ville have afsløret bruserens eksakte højde. At det kan volde problemer at forstå, hvordan gasfyr fungerer, er desværre ingen nyhed. Vi har ingen løsning på dette, bortset fra at tilkalde vores lokale samarbejdspartnere, der står til rådighed i den slags tilfælde størstedelen af døgnet alle ugens dage. Det samme gælder, når en pære er sprunget.

Oplysninger om anmelder

Rejseperiode Oktober 2015
Antal rejsende 3 voksne
Navn
Inge-Lise fra Greve boede på Terrazza Lucina i Rom fra d. 9. til d. 16. juli 2009. Hun skrev efter opholdet i den italienske hovedstad:

Vi havde en fantastisk tur til Rom. Beliggenheden af lejligheden på Piazza San Lorenzo in Lucina kunne simpelthen ikke være bedre. Vi oplevede, at vi boede i Roms "smørhul". Vi kunne stort set gå til alle de kendte seværdigheder, og oplevelsen af at have parlementet til nabo var bestemt heller ikke uinteressant. Lejligheden lå således også meget velbeskyttet, da der ligger en slags ministeríum i samme bygning, hvilket betyder at der er portnere og tunge jerndøre at "gemme" sig bag. Vi skulle lige bruge lidt tid på at finde ud af alle nøglerne. Hvilken nøgle hørte til selve porten, hvilken til den den indre jernport, hvilken til jernporten i selve bygningen og hvilken til hoveddøren. Men efter at have prøvet det blot een gang, gik det fint;, men man kigger altså lige lidt på det sæt nøgler, man får udleveret.
Køkkenet var som beskrevet lidt akavet med de skrå vægge. Det betød nu ikke noget, da vi kun spiste morgenmad i lejligheden. MEN det kunne have været skønt med en brødkniv, som kunne skære. En lille bagatel. En anden ting som vi virkelig kunne have brugt var en brugsanvisning til airconditionen i værelserne. Den i stuen fungerede perfekt, og var særdeles nem at styre; men sådan var det ikke med værelserne. Faktisk fandt vi først ud af det den sidste nat. Her kunne en lille nem instruktion have været guld værd.
Men alt i alt en førsteklasses oplevelse i et skønt kvarter og en herlig lejlighed.
Jeg vil også gerne sige tak for den meget fine service vi har fået af in-italia hele vejen igennem processen med at bestillen en lejlighed på nettet og så alligevel have oplevelsen af at der er mennesker "bag skærmen", som på fineste vis tager sig at vore spørgsmål og behov undervejs. Den samme oplevelse havde vi på stedet i Rom. Meget velkoordineret og effektivt. Det er bestemt ikke sidste gang, at vi benytter in-italia. Og en særlig tak til Lino Vogt som har været uovertruffen i den personlige service over for os.

Oplysninger om anmelder

Rejseperiode Juli 2009
Antal rejsende 5 voksne
Navn

Hvis en bedømmelse ikke er skrevet af en dansk gæst vil du kunne læse vores oversættelse som er frit oversat. Du kan naturligvis også altid læse den originale anmeldelse.

Foruden anmeldelser fra In-Italias gæster kan du på mange af vores ferieboliger også finde vurderinger fra TripAdvisor, ligesom mange vælger at anmelde In-Italia på Trustpilot. Husk at du også kan få inspiration til din ferie i Italien på bloggen.

 

Lignende boliger

Anbefalinger til dig

search map