In-Italias nyhedsbrev

Find din feriebolig eller dit hotel

Tema: Når haven er andet end skvalderkål og mælkebøtter – del I

At opleve smukke og velplejede haver siges at have en terapeutisk og beroligende virkning på krop og sjæl. Så hvorfor ikke kombinere dette med en tur til Norditaliens mange skønne haver og parker i de – for os nordboere – lunere himmelstrøg?

Af Ghita Juul, In-Italia

Hvor mange af os har ikke prøvet at knokle os til et hold i ryggen, alt imens vi forsøger at overtage magten fra havens ukrudt? Men hverken skvalderkål eller mælkebøtter lader sig sådan lige bekæmpe, og så er det, at man ønsker sig en billig og effektiv havehjælp eller måske bare en lille altan med et par nemme krukker?

Drømmen om den store velplejede have med de farvestrålende og ukrudtsfri blomsterbede sidder alligevel godt fast på nethinden, og det gør den blå sommerhimmel og de gunstige temperaturer sikkert også? Dog må vi bare erkende, at vi bor i det så ofte kølige nord, og måske heller ikke lige har råd til en havemand, så hvis drømmen ikke vil komme til os, må vi jo opsøge den – altså havedrømmen! Hos In-Italia kan vi ikke forestille os en bedre måde at gøre det på end at besøge de smukke italienske haver og parker, hvor det er lykkedes (med hjælp fra temmelig mange havemænd!) at gøre de store udendørs arealer til den rene sanseoplevelse. Her har gartnerkyndige ildsjæle gjort det muligt for os nordboere at glemme alt om ukrudt og bare sætte tiden (og kulden!) på standby for kun at nyde de smukke resultater af deres botaniske skabertrang. 

Hvis du er en af dem, der har rejst England tynd for at nyde den smukke engelske havekunst, vil du sikkert kunne se en slående lighed til nogle af haverne i Italien. Som udgangspunkt har de engelske romantiske landskabshaver nemlig hentet megen inspiration fra renæssancehaverne i Italien, men italienerne har bestemt også ladet sig inspirere af den landskabelige engelske havestil – særligt i de italienske haver, der er anlagt i 1800-tallet.

Historiens ’havesus’

Interessen for havekunst tog faktisk sin begyndelse netop i Italien, hvor man allerede i 1400-tallet begyndte at anlægge de berømte renæssancehaver. Det hele startede i de romerske og florentinske villaer – og her taler vi ikke om parcelhuse eller haver, som vi kender dem fra vores private gemakker, men om palælignende forhold. Man var inspireret af de klassiske idealer om orden og skønhed – tidligere set i de romerske villahaver fra omkring Kristi fødsel og i middelalderens klosterhaver.

Ordet renæssance betyder genfødsel og er betegnelsen for den kulturperiode, der opstod i Italien i 1400-tallet, hvor interessen for at genskabe ideerne fra den klassiske oldtid var i fokus. Begrebet villa har man faktisk kendt siden den romerske antik.

I slutningen af renæssancen blev haverne endnu større og fyldt med springvand, statuer, trapper, grotter og mindre haverum – alt sammen designet for at glæde villaejeren, men også for at imponere besøgende. Man bibeholdt også oldtidens symmetriske og regelmæssige linjer, men da mange af haverne og parkerne anlagdes på bjergskråninger, kom der i høj grad gang i anvendelsen af terrasser – ofte med storslåede balustrader og søjlegange i marmor eller lave hække, der ikke hindrede udsigten til de naturskønne omgivelser. Mange steder var her rigeligt med vand, som blev brugt til fontæner og springvand. Og da udgravningen af de mange statuer fra Roms glansperiode gav rig mulighed for også at smykke haverne med disse kunstskatte, lignede resultatet ofte mere en kunstsamling end en have. I begyndelsen af denne periode klippede man også træerne i forskellige former, men det fraveg man dog senere. Det siges, at Piro Ligerio – en fremragende italiensk haveanlægskunstner – var den første, der udførte et haveanlæg, hvor træerne fik lov at vokse frit. Dette foregik ved Villa d’Este, der befinder sig tæt på Rom.

