Albergo Zi 'Ntonio er et hyggeligt, familieejet hotel med svimmingpool. Hotellet ligger i udkanten af byen Scala ca. 360 m.o.h. Fra hotellet har man en af de bedste udsigter på hele Amalfikysten, nemlig mod byen Ravello som ligger lige over for Scala på den modsatte side af Dragedalen.
Hotellet ligger i rolige omgivelser, tæt på de berømte skove med kastanjetræer, og det er et oplagt udgangspunkt for vandreture i området. Bl.a. tager det ca. 45 min. at vandre ned til byen Amalfi ad de gamle transportveje som dels består af stier, dels af trapper. Transportvejene anvendes stadig til daglig transport med muldyr, da mange huse i området ligger langt fra de almindelige asfaltveje. Der går bus til både Ravello og Amalfi fra torvet i Scala (ca. 10 minutters gang) ca. en gang i timen.
Udsigt mod Ravello
Hotellet er en af de nærmeste naboer til det danske refugium San Cataldo som de sidste 100 år har givet husly til kunstnere, videnskabsmænd og forfattere. Man kan i danske aviser ofte læse artikler som i maleriske vendinger beskriver den herlighed der omgiver stedet.
Får man lyst til at gå til koncert, er musikbyen Ravello en oplagt mulighed, for her afholdes klassiske koncerter flere gange om ugen. Om sommeren foregår de ofte udendørs i Villa Rufolos smukke park.
Hotellet har flere fælles opholdsrum, en god restaurant med lokale retter (restauranten anvendes ofte af busgrupper til frokost), terrasse, swimmingpool og lille parkeringsplads, - ellers kan man parkere på vejen bag hotellet.
Alle værelserne (ca. 30) er pænt men enkelt møblerede og har bad med brus eller badekar samt balkon med udsigt mod Ravello, bjergene og havet. Morgenmaden er enkel og italiensk.
BEMÆRK ! I perioden fra d. 1/8 til d. 31/8 tages kun imod bestillinger med halv- eller helpension.