Lombardiet er vel mest kendt for byen Milano men der findes nu andre interessante oplevelser i denne region af såvel kulturelle som naturmæssige oplevelser. Et ophold i Lombardiet vil faktisk ofte være et fantastisk udgangspunkt for den, der ønsker at opleve nogle af Norditaliens spændende byer og måske lidt oversete byer.


Mod nord er regionen domineret af alperne og de store søer Como og Garda. Her vil man kunne finde skønne naturoplevelser såvel om sommeren som om vinteren. Comosøen har gennem flere århundrede lokket besøgende til sig, som kommer for at vandre i bjergene eller sejle på søen. Fra søen er der en fantastisk udsigt mod alperne. Gardasøen, Italiens største og mest kendte sø beliggende i øst, er omgivet af tre forskellige regioner, hvoraf Lombardiet er på den vestlige side af søen.


Milano er hovedbyen i regionen og er mest kendt som en af modeverdenens hovedbyer, dvs. for haute couture med navne som Valentino, Armani, Laura Biagiotti og Gucci, samt for operaen La Scala. Endvidere er Milano Italiens finanscentrum, hvor bl.a. børsen er beliggende. Milano byder på mange shoppingmuligheder, travle mennesker og en høj puls. Milanos domkirke er absolut et besøg værd. Byen er også en stor fodboldby med de to store og kendte fodboldhold, AC Milan og Inter(nazionale). Den bilinteresserede kan besøge Formel-1 banen Autodromo i Monza, blot 23 km nord for Milano.