|
|
|
Italiens hovedstad - engang kaldet caput mundi (verdens hoved) - er en enestående by, som tilbyder et behageligt klima og fornøjer turisterne med dens mange vidunderlige pladser, imponerende monumenter og mange springvand.
|

 I Roms hjerte ligger Vatikanstaten; Sankt Peters Kirke, Castel Sant'Angelo (eller Engelsborg, som vi siger på dansk) og De Vatikanske Museer. Disse er værd at besøge, men glem ikke de mange levn fra den romerske antik såsom det verdenskendte Colosseum, Augustus' Villa, Forum Romanum og meget andet. En måde at planlægge sit ophold kunne være at besøge en af byens syv høje ("i sette colli") om dagen: Campidoglio, Palatino, Quirinale, Viminale, Esquilino, Celio og Aventino.
|

 Et andet vidunder, der bør besøges i byen, er de mange gode restauranter; ligegyldigt hvor man beslutter sig for at spise, er den romerske madlavning rig på smag og fantasi. Det er relativt billigt at spise i Rom (ca. 120,- til 150,- kr. per person), men det afhænger naturligvis af hvor man spiser henne. Hvis man vil spise på Via Veneto, må man være forberedt på at give noget mere, end hvis man vil spise i området omkring Hovedbanegården Stazione Termini.
|
|
|

 I Rom arrangeres hele tiden nye udstillinger og kulturelle aktiviteter udover de kunstværker, der altid kan beundres på museerne. Rom er altid værd at besøge: om vinteren, om sommeren, om foråret og om efteråret. Det er umuligt at modstå charmen og den gæstfri atmosfære. I byen findes der mange arrangementer i form af skuespil, teaterstykker, musical etc. på adskillige teatre.
Med In-Italia kan du bo i Rom, hvad enten du ønsker lejlighed, hotel eller bed & breakfast. Forskellen mellem hotel og bed & breakfast er rent teknisk og afgøres af antal værelser på stedet: Har stedet ikke specielt mange værelser, må det ikke kalde sig hotel! Atmosfæren på bed & breakfast er desuden som regel mere familiebetonet. Standarden på disse kan sagtens være højere end på de fleste 2- eller 3-stjernede hoteller, dog har man ikke en reception, der er åben 24 timer i døgnet. I Rom arrangerer vi desuden transport med taxa og minibusser, så du sikkert og hurtigt kan komme til dit bosted.
Kvarterer i Rom:
Roms historiske centrum: Roms historiske centrum er meget stort og det tæller ufattelig mange seværdigheder. Strøget i Rom hedder il Corso og strækker sig fra Piazza Venezia til Piazza del Popolo. I den ene ende af Piazza Venezia finder man Forum Romanum og Campidoglio, Roms rådhus og lidt længere væk Colosseum. I den anden ende ved Piazza del Popolo ligger Borgheseparken. Står man på Piazza Venezia og går ned ad Corsoen har man på venstre side først Pantheon på Piazza della Rotonda og så Piazza Navona, Campo dei Fiori og Piazza Farnese, og på højre side ligger Trevi-fontænen og den Spanske Trappe. Er man til fashionable butikker og powershopping er det på Corsoen og området ved den Spanske Trappe, man skal muntre sig på.
|

 San Lorenzo-kvarteret: San Lorenzo-kvarteret i Rom var og er til dels stadig et arbejderkvarter, men det er også de studerendes højborg, for her ligger universitetet. San Lorenzo er et livligt sted med dagligt marked, små hyggelige gader og masser af billige restauranter og pizzeriaer. Man oplever virkelig den romerske dagligdag her. Området blev slemt skadet under 2.verdenskrig, og hvis man vil have en fornemmelse af stedets historie og atmosfære, kan man tænke på eller læse Elsa Morantes fantastiske værk ”Historien”, der foregår her.
Kvarterets eneste rigtige seværdighed er kirkegården Verano, der er enorm, men smuk og meget hyggelig. De fleste gravsteder er udsmykket så personligt (og til tider pompøst), at man - stedets funktion til trods - får en fornemmelse af liv og kærlighed.
Trastevere: Trastevere ligger på den vestlige side af Tiberen ("Tevere" med tryk på første stavelse på italiensk) og er, hvad man kunne kalde Roms latinerkvarter. Det gamle Trastevere er næsten bilfrit, og man kan roligt gå rundt og nyde de små gader og hyggelige pladser. Bydelen er meget livlig og fuld af cafeer og restaurationer. Bag Trastevere ligger Giannicolò- højen. Herfra har man en fin udsigt over Rom, og det er et yndet udflugtssted for romerne selv. Bag Giannicolò-højen ligger Villa Doria Pamphili, en stor grøn park, hvor det kan være dejligt at søge tilflugt, hvis Rom bliver for overvældende. Lidt syd for Trastevere ligger det enorme Porta Portese-marked, hvor man søndag formiddag kan finde alt mellem himmel og jord.
|
|

 Vatikanet: Vatikanet ligger på den vestlige tiberbred meget tæt på Engelsborg. Selve Vatikanstaten kommer man gerne til ad den pompøse Via Della Conciliazione, anlagt af Mussolini, og for enden ligger den flotte Peters Plads med Basilikaen San Pietro. Til højre for pladsen kan man besøge de imponerende Vatikanmuseer, som man sagtens kunne få flere dage til at gå med at se på.
EUR: Bydelen EUR, der ligger lidt syd for Roms centrum, blev anlagt af Mussolini og symmetrien og de rette vinkler i byen er karakteristiske for perioden. I dag er EUR bl.a. på grund af sine mange grønne områder et populært sted at bosætte sig. Man kan sige at der er et åndehul midt i storbyen. For at komme til EUR fra centrum passerer man bydelen Ostiense, hvor kirken San Paolo Fuori le Mura ligger. Fra Ostiense station kan man kommer med toget til Roms havneby Ostia. Her kan man besøge Ostia Antica, der er de fantastiske rester af den romerske by eller tage på stranden i Lido di Ostia.
|

 Parioli: Parioli-kvarteret er det grønne og rige Rom. Her ligger den store Borghese-park, der altid er fuld af mennesker, der går tur, ror på søen, står på rulleskøjter eller spiser is. I parken ligger det interessante, men noget slidte etruskermuseum Villa Giulia, Museet for moderne kunst og det uovertrufne Galleria Borghese. I Parioli-kvarteret ligger også den store park Villa Ada og imellem disse parker går de store alleer med de smukke bygninger, der huser de rige romere og tilflyttere.
Esquilino: Esquilino-kvarteret ligger langs stationen Terminis venstre side. Her ligger den berømte valfartskirke Santa Maria Maggiore og Piazza Vittorio Emanuele med det store daglige fødevaremarked. En del af området er et typisk banegårdskvarter med alt, hvad der hører sig til af hoteller, ludere og lommetyve, men kommer man lidt væk fra stationen, er det et almindeligt og meget hyggeligt beboelseskvarter. I yderkanten af kvarteret mod syd ligger en anden og nok så berømte valfartskirke, nemlig San Giovanni in Laterano med de fantastiske statuer over på hovedfacaden over indgangen. Overfor ligger kirken la Scala Santa, den hellige trappe, som bestiges på knæ som bodsvandring. Bag kirken går en gammel bymur, og på den anden side af den er der et godt butiksområde og langs selve muren et tøjmarked.
|
|
| Klik på kortet |
|
Rom - Lazio Klik for større kort
In-Italia A/S
Medlem af Rejsegarantifonden
Medlem af Danmarks Rejsebureau Forening
|