Trani
Trani er med sin maleriske fiskerhavn og sit mondæne centrum et oplagt sted et tilbringe en dag eller to. Her kan man nyde den friske fangst fra havet på en af de små restauranter langs havnefronten, man kan svælge i byens Middelalderlige kirker eller man kan købe sig fattig i byens gode tøjbutikker. Og skulle man få lyst til en dukkert, er byen kendt for sine gode badestrande.
Byens historie
Byen blev ifølge legenden grundlagt af Tirenus, Diomedes' søn, og hedder således i romersk tid Tirenum eller Turenum. Imidlertid tyder intet på at byen er ældre end 3.-4. årh. efter Kristi fødsel, og de få spor, man finder fra romersk tid, stammer sandsynligvis fra det nærliggende Canosa, som blev ødelagt af saracenerne i det 9. årh. Efter Canosas fald blev Trani en kort tid sæde for bispen og hovedstad i det longobardiske gastaldi. Under det byzantinske herredømme drog Trani fuldt udbytte af sin position, og en blomstrende handel med Orienten fandt sted. Trani havde således en stærk byzantinsk tilstedeværelse og tætte bånd til Byzans, således at byen blev et af de faste byzantinske holdepunkter i kampen mod normannerne. Også under normannerne oplevede byen fremgang, ikke mindst pga. dens betydning som havn for korsridderne. Trani beholdt en stor grad af autonomi under normannerne, og i dette lys skal det ses, at vi herfra kender Middelalderens første sølov, Ordinamenti Maris fra 1063, fra tiden hvor Trani var en selvstændig republik (1043-1073).
Under Frederik II nåede Tranis betydning sin kulmination og konkurrerede i handelsmæssig og kirkelig betydning med Bari. Byen havde faste handelsforbindelser med Venezia, Frederik lod et stort kastel opføre, byens rolle som port til Det Hellige Land var stor og selveste tempelridderne havde et hospital i byen.
Anjouernes komme betød forfald for Trani, og skønt byen kendte en opgangsperiode i 1400-tallet, så betød kampene mellem spaniolere og franskmænd snart fornyet nedgang. Trani blev belejret adskillige gange, og indre stridigheder forøgede krisen. Under spaniolerne mistede byen sin betydning som havn. I 1600-tallet blev Trani universitetsby og som Altamura deltog den ivrigt i den partenopæiske republik. Eller rettere byens borgerskab gik ind for republikken, men pøblen var imod og en fransk belejring endte med at byen blev brændt ned og plyndret.
Spændende bygninger
Der er mange spændende bygninger i Trani, som f.eks. Palazzo Cacetta i Via Ognisanti, der repræsenterer en af de få eksempler på 1400-tallets (1451-56) gotiske byggeri i Puglia. Tæt på dette palads finder vi tempelriddernes kirke, Chiesa di Ognisanti, der er opført i første halvdel af det 12. årh. i gården til ridderordenens hospital. Desværre er kirken som oftest lukket.
Domkirken
Hvor smukke disse bygninger end er, så er domkirken, San Nicola Pellegrino, uden diskussion Tranis fremmeste attraktion. Der er tale om en af Apuliens ubetinget smukkeste og mest særprægede romanske kirker og det prægtigste minde om det middelalderlige Trani. Ikke mindst dens enestående beliggenhed, helt ned til havnen, gør den til noget særligt. Domkirken blev påbegyndt i 1097 oven på den ældre kirke Santa Maria, men som så ofte trak arbejdet ud og først i midten af det 13. årh. stod bygningen færdig. Kirken led hårdt under “forskønnelser" i 1800-tallet, men er siden blevet ført tilbage til sin oprindelige elegante stilistiske lethed. Santa Maria kendes fra midten af det 7. årh., da man hér placerede relikvierne efter Sankt Leucio, biskop af Brindisi. Da Canosa blev ødelagt i begyndelsen af det 9. årh., flyttede biskoppen hertil. Sankt Nicola Pellegrino kom i pilgrimsfærd fra Grækenland og faldt om, udmattet af rejsens strabadser, foran Santa Maria den 20. maj 1094; han døde få dage efter i tempelriddernes hospital. Allerede i 1096 blev han kanoniseret af selveste Urban II og udråbt til Tranis skytshelgen.
Den ny kirke blev konstrueret oven på den gamle, således at der nu står en kirke i to etager. Ja, faktisk kan man finde hele fire niveauer i kirken! Således træder man ind i Santa Maria, men ca. fem meter over indgangsplanet finder man San Nicola Pellegrino, og hen ved en meter under indgangsniveauet ligger San Nicola Pellegrinos krypt. Atter tre til fire meter under Santa Maria finder man Ipogeo di San Leucio. En fascinerende og besynderlig konstruktion.
Domkirkens store bronzedør vejer over 2½ ton og er skabt af Barisano da Trani, som også lavede et af dørsættene til domkirken Monreale uden for Palermo. Døren er lavet i egetræ og dækket af 32 bronzerelieffer med såvel religiøse som profane motiver; bemærk relieffet med Sankt Nicola Pellegrino, for hvis fødder man finder Barisano selv.
En skønhed er også kirkens kampanile, der er opført 13.-14. årh. Og så er kirken desuden fyldt med pragtfulde skulpturarbejder og malerier.
Hvis man går ned i krypten, som er tilegnet Sankt Nicola og som stammer fra begyndelsen af 1100-tallet, mødes man af et simpelt og rent rum med 28 marmorsøjler kronede af smukt udhuggede, og særdeles varierede, kapitæler. Fra krypten er der adgang til den nedre kirke, Santa Maria della Scala, hvor der ikke er så højt til loftet (3½ m). Kirkerummet er smykket af kunst fra 14. årh.
Under denne nedre kirke har man fundet sporene af en endnu ældre, den oprindelige Santa Maria, fra hvilken man har fundet sarkofager og fragmenter af mosaikker fra den longobardiske æra. Man kan også stige ned i Ipogeo di San Leucio, der befinder sig 1½ m længere nede, hvor man placerede den hellige biskops relikvier. Rummet er blevet til efter den oprindelige kirke og væggene er dækket af sparsomme fragmenter af fresker fra forskellige perioder.