|
|
| Adresse |
Via Marittima, 2 Pontinia |
Besøgt af
In-Italia / Caroline Qvist Abel
Oktober 2010
|
| Telefon |
0773850145 |
| Lukkedag |
Mandag |
|
| Prisniveau |
     |
|
|
Restaurant Sciampagna ligger bag kystlinjen i det noget flade terræn nord for Terracina; et besøg her er hele den flade strækning værd!
Restauranten er beliggende i stueetagen i en nyere bygning og består af to lokaler, hvoraf det ene er et større lokale med reception og tilhørende ny-restaurerede toiletter og pusleplads. I den mindre sal, som primært anvendes i ydersæsonen, er der et stort åbent ildsted, således at man kan få sin hovedret tilberedt over ild, hvis man holder af den varme smag fra flammerne. Ejeren tænder op alle de dage, han kan forsvare det, fordi ilden både bidrager med en god varm stemning, men også fordi han selv skatter grillet kød af høj kvalitet. Almindeligvis er det dansk kød der serveres eller, som på denne aften, irsk kød, der lægges på grillen.
Da vi var i lokalt selskab, fik vi ikke mulighed for at vælge fra menukortet, men fik istedet bragt en lang række forretter ind til vores bord; lokal, håndlavet mozzarella, der på alle måder er så fjernt, fra det vi kender som mozzarella her i det kolde nord. Her får man en hel mozzarella per mand, der driver af den friskeste bøffelmælk og hvis ydre er fast og spændstigt, mens det indre er blødt og saftigt. Vi fik desuden lun fritteret græskar, stegt majspolenta, bøffelkød i en velsmagende klar sauce, komave - som hernede betragtes som en delikatesse, bønner i tomat, tomatbruchetta, forskellige pølser og lufttørret skinke. Overdådigt, og jeg har sandsynligvis glemt at nævne olivenene, som de netop selv havde saltet; det hjemmebagte brød; den gode olivenolie; de super lækre grillede auberginer og peberfrugter; den velkomponerede ostetallerken med delikat rødløgsmarmelade til, som bød på for os ukendte og spændende oste.
Til hovedret fik vi gode hjemmelavede pommes frites, kød fra grillen kaldet Scottona Irlanda og en enkel salat. Til dessert fik vi kokke-moderens egne småkager, der smagte skønt af anis og andre varme krydderier. Til hele middagen fik vi serveret dejlig lokal vin fra lokale producenter som Azienda Agricola Casale del Giglio og Cantina San Andrea, der foruden hvid- og rødvine fremstiller en forrygende god Moscato.
Prisniveauet ligger meget jævnt i midten; forretter fra 8-16 euro for anretninger i samme skala som ovenfor nævnt, men også mere simple sammensætninger, som blot mozzarella og skinke. Eller udelukkedne baseret på fisk, som området mener de er verdenskendte for - altså fisken. Pastaretterne koster omkring 6-9 euro for en tallerken, mens hovedretterne koster fra 7 euro og opefter - det meste af kødet afregnes pr vægt og ligger på ca. 4,5 euro for 100 gram. Tilbehør til hovedretterne koster 2-3 euro og desserterne 2-4 euro. Kuvertprisen er 1,5 euro per person. |
|
Har du også besøgt denne restaurant? Hvis du har haft en anden oplevelse end vi, må du meget gerne sende os din anmeldelse, som vi vil lægge ud på hjemmesiden med dit fornavn og din by.
Det samme gælder, hvis du har spist et sted, vi ikke har anmeldt. Sammen med vore kunder håber vi at kunne opbygge en stor og nyttig base over italienske spisesteder.
Send dine kommentarer til info@in-italia.dk |
|
Sabaudia - Lazio Klik for større kort
|