Mange velhavende folk fra Vesteuropa lod sig igennem 1700-tallet og 1800-tallet begejstre af Norditaliens havekunst (og det milde klima), når de som et led i deres uddannelse (dannelsesrejse) var på vej til Rom. Som tidligere nævnt har især englænderne haft en del haveidéer med sig hjem i bagagen, som derefter blev tilpasset de engelske forhold, og som stadig ses afspejlet i de engelske landskabshaver. Også vi nordboere har ladet os inspirere af den italienske havestil – både i vores smukke offentlige haver og parker, men bestemt også i vores private haver, hvor det blandt andet er blevet den hippeste ’havemode’ at opdele sin have i mindre rum – eventuelt omgrænset af sirligt klippede hække (hvis man altså har tid og RÅD!).

Også inden for de botaniske haver – med medicinsk brug for øje – skete der en del i Italien. I midten af 1500-tallet blev verdens første botaniske universitetshave anlagt i Padova med henblik på at kunne udpege de planter, der reelt kunne bruges som lægemidler. Lige siden antikken havde man oplevet alt for mange fejl med forgiftninger til følge, og derfor så man det som en nødvendighed at prioritere denne forskning. Mængder af fremmede planter blev fragtet til landet med skib for herefter at blive undersøgt og eksperimenteret med.

Hvor er det svært at vælge…

I Italien er der som sagt så mange haver og parker at besøge, og vi har derfor – med hård hånd og blødende hjerte – måttet udvælge et antal, hvis drømmeunivers vi nu vil invitere dig ind i. Desuden har vi valgt at koncentrere os om Norditalien i dette tema, men bare rolig – der kommer en fortsættelse i vores nyhedsbrev senere på året, som vil omhandle nogle af Midt- og Syditaliens blomstrende og botaniske perler.

Som rejsende kan det også være lidt af en udfordring at skulle vælge imellem alle de mange muligheder, men vil man sammensætte en ferie, hvor park- og havevandring er i fokus, er søerne – Comosøen, Maggioresøen og Gardasøen – et rigtig godt valg. 

COMOSØEN

Melzi
Villa Melzi: Parken ved Villa Melzi (klik på det grønne link for yderligere info) – i byen Bellagio – blev anlagt i perioden 1811-1815. Den er fyldt med sjældne og eksotiske planter, og bag slottet vokser store grupper af rhododendron og azaleaer. Denne park er et tydeligt bevis på, at man på fornem vis kan kombinere landskabelig engelsk havestil med italienske terrasser. Parken kan besøges hver dag fra kl. 9.30 til 18.30 i perioden fra marts til oktober. 

Carlotta
Villa Carlotta: Ved Comosøens vestbred – i byen Tremezzo – ligger den smukke hvide Villa Carlotta (klik på det grønne link for yderligere info) og den tilhørende park, der er opdelt i fire terrasser med direkte udsigt til søen. Her kan man gå på opdagelse langs de mange stier, nyde den meget store plantesamling og måske tage sig et hvil, når der pludselig dukker en siddeplads op i det skjulte. Haven er åben for besøg hver dag i perioden 29. marts til 17. oktober fra kl. 9.00-18.00 og fra 13-28. marts samt fra 18. oktober til 14. november fra kl. 10.00-16.00.

Monastero
Villa Monasteros have: I den hyggelige by Varenna, der befinder sig på søens østside, ligger Villa Monastero – helt ned til søen og med en mageløs udsigt. Villaen var oprindelig et cistercienserkloster, der formentlig blev grundlagt før 1200 af en gruppe kristne. I 1569 blev det købt af en adelig familie, der i 1645 forvandlede det fuldstændigt til en villa. Stedet har siden da gennemgået flere restaureringer under forskellige ejere. I dag benyttes villaen som internationalt konferencecenter, men det er muligt at besøge den fascinerende have, der er anlagt på mange terrasser. Her findes flere dekorative arkitektoniske elementer – blandt andet et vidunderligt udendørs tempel, høje cypresser, en lang række af blomster og eksotiske planter, buegange samt hyggelige udsigtsposter, hvor man kan nyde farverne og duftene fra talrige klatreplanter, der gror op ad klippevæggen. Haven er åben for besøg hver dag i perioden marts-maj samt oktober fra kl. 09.00-18.00 og i sommermånederne juni-september fra kl. 9.00-19.00. 

