Marche er en dejlig region i Centralitalien langs Adriaterhavskysten. Kyststrækningen byder på dejlige sand- og stenstrande og imponerende klipper bl.a. Monte Conero nord for byerne Sirolo og Numana.
Af uvisse årsager er Marche endnu ret ukendt blandt skandinavere og regionen kalder sig selv "Italiens bedst holdte hemmelighed". Det er virkelig en skam at ikke flere kender Marche, eftersom regionen har næsten alt hvad hjertet kan begære: 180 km kyst med forskelligartede strande, flere hundrede historiske, kulturelle og religiøse seværdigheder og hele 71 historiske teatre, en vidunderlig natur - regionen huser to nationalparker, fire regionalparker og fem naturreservater.
Man bør heller ikke glemme det fabelagtige køkken og regionens dejlige vine som de i regionen er meget stolte af, at kunne byde regionens besøgende på som bl.a. vernaccio og verdicchio-vinene samt den egnstypiske "vino cotto".
|

 Et ophold i de såkaldte trøffeldale fx i byerne Apecchio og Piobbico er en storslået oplevelse som en hver gourmet eller naturelsker bør unde sig selv. Et ophold i trøffeldalene er også et godt udgangspunkt for at opleve nogle af Marches klassiske byer, f.eks. Urbino og Urbania, hvor især Urbino har meget at tilbyde kulturinteresserede.
De mange naturområder bl.a. "Parco del Conero", "Gola della Rossa e di Frasassi" og "Parco Nazionale dei Monti Sibbilini" har masser at byde på. Førstnævnte tager udgangspunkt i kyststregningens eneste bjerg, Monte Conero. Bjerget er dækket af skov, og der findes en del stier og veje, der er egnede både til spadsereturer, trekking og mountainbike. Der er mange udsigtspunkter fra bjerget, hvorfra man kan nyde udsigten over Adriaterhavet.
"Gola della Rossa e di Frasassi" rummer et imponerende antal klipper samt de berømte drypstenshuler "Grotte di Frasassi", der blev opdaget tilbage i 1971 og som varmt kan anbefales at besøge, da det venter en yderst imponerende oplevelse for den besøgende, læs evt. mere om grotterne her: www.frasassi.com.
"Parco Nazionale dei Monti Sibillini" strækker sig over 70.000. hektar og omfatter 18 kommuner, både i Marche og i Umbrien. Der findes mange rigtig gode trekking-ruter, bl.a. én der ender i den fantastiske bjergsø 'Lago di Pilato' ca. 1500 meter over havets overflade. Der er ligeledes rigtig mange småbyer i Sibillini-bjergene, hver med deres karakteristika. På højsletten omkring den pittoreske by Montemonaco dyrkes der linser, som sælges både i og udenfor Italien. Der produceres desuden pølser, skinker, oste, honning m.v. i bjergene, som sælges fra små boder og forretninger i småbyerne.
|

 Marche rummer en række interessante byer, store som små, med spændende seværdigheder fra især middelalderen og en god og autentisk stemning - netop fordi regionen ikke er indvaderet af turisme i samme grad som den omkringliggende og mere kendte naboregioner. Vi anbefaler at man besøger f.eks. Ascoli Piceno, Macerata, Recanati, San Severino Marche, Urbino og Urbania. Er man til trøfler, kan man med fordel tage til "trøffelbyen" Acqualagna eller bo midt i Trøffeldalene. Marche er kendt for sine trøfler og naturligvis sine dejlige retter hvor trøfler indgår.
Regionhovedstaden Ancona er en af Italiens mest levende havnebyer. Syd for byen ligger der nogle idylliske kystbyer i forlængelse af en af regionens fire nationalparker.
Ønsker man at shoppe under sit ophold, kan det varmt anbefales at gå efter fodtøj. 1/3 af alle italienske sko bliver lavet i Marche. Her fabrikeres mærker som Silvano Mazza, Paciotti, Cult, Fornarina, Moma mv. og det kan virkelig betale sig at opsøge fabrikkerne. Her finder man ofte et lille lokale eller typisk en større outletbutik, hvorfra der sælges varer til meget favorable priser.
|