Dorte og hendes familie opholdt sig på Residence Petit Tibet i dagene op til Påske 2000. Vi havde den glade af at modtage følgende besked fra dem efter deres hjemkomst:
April 2000
Endnu en gang tak for indsatsen med at skaffe os en lejlighed i Cervinia med dags varsel lige inden Påske. Vi kom først afsted lørdag eftermiddag og ringede derfor undervejs til Residence Petit Tibet for at meddele dem, at vi ville ankomme tidligt søndag morgen. Ved ankomst lå nøgler og papirer klar, og vi kunne flytte ind i lejligheden med det samme. Set i lyset af din bemærkning om, at standarden i lejlighedskomplekset ikke var særligt god, så var lejligheden en meget positiv overraskelse - lys, venlig og ren. Alt var i orden, der var liggestol på terrassen (sydvendt), og vi følte os velkomne fra starten. Petit Residence ligger en ret barsk gåtur op ad bjerget, men der går skibus frem og tilbage hele dagen. Sidste bus op går imidlertid kl. 20, så det er en god ting at have egen bil med, for selvfølgelig skal man spise "nede" i Cervinia!!! Vores absolutte yndlingssted er Le Bistro de l'Abbé, der oprindeligt startede som en vinbar med en fantastisk vinkælder, men som siden er udvidet med en dagens ret og diverse platter med egnens lækre specialiteter - og tro mig, de kan bare det der med vin og mad! Sneen var over al forventning trods det sene tidspunkt (uge 16), og solen skinnede gavmildt fra en skyfri himmel - så hvad mere kan man ønske sig? Lokalbefolkningen er meget hyggelig og gæstfri - nu var det 3. gang i år, vi var der, så det var næsten som at komme hjem. De, der er født og opvokset i dalen er 2-sprogede (fransk og italiensk), medens tilflytterne som regel kun taler italiensk. Kort sagt - vi havde en herlig improviseret skiferie i Cervinia - og vores søn har besluttet sig til at besøge området igen til sommer for at bestige Matterhorn (kan efter sigende gøres på 24 timer!).