Borgen Fenis

Fenis er hverken en by eller en feriebolig, men noget så sjældent som en stor fantastisk velbevaret middelalderborg. Store dele af borgen blev bygget allerede i 1300 tallet og den resterende del et århundrede efter. Her er ringmure og smarte fælder, hvor fjendens angribende styrker enten farer vild eller falder ned i huller. Borgen ligger øst for Aosta langs Dora-flodens sydlige bred.

Borgen ligger øst for Aosta langs Dora-flodens sydlige bred. Hvorfor borgen blev bygget og hvornår ved man ikke. Derfor er alle spekulationer om borgens oprindelige benyttelse og alder hypotetiske teorier.

Ombygningen

Men fra 1242 og frem til grevskaberne Challants storhedstid efter 1330 ved man, hvorledes borgen bliver ombygget og benyttet, og derfor tilskrives Aimone Challant borgens nuværende fremtoning. I 1340 vides det at Aimone Challant lader påbegynde opførelsen af borgens inderste (måske er der tale om ombygninger), således at borgen får dens nuværende femkantede form. Man ved også at det fjerde tårn, i læ af indgangen, ikke fandtes dengang, kun de tre øvrige tårne – et ved den indre indgang, som er det østlige tårn, det nord-vestlige, cylindriske tårn og det centrale borgtårn; kaldet et Donjon. De to sidstnævnte tårne var ikke fuldendte i højden dengang. På samme måde har den indre borggård gennemgået mange forandringer gennem årene og så således ikke ud dengang, som den gør i dag. Det man dog kan fornemme, som også var gældende på Aimones tid er og var, at borgen var et fremragende forsvarsværk med listige indretninger, der tog højde for mange af fjendes angrebsmetoder.

Delte meninger

Aimones søn, Bonifacio I, er bygherren bag den næste ombygning af borgen Fenis, som finder sted fra 1387. Bonifacio bygger i højden, i nogle tilfælde ved at sænke de eksisterende etager og bygge ovenpå – nogle vil måske antage, at det er derfor, at nogle døre i borgen er ganske små – de har måske oprindeligt haft en anden højde. Slagmarkens vise mænd mener dog, at dørene er lave for at fjenden skulle bøje hovedet når han gik ind ad døren, hvorved Fenis’ beskyttere nemt kunne hugge hovederne af de uindbudte gæster.

Større beboelse

Resultatet af Bonifacios ombygning er et noget større bebygget areal med beboelse, produktionsområder, repræsentationsområder, haver og jorde. Efter den første gennemgribende ombygninger er Bonifacio travlt optaget med sin politiske karriere, der bl.a bringer ham så vidt som til Sinai-halvøen. Hjemme igen i årene efter 1414 påbegynder Bonifacio en sidste restaurering af borgen, denne gang primært dekorativt. Han får fremstillet freskerne der dækker gårdrummets vægge og væggene i kapellet.

Uvis fremtid

Ved Boniafcio I’s død går borgen en noget uvis fremtid i møde, arvtagerne har ikke samme politiske gennemslagskraft og succes som deres forgængere, desuden opstår der mange tvister i familien. Resultatet bliver at familien Challant langsomt må erkende sit forfald og det uden at de mange grever efterlader sig de store spor på borgen.

Stolt symbol

Fra 1700-tallet og ind i 1800-tallet går borgen fra at være velholdt til at gå i forfald for endelig at blive solgt til den italienske stat i 1895. Borgens redning viser sig i skikkelse af en portugisisk maler-asipirant Alfredo d’Andrade, der gennem ti år besøger borgen og gengiver dens fascinerende aspekter inden dens forfald. I forbindelse med salget til staten bliver netop d’Andrade udnævnt til leder af restaureringen af borgen i 1897 på baggrund af hans passion for stedet og indgående kendskab til dens tidligere fremtoning. Det præcise og nøje udførte arbejdet står færdigt i 1920 og indebærer bla. en ny vej op til borgen, der bliver anlagt mod øst. I dag er borgen en af de mest besøgte i det nordlige Italien og står som et stolt symbol på Aosta dalens middelalderlige feudalsystem og middelalderen, men den minder os også om en af de mest brugte og misbrugte borge i dalen.