|
Halvøen Lignano befinder sig på den nordligste del af Adriaterhavskysten, mellem Trieste og Venedig (nærmeste lufthavn er ca. 100 km øst for byen og nærmeste togstation er Latisana ca. 20 km derfra). Man kommer videre til Lignano med offentlige busser, der kører hele dagen.
|

 Lignano er kendt for sine gode og brede strande med fint, lyst sand og for de dejlige pinjeskove der omkranser byen. Man kan sige at Lignano består af 3 sammenhængene områder; Sabbiadoro, Pineta og Riviera. Sabbiadoro er den del af byen med mest liv og hvor den 4 kilometer lange gågade befinder sig. Netop på denne gågade er der mange butikker, restauranter og caféer. Gågaden ligger lige bag strandpromenaden og strækker sig fra et springvand til et andet.
|

 Områderne Pineta og Riviera er grønne områder med pinjeskov mellem bebyggelsen og havet. Her hersker en rolig stemning og man finder ikke det samme liv i gaden som i Sabbiadoro. I Pineta er der dog også et centrum med butikker, restauranter etc.
|

 I Lignano er der gode cykelforhold og der er mulighed for at tage på lange cykelture i området. Byen har moderne faciliteter og afslappende og familievenlige omgivelser. Her finder man mange aktiviteter for børn som legeplads, vandland, tivoli, zoologisk have med mere end 1000 dyr og det er også muligt at dyrke mange forskellige sportsgrene som ridning, tennis, golf og meget andet.
|
|