Midt i Polignano a Mares gamle bydel blandt små stemningsfyldte torve og udsigtsterrasser kan vi tilbyde denne suite af høj standard.
Etværelseslejlighed med hems og terrasse med 2+2 sovepladser:
- Lejligheden ligger ved hyggelige gårdmiljøer og er restaureret med nænsom hånd. Flotte stenmure præger denne lejlighed i to etager med balkon, tv og klimaanlæg, værdiboks og køkkenhjørne med køleskab. Dobbeltseng oppe på en flot og lettilgængelig hems i træ. På badeværelset er der brusekabine med vandmassage og føntørrer. En trappe fører op til et simpelt skabskøkken (med to kogeplader) og en dejlig terrasse med bord og stole.
Læs mere om La Suite
Morgenmad og parkering
Bemærk at der er morgenmad inkluderet prisen. Den indtages på Caffè del Mare Dei Serafini på en af de centrale pladser i Polignanos gamle bydel (Piazza San Benedetto 49). Kaffebaren er åben fra ca. 7:00 om morgenen og det meste af dagen. Morgenmaden kan indtages indtil kl. 11:00. Man vil eksempelvis finde kaffe/the, tærte, croissant, brød, salami, frugt og yoghurt. Cykler kan lejes mod betaling. P-plads kan benyttes mod bestilling til 10 euro om dagen i en garage, som ligger 300 meter væk. Desuden finder I en mappe med oplysninger om Polignano og turforslag i nærområdet.
Vi har været glade for opholdet, stedet levede op til vores forventninger. Man skal nok gøre sig klart, at den eneste mulighed for at komme omkring, hvis man ikke har bil til rådighed, er tog. Busserne kører sjældent og stoppesteder er svære at finde. Så lej en bil. Iøvrigt vil det være godt at tale italiensk, da kun få taler/forstår engelsk/tysk/fransk
Der er en del byggeri i byen, hvilket forårsager nogen støj morgen og formiddag, men det er formentlig forbigående. Blot undrer det, at man bygger i feriesæsonen.
Men byen er fantastisk og befolkningen er meget hjælpsom. Prisniveauet er rimeligt.
Vi ankom lidt sent men blev let samlet op i den søndagsfestklædte by af vores engelsktalende værtinde, Tonia. Vi havde bestilt garage, som viste sig at være i hendes families fine moderne villa lidt uden for centrum. Når vi skulle bruge bilen/aflevere den, ringede vi til hende og blev straks bragt eller hentet af Tonia selv eller hendes gamle men absolut ikke affældige far. At farmand kun taler italiensk, var ikke noget problem. At han har en passion for mindst 30 år gamle minibiler, gjorde heller ikke oplevelsen ringere. Det var fint at have garagen, da kun italienere i meget små fiat 500ér og tilladelse kan parkere i den gamle bydel. Selve lejligheden var meget, meget flot og nyistandsat, selvom det pyntelige måske besværliggjorde gæster med bagage en smule. Vi brugte den nu mest til at sove i, da Polignano er en meget livlig og hyggelig lille by, især om aftenen. Morgenmaden, som er inkluderet, spises på en restaurant bag en af kirkerne i gåafstand. Fantastisk havudsigt og masser af friskbagt kage og sågar cornflakes, hvortil vi efter lidt tegn og diskuteren også fik mælk til. At stort set ingen i byen taler engelsk er ikke noget problem. Vi var meget hurtigt på Godaften og Goddag med høj og lav. Meget tiltalende by. Masser af seafood.