
 Albenga har med urette fået ry for at være en halvkedelig moderne by. Intet kunne være mere forkert! Naturligvis er ingen by særlig spændende, hvis man udelukkende bevæger sig i forstæderne, i industrikvarteret eller i udkanten, heller ikke Albenga, men kommer man først ind til det historiske centrum, så udfolder en af Liguriens smukkeste og mest fascinerende byer sig for ens øjne.
Det er særdeles sjældent at finde byer med så store velbevarede centrer fra Middelalderen i Ligurien, hvor de fleste byer enten er forholdsvis små, eller hvor udviklingen har løbet de gamle bygninger over ende, men Albengas centrum inden for de ganske velbevarede bymure udgør en pragtfuld undtagelse.
Man mærker let, at Albenga er en by med en lang historie (den går tilbage til det 6. århundrede før Kristi) og at den i perioder har været magtfuld. Især 1100- og 1200-tallet udgør Albengas glansperiode, og fra denne tid stammer mange kirker, tårne og paladser i centrum.
Der er fysiske rammer til mange småture i det historiske centrum, hvor perler som domkirken Cattedrale di San Michele, adelsslottet Torre del Panciotta, bispepaladset med tilhørende museum gør Albenga til en lige så stor kulturel oplevelse som de fleste toscanske byer.
Og så er her dejlige restauranter, hyggelige caféer og gode butikker nok til at skylle indtrykkene ned bagefter!
|
|