Vi var som altid glade for at være i Rom. Det er simpelthen BYEN for os. Vi er der hvert år i starten af oktober, og har også altid været heldige med vejret. I år boede vi i Dimora Tinta og havde valgt den lejlighed på grund af størrelsen, da vi denne gang var 5 voksne og lille Marcus på 14 mdr., og så fordi den ligger i gadeplan - vi havde nemlig også en klapvogn med. Lejligheden er meget rummelig, men da den - som nævnt - ligger i gadeplan, kommer der utrolig meget snavs (bilos m.m.) ind under dørene. I Jeres beskrivelse nævner I, at man kan gå "et par trin ned" til et af de to badeværelser. Det er godt nok en underdrivelse. Badeværelset ligger i kælderen, og man kan ikke lukke af fra kælderplan til stueplan. Dette bevirker, at der er temmelig fugtigt i lejligheden (formentlig på grund af den meget korte afstand til Tiberen). Men ellers var vi ret tilfredse med lejligheden, som ligger utrolig centralt (3-4 min. til Piazza Navona, 5-7 min. til Den Spanske Trappe og 10 min. til Pantheon). Nøglen skulle hentes på kontoret i Via Monte Brianzo (lige rundt om hjørnet). Servicen på kontoret var upåklagelig. Og da Marcus kom til at ødelægge en bordlampe, smilede man bare og trak på skuldrene (sådan en lille knægt med lyse krøller kan en italiener altså ikke stå for). Det var i det hele taget ikke spor besværligt at være på storby-ferie med et lille barn. Kontakten til In-Italia er (som også tidligere) foregået over nettet, og der har overhovedet ikke været problemer med det. Derudover bliver Jeres hjemmeside flittigt brugt som inspiration. Vi vender tilbage til næste år i oktober, og afventer blot 2005-priserne.
Rejseperiode | Oktober 2004 |
Antal rejsende | 5 voksne, 1 barn |
Navn | Lise, Vipperød |
Lejligheden var særdeles rummelig og bekvem at opholde sig i - også selvom vi var 4 voksne og 3 børn. Lejligheden lå meget centralt i forhold til mange af Roms serværdigheder, herunder Peters Kirken, Engelskborgen, Den spanske trappe m.fl. Desuden var der kun 3 minutters gang til Piazza Navona, der udover at være Roms dagligstue, har en række særdeles billige spisesteder i sidegaderne. Lejligheden lå imidlertid i en gyde, hvor sollyset var begrænset. Det opfordrede i høj grad til udendørsliv, hvilket jo er den væsentligste grund til at tage til Rom i efterårsfereien. Endvidere var der en del gadestøj allerede ved 5-tiden om morgenen. Desuden var det ene badeværelse i kælderen svært tilgængeligt, mens det andet ved siden af soveværelset var lækkert. Der var rigeligt med service og gryder, men en kaffemaskine havde gjort underværker. Ligeledes var der stor vilje til at hjælpe med at finde rundt i Rom i udlejningsselskabets butik, der lå rundt om hjørnet. Taxaservice til og fra lufthavnen kan varmt anbefaldes, da det var en god komfort.
Rejseperiode | Oktober 2004 |
Antal rejsende | 5 voksne, 2 børn |
Navn | René, Smørum |
Hvis en bedømmelse ikke er skrevet af en dansk gæst vil du kunne læse vores oversættelse som er frit oversat. Du kan naturligvis også altid læse den originale anmeldelse.
Foruden anmeldelser fra In-Italias gæster kan du på mange af vores ferieboliger også finde vurderinger fra TripAdvisor, ligesom mange vælger at anmelde In-Italia på Trustpilot. Husk at du også kan få inspiration til din ferie i Italien på bloggen.