|
Monterosso er den nordligste af de 5 små byer i naturreservatet Le Cinque Terre, og man kan komme til byen både med bil og tog.
|

 Byen er delt i to af et lille forbjerg som passeres gemmem en kort gangtunnel. Der er dels det ældste kvarter med de traditionelle fiskerhuse ved havnen, dels en nyere del med hoteller ved stranden Fegina, i hvis østligste ende man finder den godt 14 m høje Neptun-statue, Il Gigante, der holder øje med de badende. Det er også i den nye del, at byens togstation befinder sig, - mens den kører hen over den gamle del på en højbro.
|

 Det ”oprindelige” Monterosso med den lille havn, hvor både de lokale fiskere samt de mange turbåde lægger til, har flere spændende seværdigheder. Se bl.a. den smukke facade på San Giovanni Battista-kirken, de betagende og meget pittoreske små-gyder, som Cinque Terre-byerne er så rige på, og ikke mindst er der et utal af vinbarer (enoteche) i denne bydel. Her kan man bl.a. smage de lokale vine, der dyrkes på Cinque Terres bjergskåninger.
|

 Der er togforbindelse både mod nord og syd flere gange i timen, så Monterosso er et godt valg af feriested, hvis man også ønsker at komme lidt omkring.
|


|
|