Rejser til Scala

Ca. 1 km. fra Ravello ligger den stemningsfulde by Scala omgivet af kastanietræer og frugtplantager. Byen har en spændende historie og et udmærket udvalg af butikker og restauranter.

Scala er en af Amalfikystens ukendte perler. Den ligger ca. 350 meter over havet, og lægger navn til både byen og kommunen, som inkluderer et par af de små pittoreske nabobyer, som man lettest kommer til ad de gamle trappestier.

Dragedalen

Nærmeste kendte by er Ravello, som i fugleflugtsline vel blot ligger godt hundrede meter derfra, men byerne er adskilt af den mystiske og sagnomspundne Dragedal, som i dag også rummer vejen fra Amalfi. I middelalderen udkæmpede man krige hen over hovedet på dragerne, og det kan det være svært at forstille sig, at Scala i den periode havde mere end 30.000 indbyggere og 300 vagttårne, som var bygget ind i den drabelige forsvarsmur.
I dag ånder alt fred og idyl, og der er vel ikke mere end omkring 2000 indbyggere, hvis man tæller alle, inklusiv fårehyrderne med.

Uforglemmelig udsigt

De fleste vil måske ikke synes, at Scala i sig selv er noget særligt, og de har nok ret. Det der gør Scala til noget helt specielt, er især naboskabet med Ravello. For bor man i Ravello, kan man ikke se byen. Det kan man til gengæld fra Scala, og den udsigt glemmer man aldrig.

San Cataldo

Scala er heller ikke særlig kendt, men har dog alligevel fået en plads i den danske verdenshistorie. I 1908 forelskede den danske Carl Wiinstedt sig nemlig håbløst i en tidligere klosterruin i byen. Det lykkedes ham at købe den, og efter års hårdt arbejde kunne han lukke dørene op til det danske refugium San Cataldo, som den dag i dag tager imod danske kunstnere og videnskabsmænd, som har brug for fred og ro til at studere, male, skrive bøger m.m. Her vil det nok være på sin plads at understrege, at San Cataldo ikke er en turistattraktion, hvor man kan komme og gå som man lyster – men man er velkommen til at gå forbi ude på vejen – men så skal man heller ikke forvente mere.

Kastaniefesten

Som alle andre byer har Scala sine lokale fester, og én af de mere berømte er kastaniefesten i efteråret. Årsagen er de smukke kastanieskove, som ligger i bjergene over byen, og når høsten er i hus, skal det selvfølgelig fejres, og her er alle mand af hus.

Mulddyr og æsler

Indtil for blot få år siden, foregik al transport på Amalfikysten med båd eller til fods, og fødderne kunne være ens egne, eller tilhøre et æsel eller et muldyr. I dag kan man komme frem med bil de fleste steder – selv til Scala, men trappestier og muldyr eksisterer stadig. Hører man til de morgenduelige, kan man næsten dagligt se en lille lastbil kæmpe sig op gennem hårnålesvingene med en last af muldyr. Når de når svinget ved Minuta stopper den, og dyrene bliver læsset af. Herefter bliver de forsynet med en last af byggematerialer, jerndragere, køleskabe eller andet uhåndterbart og tungt – og så går turen ud i bjergene ad de gamle trappestier, hvor der stadig bygges huse den dag i dag, og hvor man kan møde dem på sine vandreture.…

På vandreturen

Scala er nemlig et oplagt udgangspunkt for vandreture. De hyggelige småbyer ligger så tæt, at man kan se fra den ene til den anden, og i de fleste tilfælde er det som regel hurtigere at gå, end at køre. Det kan dog hænde, at man falder i staver undervejs, eller kommer i snak med de lokale, som enten prøver at forære én et par kaninunger, en kattekilling eller en rygsæk fuld af citroner. De små nabobyer Minuta og Pontone er helt klart et must – men også de spændende forsvarstårne Torre dello Ziro må man nødvendigvis besøge. Når man helt derud (tårnene ligger på et lille forbjerg mellem byerne Atrani og Amalfi og turen starter i Pontone) har man den mest vidunderlige udsigt over begge byer.

Og den mere udfordrende

En anden spændende tur – men noget mere udfordrende, er at gå fra Scala til Pogerola, som er endnu én af de mange ukendte perler. Her kan man spise en uforglemmelig frokost på én af byens tre lokale restauranter. Turen over bjergene tager ca. 3 timer. Den er afmærket af alpinisterne, og er gengivet i én af de gode og meget omfattende vandrebøger man kan købe, men forvent ikke at de lokale kender den – og flere vil sikkert benægte at den overhovedet eksisterer. Man bør ikke gå denne tur alene, og slet ikke i højsommeren, lige som man bør fortælle nogen, hvor man går hen, og hvornår man forventer at være fremme. Og husk endelig rigeligt med vand, og gode vandrestøvler. Hjemturen kan evt. klares med bus. Men ellers er vandreturen fra Pogerola og ned til Amalfi også meget anbefalelsesværdig, lige som turen fra Amalfi tilbage til Scala er utrolig smuk.

Solopgangen

Vel hjemme i Scala igen, kan man nyde en velfortjent middag og et godt glas vin på terrassen. Og som en ekstra bonus, kan man allerede her begynde ”at klæde sit hjerte i festdragt” – som ræven siger i ”Den lille prins”.
Næste morgen kan man nemlig ligge i sin seng, og som ét af de meget få og sikkert udvalgte mennesker i verden, få lov at opleve solen stå op over bjergene, og som ved et trylleslag forvandle Ravellos kulsorte silhuet, til et festfyrværkeri af pastelfarver og stjernestøv…

Rejser til Italien

Læs mere om Italien og find inspiration til din næste rejse her

Find rejsen til Italien her

Hoteller i Scala

Hvad siger gæsterne i Scala?

9,3
Samlet gæstebedømmelser
Baseret på 17 anmeldelser