Hotel Villa Sarah er en af de smukke gamle villaer på Capri, som er blevet omdannet til et klassisk og stilfuldt hotel. Det ligger i en grøn have, med små hyggekroge og swimmingpool.
Villaen ligger i rolige omgivelser i selve Capri by, blot ca. 1 km fra den berømte Piazzetta, hvor det myldrer med berømte filmstjerner sommeren igennem, og hvor man finder mange af de berømte caféer og restauranter. I selve centrum er der kun gågader, hvilket bl.a. er med til at gøre det hele så attraktivt.
Læs mere om Hotel Villa Sarah
Fra vejen går man direkte ind i den smukke have, og kommer herefter op til villaen. Hotellet ejes af familien De Martino, som også står for den daglige drift, og da villaen blot har 19 værelser, føler man sig mere som gæst hos en privat familie, end som gæst på et hotel.
Villaen er traditionelt indrettet, med vægt på antikviteter og stilmøbler. Der er højt til loftet, masser af buer og hvælvinger, og de berømte håndmalede majolicafliser pryder gulvene. Hotellet har en stor hall med reception, hvor der også er små opholdsafdelinger. Fra hall´en fører en stor marmortrappe op til 1. sal, hvor man finder hotellets værelser. Hotellet har også bar og morgenmadsrum, foruden den skønne have og swimmingpool.
Værelserne er alle pænt men enkelt indrettet, og der er flere forskellige værelseskategorier. Alle værelser har kig til haven, men nogen har også balkon eller terrasse, og enkelte har havudsigt. Værelserne har aircondition, satellit TV, telefon og minibar samt privat badeværelse.