Dette prægtige hotel er fra 1972 og ligger på Lazios varierende og maleriske kyststrækning lidt nord for byen Gaeta. Gaeta ligger omtrent midtvejs mellem Napoli og Rom, således at begge byer kan besøges på hver sin dagsudflugt. Det kan i øvrigt anbefales at besøge de mange andre charmerende og historiske byer langs Lazios kyst som fx Terracina, Sperlonga og San Felice Circeo.
Selve hotellet er beliggende i maleriske omgivelser på en klippeskrænt midt mellem grønne nuancer. Hotellets høje placering gør udsigten uforlignelig og neden for hotellet finder man deres lille private strand med liggestole og parasoller samt en strandbar, hvor der serveres drikkevarer og frugt til gæsterne.
Læs mere om Grand Hotel Le Rocce
Den absolutte styrke på stedet er uden tvivl hotellets mange poetiske udendørsområder som fx den drømmevækkende panoramiske terrasse, småstier til stranden, små torvepladser og haveanlæg. I restauranten Terrazza degli Ulivi kan man spise på terrassen med havudsigt. Her er både mulighed for at vælge dagens menu eller a la carte.
Værelserne er alle nænsomt og elegant indrettede. De er udstyrede med aircondition, minibar, satellit-tv, værdiboks, føntørrer, badeværelse med toilet og bruser samt balkon med udsigt over havet eller haven.