Dette kvarter er på samme tid noget af det mest hippe og mest uspoleret maleriske i Rom, og det illustrerer så glimrende, hvorfor nogle kalder byen for "verdens største landsby": Ingen andre steder vil så autentiske og hyggelige små gader kunne overleve i umiddelbar nærhed af en område som Piazza Navona.
Toværelseslejlighed til 2+2 personer (1. sal):
- Lejligheden ligger på første sal og består af et noget slidt køkken (4 gasblus, ovn og opvaskemaskine), en hyggelig stue med sovesofa til to personer, soveværelse med dobbeltseng og to badeværelser, det ene med bruser, det andet med karbad (begge naturligvis med wc).
Læs mere om Appartamento Fico
Lejligheden er udstyret med satellitfjernsyn, DVD-afspiller, vaskemaskine og opvaskemaskine samt aircondition.
Appartamento Fico ligger virkelig godt i centrum med gå afstand til de fleste must-sees. Jeg syntes umiddelbart at lejligheden virkede autentisk, min datter syntes, at den var utidsvarende og lidt ulækker. Air-condition virkede umiddelbart ikke, og der var ikke nogen manual til at få den til at virke. Der var ingen tændstikker el. lign, så vi kunne tænde gaskomfuret.
Økonomisk set var lejligheden forholdsvis billig, men ved overdragelse af nøgle gav vi yderligere 170 Euro for rengøring, turisttillæg, late-check-in-fee mm.
Lejligheden er rummelig og velindrettet og ligger på 1. sal på charmerende Piazza del Fico kun fem minutters gang fra Piazza Navona. 4-5 stjerner for lejligheden. Hvad der trækker ned er den høje musik - fredag og lørdag indtil kl. 3 om natten - fra den åbne front på Bar del Fico lige overfor lejligheden. Blot 15-20 meter væk. Og støjen fra de mange mennesker, udenfor baren og i sidegaderne. Lejlighedens lukkede termovinduer kan ikke holde larmen ude. Særligt i stuen med sovesofaen mod pladsen er støjen meget generende og forstyrrende for nattesøvnen. Derfor kun tre stjerner.
Vi boede et dejligt sted i en god lejlighed, meget centralt. Vi har en anke. Køleskabet var ikke gjort rent og var muggent og oven var heller ikke til at bruge.
Men som sagt dejligt område og hvis vi skulle rejse til Rom igen ville vi gerne vælge denne lejlighed.
Mere centralt kan man næsten ikke bo. Perfekt afstand til mange af de største seværdigheder: Piazza Navona, Pantheon, Trevi fontænen, Den spanske trappe i den ene retning og Castel Sant'Angelo, og Peterskirken i den anden retning. Lejligheden var på ingen måde luksus, lidt slidt i kanterne, men hyggelig og med fin plads til os alle 3. Vores lidt "sarte" 15-årige, der sov i stuen, endte med at sove med ørepropper, da der samledes rigtig mange højrystede mennesker på Piazza del Fico om aftenen. Restaurant Francesco lige neden for lejligheden var rigtig god til prisen med en meget serviceminded betjening, og den nærliggende Via del Governo Vecchio en hyggelig gade. Vi prøvede to restauranter hér, ingen af dem så gode som Francesco. Eneste virkelige irritationsmoment vi havde, var at vi ved ankomst måtte ringe en ekstra gang samt vente 20-30 minutter kl. 1 om natten på gaden før den nøgleansvarlige dukkede op. Når man betaler 48 Euro for at få nøglen på dette tidspunkt, er det bare ikke i orden at skulle vente - heller ikke i Italien .....