Anmeldelser af Locanda di San Martino

Tilføj som favorit
 
Henter indhold

Gæstebedømmelser af Locanda di San Martino

Læs personlige anmeldelser af Locanda di San Martino som ligger i Basilicata. Bedømmelserne af hotellet er skrevet af gæster der har rejst med In-Italia. Samtlige anmeldelser er naturligvis ucensureret så du får en ærlig beskrivelse og bedømmelse af Locanda di San Martino. Foruden vurdering af selve hotellet kan du også læse gode tips fra vores gæster om emner som udflugter, restauranter, seværdigheder, strande, lokal transport og meget mere.
Jørgen og hans familie fra Espergærde boede på Locanda di San Martino i Matera fra d. 6. til d. 7. juli 2007. De har været på rundrejse i Campania, Basilicata, Apulien og Lazio.

Vi var glade for langt de fleste steder.

Især l'Orto di Lucania nær Montescaglioso var en fantastisk oplevelse; både mht. indkvartering, modtagelse, mad - ja det hele. Og Montescaglioso var pittoresk og havde turens absolut smukkeste udsigt -fra den gamle byport (tror vi nok det var) kunne man kigge ud over hele dalen - det var forrygende!

Matera var ligeledes meget spændende (men hårrejsende svær at finde rundt i). Hotellet var virkelig lækkert - og meget anderledes. Smukt og rustikt og også her var der en udsigt ud over byens tage, der sagde spar 2 - klart anbefalelsesværdigt (men vi fandt det først, da vi parkerede bilen og gik - de små snorklede gader og ensrettede stræder var en udfordring at finde rundt i).

Villa Rizzo, var ligeledes meget smukt (men der kunne I måske være nye rejsende behjælpelige med en lidt mere specifik rutebeskrivelse. Og advarsel, for skiltningen var temmelig anarkistisk i det område...) - vi brugte megen frustrerende tid på at finde frem.

Santa Maria di Leuca var et rigtigt italiensk badehotel ... og det var godt (nok), men de var lidt tunge at danse med, hvis kommunikationen ikke kunne foregå på italiensk. Vi blev bedt om at lave et inventartjek af potter og pander og gud ved hvad (en liste så lang...på italiensk) Vi gav op og det accepterede de heldigvis, for selv med hjælp fra 3 parlører, lykkedes det os kun at finde ud af hvad 1/10-del betød. Det er vigtigt at I fortsat fortæller at det er meget "italiensk" med en lind strøm af underholdning mv. - ikke et sted man vegeterer.

San Felice Circeo og hotellet Maga Circe var lidt af en skuffelse. Maden var forrygende og det samme var udsigten, som vi desværre måtte helt ud for at nyde - vores store panoramavindue var nemlig punkteret og derfor uklart. Vi lå helt nede i mørk kælderplan (indelukkede værelser som vist ikke havde været brugt længe?) og fik glæden af de ovenliggende gæsters skrald - det røg simpelthen ud over altanen og ned til os. Vores piger var lidt ærgerlige over at poolen allerede lukkede kl. 18.00. Selve hotellet og den rating det har, synes vi var for gavmild (for dyrt) - især sammenlignet med de øvrige steders langt højere standard - der var en fornemmelse af lettere forfald (symbolsk nok var en stor del af gæsterne meget gamle "adelsfrøkener" som har haft deres bedste tid).

Men når det er sagt, så ligger hotellet smukt og der er ingenting at udsætte på venligheden - heller ikke der. Dog passer den tidsangivelse til Rom vi fik slet ikke - det tog ikke små 50 minutter (jo måske hvis man er indfødt italiener og kører i en Ferrari uden bremser -) i stedet tog det 1 time og 50 minutter med 120 i timen.

Hvis vi skal anbefale et sted må det blive L'Orto di Lucania - der vil vi gerne til igen; ligesom Matera også er et besøg værd igen.

Vi vil til gengæld gerne takke jer for jeres utroligt gode service - hele vejen igennem! Det var dejligt at vi kunne ringe til jer og få hjælp til refundering af vores forudbestilte strandstole og parasol (da vi var på Messapia; Santa Maria di Leuca.)

Oplysninger om anmelder

Rejseperiode Juli 2007
Antal rejsende 2 voksne, 2 børn
Navn
Signe Green og hendes rejsefælle fra Brønshøj boede på Locanda di San Martino i Matera fra d. 17. til d. 21. juli 2007. Inden Matera besøgte de landstedet Villa Rizzo og til slut Agriturismo Zio Cristoforo i Cilento-reservatet.

Du kan tro vi havde en fantastisk rejse!

Den rummede tilpasse mængder afslapning fordi vi havde nogle gode faste overnatninger undervejs og frihed de dage vi intet havde forudbestilt. Først og fremmest var vi heldige med biludlejningsfirmaet, som trods alt ikke er så populært som Avis eller nogle af de andre store - vi sparede i hvert fald 1½ times venten!

Villa Rizzo som vi først overnattede i var et meget dejligt sted. Fredeligt og smukt. Men jeg må sige, at vi valgte stedet pga beskrivelsen af restauranten. Mundvandet var løbet allerede hjemmefra, men stedet var lukket og så ikke ud til at være aktivt til andet end bryllupper eller lign. Meget skuffende. Der var rigtig gode spisesteder i området - hvis man tager bilen, men det var ikke helt det samme.

Matera derimod var helt utrolig smuk. Vi boede perfekt og smagfuldt og nød de 4 dage med vandringer i huleområdet og slentren ned af små gader i bymidten. Vi har kun positivt at sige om området og hotellet.

Sidste stop Casalvelino, var ikke lige hvad vi ventede. Der er ikke sparet på superlativer i beskrivelsen på nettet, så forventningerne var store. Prisen er simpelthen for dyr i forhold til områdets tilbud, beliggenhed og stand. Værelserne var møgbeskidte og inventaret temmelig nedslidt. Da vi havde fundet en del pensioner/hoteller undervejs, havde vi noget at sammenligne med. Det er faktisk også dyrt at spise på stedet i forhold til områdets (bedre) restauranter - men det er spændende at smage egnsretterne, som familien kreerer. Konceptet er lidt det samme hver aften, så man bør nok holde sig fra at bestille halvpension i en hel uge, men det er absolut god mad.

Så alt i alt en rigtig god tur.
Vi vil gerne til Matera en anden gang, så vi tales nok ved igen. Du skal have tusinde tak for den høje service og gode smittende humør.

Oplysninger om anmelder

Rejseperiode Juli 2007
Antal rejsende 2 voksne
Navn

Hvis en bedømmelse ikke er skrevet af en dansk gæst vil du kunne læse vores oversættelse som er frit oversat. Du kan naturligvis også altid læse den originale anmeldelse.

Foruden anmeldelser fra In-Italias gæster kan du på mange af vores ferieboliger også finde vurderinger fra TripAdvisor, ligesom mange vælger at anmelde In-Italia på Trustpilot. Husk at du også kan få inspiration til din ferie i Italien på bloggen.

Side Forrige side 1 2 3
 
search map