Vort andet ophold var på Agriturismo Montebello i Bolsena. Et meget smukt sted med en fantastisk beliggenhed. Desværre er stedet meget misligeholdt og servicen efter vores opfattelse dårlig.
Det første værelse vi blev præsenteret for lå i en selvstændig bygning ca. 1 km væk fra hovedbygningen (og svimmingpoolen) og længere op af bjerget. Værelset havde ingen egentlig indgang og eneste adgang til værelset var gennem glasterassedøren. Denne havde ingen selvstændig lås og kunne således kun lukkes ved hjælp af en hængelås der var sat på udenfor. Når man udefra skubbede døren ind af blev der en stor åbning på ca. 15- 20 cm mellem de to glasdøre. Selve værelset var meget lille. Der var skubbet en køjeseng ind i det ene hjørne og derudover var der faktisk kun lige plads til at man kunne gå rundt om dobbeltsengen midt i værelset.
Da vi på en pæn måde og på italiensk fortalte værten, at vi ikke kunne bo i et værelse, der ikke kunne lukkes/låses, var svaret, at så kunne vi bare finde et andet sted ! Dog var hans datter en smule mere fornuftig og vi fik et andet værelse i hovedbygningen beregnet til 3 personer, hvor man så satte en ekstra seng ind.
Desværre betød denne opstart en dårlig stemning for vort ophold. Hvad angår misligeholdelsen, var det tydeligt både hvad angår standen på det første værelse og ikke mindst på en meget snavset swimmingpool ved hovedbygningen og en swimmingpool fyldt med alger ved det hus, hvor vi først skulle have boet. Endelig hørte vi at et par som kom samtidig med os, kun skulle betale 124.000 lire for et andet 3-sengsværelse i hovedbygningen?
Lidt positivt var det dog, at morgen maden var ganske udmærket og den middag vi fik en aften var ligeledes fin. Der var dog kun én menu som alle fik serveret og prisen viste sig at være Lit. 50.000 pr. person også for børn der rent faktisk kun spiste hver en portion pasta. Så selvom maden var god, fandt vi prisen helt urimelig og vi kunne efter vores vurdering haft fået et tilsvarende måltid på en normal restaurant for lidt over det halve af de 200.000 et enkelt måltid kostede på Montebello.
Summa summarum...et meget smukt sted, som vi desværre ikke kan anbefale til andre p.g.a. værtens væremåde og stedets generelle vedligeholdelsesmæssige tilstand sammenlignet med prisen.
Rejseperiode | Juli 2001 |
Antal rejsende | 4 voksne |
Navn | Morten, Vedbæk |
Hvis en bedømmelse ikke er skrevet af en dansk gæst vil du kunne læse vores oversættelse som er frit oversat. Du kan naturligvis også altid læse den originale anmeldelse.
Foruden anmeldelser fra In-Italias gæster kan du på mange af vores ferieboliger også finde vurderinger fra TripAdvisor, ligesom mange vælger at anmelde In-Italia på Trustpilot. Husk at du også kan få inspiration til din ferie i Italien på bloggen.