|
Campania er på en gang et udtryk for skønhed, drama, historie, kultur samt sol og hav: Den smukke Amalfikyst er prydet med en række perler på en snor i form af byerne Ravello, Amalfi og Positano m.v.. der ligger side om side på noget, der af mange betegnes som en af Europas smukkeste kyststrækninger. Sorrentohalvøen og udsigten over Napolibugten, og vulkanen Vesuv som våger over landskabet, og som trods sine massive kræfter ikke afskrækker befolkningen i at bo op og ned ad dens frugtbare skråninger, bør opleves.
|

 Af alle de områder H.C. Andersen (1805 – 1875) besøgte under sin dannelsesrejse i starten af 1840’erne var Napoli og dens omegn dét sted han holdt allermest af. Samme fascination er at finde i Johann Wolfgang von Goethe’s (1749 – 1832) værk ”Italiensk Rejse”, hvor han i 1786 beskrev Napoli som et sandt paradis. Noget som mange nok ikke ville kalde byen for i dag, med dens kaotiske, larmende og yderst livlige bycentrum.
|

 Den sydlige del af regionen - kaldet Cilento, hvor Goethe også kom igennem - huser Italiens anden største naturpark, hvorfor området lægger op til store naturoplevelser og rolige omgivelser. I områdets mange små hyggelige kystbyer, med deres ned-i-tempo hverdagsliv, finder man en ærke-italiensk atmosfære og et godt gedigent køkken baseret på områdets egne hjemmedyrkede og hjemmeproducerede herligheder.
|

 Romerne fandt et fristed i Campania, og byggede prægtige byer som Pompei, der i al sin storhed måtte bukke under for Vesuvs vrede. Campania har i det hele taget et imponerende udbud af historie og kultur.
|

 Campania er en magisk oplevelse fuld af romantik, charme og storslåede monumenter, som trods tidligere tiders fascination i flere tilfælde er gået i glemmebogen. Har man en uges ferie at gøre godt med er der stof nok på Amalfikysten til en uge. Det samme gælder Cilento-området. Man kan med fordel - ved to ugers ferie - forene begge områder, således at man oplever to forskellige sider af regionen Campania. In-Italia har et stort udvalg af ferieboliger i begge dele af regionen.
|