Det er ikke det billigste valg, men hotellet er en sand juvel for romantiske par og bliver ofte benyttet til bryllupper og større private fester på grund af udsigten, som er foreviget på et ukendt antal postkort og guidebøger. Hotel Saraceno ligger ca. 2 km fra Amalfi i retning mod Positano, og det kræver en shuttlebus, en offentlig bus eller en bil at komme dertil. Hotellet tilbyder shuttelservice flere gange om dagen, og den lokale bus holder lige uden for døren.
Amalfi er en forholdsvis lille by med blot 6.000 indbyggere. Arkitektonisk er den præget af de mange arabere som huserede på kysten i middelalderen, og som også har inspireret til indretningen af hotellet. Amalfi er en sand labyrint af smalle gader, og den er rigtig spændende at gå på opdagelse i. Den store domkirke er naturligvis et besøg værd, men hører du til de aktive, bør du også gå en tur op gennem hovedgaden til du når selve Mølledalen, hvor du finder de gamle papirmøller og de store citronplantager. I Amalfis små butikker kan du købe alverdens produkter baseret på citron, og du må ikke gå glip af den søde citronsnaps Limoncello, som skal nydes iskold.
Der er flere små, hyggelige torvepladser i Amalfi, og et fint udvalg af gode lokale restauranter og caféer, både med og uden havudsigt. Hvis du vælger at sidde på domkirkepladsen, skal du være opmærksom på, at prisniveauet svarer til Markuspladsen i Venedig. Der er også en lille strand i Amalfi, som dog hurtigt bliver fyldt op i højsæsonen, men hvis du vælger at bo på Hotel Saraceno er det nok ikke det store problem, for på hotellet har du din egen private strand. Selv om Amalfi er et spændende sted, skal du naturligvis også besøge byerne Ravello og Positano, lige som du let kan tage en tur til Sorrento og til den berømte ø Capri.
Grand Hotel Il Saraceno blev bygget mellem 1960 og 70 på ruinerne af et gammel forsvarsværk fra 1100-tallet. Konstruktionen er helt særlig, for den dækker en hel bjergside, fra kystvejen og ned til den private strand. Samtidig er hotellet bygget under en af de største naturlige grotter på Amalfikysten, men for at få det bedste indtryk af hotellet kræver det, at du tager en tur ud på vandet, og det kan varmt anbefales.
Hotellet er indrettet i arabisk stil, og holder et højt serviceniveau. Det bedste ved hotellet er uden tvivl udsigten, poolen og den private strand, hvor du også kan nyde en forfriskning og en let snack som serveres fra hotellets strandbar. Der er bar, store udendørs terrasser samt 4 forskellige restauranter på hotellet, hvoraf den ene er reserveret til større arrangementer. Der er gratis wi-fi, og kommer du i bil, er der parkeringsmulighed på selve hotellet efter først til mølle princippet.
Officielt har hotellet 5 stjerner, og vi ville med glæde give både beliggenheden og udsigten mindst det dobbelte. Men selve hotellet er lidt slidt, så derfor har vi valgt at nøjes med 4 sole.
Læs mere om Grand Hotel Il Saraceno
Grand Hotel Il Saraceno har i alt 62 rummelige værelser i flere forskellige kategorier. Mange har en privat balkon eller terrasse og de fleste har hel- eller delvis havudsigt. Værelserne er pænt men enkelt indrettet i klassisk og delvis arabisk stil. Alle værelser har aircondition, minibar, værdiboks, satellit TV, wi-fi og badeværelse med toilet, bruser eller badekar samt hårtørrer.
Læs om værelserne på Grand Hotel Il Saraceno