MAGGIORESØEN

Ved Italiens næststørste sø – Lago Maggiore (som betyder den store sø) – er der også mange smukke haver at besøge langs den 65 km lange kyststrækning.

Hvis I tilmed ønsker at overnatte ved Maggioresøen, kan vi varmt anbefale jer at bo på Hotel Cannobio, som I kan læse mere om andetsteds i dette nyhedsbrev – se ’Månedens bolig’.

Taranto
Den botaniske have ved Villa Taranto: I udkanten af byen Verbania Pallanza, der befinder sig på den vestlige side af søen, finder du Den botaniske have ved Villa Taranto (klik på det grønne link). Med sine mere end 125.000 planter og over 20.000 arter regnes dette sceneri af farver og former for – blandt fagfolk – at være en af de bedste botaniske haver i Europa. Haven ligger på et stærkt skrånende terræn, og er opdelt i mindre haverum, hvorfra man kan nyde den fantastiske udsigt. Haven er åben for besøg hver dag i perioden april-oktober fra kl. 8.30-18.30.

Pallavicino
Parco della Villa Pallavicino: Rejser I med børn, må I ikke snyde jer selv for at besøge Parco della Villa Pallavicino, der ligger uden for byen Stresa, midt på søens vestkyst. Her er nemlig – ud over alle de smukke blomster og træer – mere end 400 dyr at kigge på! Haven kan besøges hver dag i perioden marts-oktober fra kl. 9.00-18.00 (klik på det grønne link for yderligere info).

Borromee
Øgruppen Isole Borromee består af 3 øer – Isola Bella, Isola Madre samt Isola dei Pescatori (Fiskernes ø – men også kaldet Isola Superiore), der ligger i den sydvestlige del af Maggioresøen (klik på det grønne link). Isola Bella og Isola Madre har begge meget at byde på for den haveinteresserede, og her findes en fantastisk vegetation, der lader sig gøre, fordi varmen fra søen giver milde vintre. Det er i øvrigt muligt at sejle hertil fra byerne Stresa, Verbania og Baveno.

Bella
Isola Bella (Den smukke ø) er en af Maggioresøens store attraktioner, der med sin historie – om den rige Greve Carlo III Borromeo der i 1632 forærede sin kone Isabella en ø (deraf øens navn) – er som et eventyr. I 1670 startede byggeriet på den bare klippeø og blev forvandlet til noget, der skulle vise sig at blive berømt flere steder i verden – nemlig et overdådigt barok-palads med en tilhørende klassisk barokhave, der fremstår som en af Italiens flotteste. Den er, med sine mange blomstrende terrasser, trapper, søjler og sirligt formede hække, et klassisk og uforligneligt eksempel på 1600-tallets italienske haver, og på toppen af det hele ses en statue af en enhjørning, der var familiens symbol. Øen har haft det ene berømte besøg efter det andet – bl.a. af Napoleon og hans kone Joséphine de Beauharnais samt Caroline af Braunschweig (Prinsesse af Wales). Det siges faktisk, at denne Caroline var så vild med øen, at hun forsøgte at overtale familien Borromeo til at sælge hende naboøen Isola Madre, hvilket dog ikke lykkedes for hende.

Både haven og paladset er åbne for besøg hver dag i perioden april-oktober fra kl. 9.00-17.30

Isola Madre er den største af de Borromæiske øer, og byder ligesom Isola Bella på et flot palads og en fantastisk have anlagt på fem terrasser – men er dog ikke lige så prangende som Isola Bella. Øen er især kendt for sine azaleaer, rhododendron og kameliablomster, og her findes desuden masser af sjældne planter og eksotiske blomster, der klarer sig fint i det gunstige klima. I haven bevæger påfugle, papegøjer og fasaner sig frit, og går man tur i den pittoreske del af parken – anlagt i 1800-tallet – ses det tydeligt, at man her har været inspireret af traditionerne fra de engelske haver.

