Området omkring den lille, charmerende by San Pietro in Cariano er præget af venezianske villaer og bølgende vinmarker. Byen er centralt beliggende i Valpolicella, og er således et udemærket udgangspunkt for de der gerne vil udforske alle Valpolicellas ’hemmeligheder’.
Den fantastiske natur og de dejlige omgivelser er årsagen til at mange velhavende familier fra både Verona og Venedig har valgt at anlægge storslåede villaer og paladser i det bakkede landskab. De senere år har en del østrigere fået øjnene op for dette smukke område, hvilket har medført en betydelig vækst i antal indbyggere. Trods denne stigning i antal beboere, er stemningen i og omkring byen stadig dejlig og fredfyldt. Savner man liv og røre, er der kun få kilometer til den fascinerende by Verona.