Villa Santa Maria ligger lige uden for Marina di Gioiosa Jonica på en ejendom af 50 hektar dyrket med oliven- og appelsinplantager, grøntsager og vinmarker. Deres solide vin tilbydes bl.a. på stedets restaurant, som ligger i den gamle hølade og olivenpresse, ca. 100 meter fra selve villaen.
Villaen stammer helt tilbage fra 1600-tallet og er blevet fornemt restaureret i 2001. Dens stenfacade viser normanniske og nygotiske træk og to høje palmer danner en elegant ramme om villaen. I haven finder vi et dybt men ikke særlig stort svømmebassin med en overdækket veranda og parkeringsplads omgivet af appelsin- og citrontræer. Bag ved villaen troner Locrides barske bjerge.
Værelserne er meget rummelige og fornemt møblerede. De råder alle over minibar, fjernsyn, aircondition og badeværelse med bruser og toilet. Morgenmaden serveres i stueetagen i villaens oprindelige spisesal.
Læs mere om Villa Santa Maria
Skal man finde noget negativt at sige om stedet, så skal vi nævne at dens nærhed til kysten gør at der kan være en svag lyd af trafikken (afhængigt af vinden) fra vejen ca. 150 meter fra villaens have og bassin. Den kan dog ikke høres fra værelserne.