Både haven og paladset er åbent for besøg hver dag i perioden april-oktober fra kl. 9.00-17.30

GARDASØEN

Sigurtà
Sigurtà-parken: Ved den sydlige del af Gardasøen – nær byen Peschiera – ligger Sigurtà-parken (klik på det grønne link), der kan bryste sig af talrige søer, smukke blomster og ikke mindst rigtig mange kvadratmeter!Parken har åbent hver dag i perioden 7. marts til 7. november fra kl. 9.00-18.00

Sejlruter
Det er muligt at sejle imellem flere af de store søers byer, hvilket er langt hurtigere end at skulle køre hele vejen rundt for at komme fra eksempelvis vestbred til østbred. I følgende link kan du – i den gule linje – vælge imellem søerne, og her findes både sejlplaner og priser for de forskellige ruter – også til øgruppen Isole Borromee ved Maggioresøen: http://www.navigazionelaghi.it/eng/com/nlc.html

 Ja, de store norditalienske søer har talrige smukke haver og parker at byde på, men det er de bestemt ikke alene om!

VENETO

Orto Botanico dell'Università di Padova: Har du lyst til at se verdens ældste eksisterende botaniske universitetshave, som har stået på UNESCOs verdensarvliste siden 1997, befinder den sig i byen Padova, i regionen Veneto (ca. 50 km.fra Venedig). Den blev grundlagt i 1545, og visionen var at samle flest mulige medicinske planter fra både ind- og udland til forskningsbrug.

Haven har åbent hver dag i perioden april-oktober fra kl. 9-13 og fra kl. 15-19 samt perioden november-marts fra kl. 9-13 (lukket på helligdage)

LIGURIEN (også kaldet Den Italienske Riviera)

Durazzo
Villa Durazzo: I den mondæne kystby, Santa Margherita Ligure ligger den rosafarvede Villa Durazzo med de lysegrønne skodder – et fantastisk smukt hus og en lige så vidunderlig park. Qua sin placering højt hævet over byens centrum, er både den fantastiske udsigt over Middelhavet, lyset og roen værd at opleve. Villaen blev oprindelig bygget i 1678 som sommerbolig for familien Durazzo. I starten af 1800-tallet gennemgik stedet en række ombygninger, og den romantiske park blev beriget med eksotiske planter og neo-klassicistiske statuer. I slutningen af samme århundrede blev Villa Durazzo omdannet til ’Grand Hotel’ og har derfor huset mange berømte personligheder fra hele verden. I 1919 blev parken udvidet og tilført smukke stier af nisseu – en sort og hvid stenmosaik, der er typisk for Ligurien. Både villaen og parken blev offentlig ejendom i 1973, og er nu rammen om vigtige begivenheder såsom kongresser, kunstudstillinger, koncerter, sprogkurser men også om store bryllupper. Her findes desuden en lille hyggelig café med mulighed for at nyde både den gode italienske kaffe (og måske en lille kage?), de smukke omgivelser samt udsigten til Middelhavet.

Bag kystvejens fiskemarked fører en bred trappe op til kirken San Giacomo Di Corte, og heroppe ligger en af indgangene til Villa Durazzo. Parken kan besøges hver dag året rundt, og det koster ikke noget. Villaen har også dagligt åbent for besøgende – se tidspunkter på: www.villadurazzo.it

God botanisk rejse

Dette var en lille smagsprøve på, hvad Norditalien kan tilbyde af smukke haver og storslåede parker – og vi håber, at du har fået lyst til at begive dig ud på din helt egen havevandring. Og husk – her skal du bare nyde og IKKE yde! Vi minder også om, at der senere på året vil komme en opfølgning med flere grønne fif og haveanbefalinger – men denne gang i Midt- og Syditalien.

Bestilling Favoritter0 Inspiration Rejsemål
DKK Skift valuta Skift sprog