|
Lido di Jesolo er elsket og kendt af mange af os skandinaver - ikke mindst for sit store udbud af aktiviteter for især børnefamilier.
|

 Byen er 17 kilometer lang og ligger langs Adriaterhavskysten i den nordlige del af Italien ikke så langt fra Venedig. Man kan sige, at byen mere eller mindre er opdelt i to; den østlige del og den vestlige del. I begge dele er der mange muligheder for aktiviteter, masser af butikker og restauranter. Det siges at den østlige del er et lidt mere roligt område og her er stranden også lidt bredere end i den vestlige del. Den vestlige del har til gengæld det største udvalg af butikker og restauranter og det er her de fleste hoteller ligger.
Man kan let komme fra den østlige del til den vestlige med offentlig transport, der kører hele dagen. I begge ender er hovedgaden afspærret for trafik fra kl. 20.00 til kl. 06.00 (kun i sommermånederne). Den lange hovedgade er opdelt af de forskellige "piazzaer" (pladser) og om aftenen forvandles den hurtigt til en bred gågade med masser af liv og leg for børn. Bl.a. kører der minitog rundt i byen. Der er rigtig gode cykelforhold og mange steder er det muligt at leje ”cykelvogne” med plads til op til 6 personer – en rigtig sjov fornøjelse for hele familien.
|

 Udenfor byen i den vestlige del ligger det store vandland med masser af vandaktiviteter og forskellige shows for både børn og voksne. Det er også i dette område at man finder byens diskoteker. De ligger godt nok uden for byens indre centrum, men alligevel i kort afstand derfra. Der findes også gokartbane, tivoli, golfbane og mange andre aktiviteter.
Lido di Jesolo er en af de italienske badebyer, der ligger tættest på Danmark: 1540 km fra København og 1650 km fra Århus. Man skal heller ikke glemme, at mulighederne for udflugter til spændende byer er adskillige: Venedig ligger 45 km fra Lido di Jesolo og det letteste er at tage bussen fra Lido di Jesolo til Punta Sabbione eller Treporti og derfra tage båden over. Det må siges at være den mest autentiske måde at komme til Venedig på med båd og samtidig slipper man for at betale dyr parkering i de store p-huse udenfor byen. Der er også mulighed for at tage lidt længere væk, til kulturbyer som Padova, Vicenza eller Verona, hvor der findes rigeligt at se, nok til mange dage eller ligefrem uger.
|
|
|
|