Ferie Italien - ferieboliger & hoteller i hele Italien - book online In-Italia er godkendt af e-handelsfonden - klik for certifikat

Nyhedsbrev - august 2010
Kære kunde

August betyder sensommer og lune aftener med plads til fordybelse! Og hvorfor ikke fordybe sig i In-Italias nyhedsbrev, som i denne måned kigger fremad mod efterårets glæder. En af disse glæder kunne være en trøffelrejse til Italien – læs mere om jordens diamanter i månedens tema! Husk, at du kan printe nyhedsbrevet ud og læse det hvor som helst, når som helst – men hav dog altid miljøbevidstheden i baghovedet, inden du printer på livet løs. Se link nederst i mailen.

God læselyst!
 
 

Nyt fra In-Italia: Vi anbefaler ny skelsættende oplevelsesguide


Nogle vil mene, at den rigtige måde at rejse på, er at flygte fra guidebøgernes lovprisninger af turisternes hvermandseje (fx Eiffeltårnet eller Colosseum), hvor man står i kø og benoves af seværdigheden på præcist samme facon, som alle de andre fremmødte.

I stedet kunne man søge hen, hvor man selv er med til at skabe oplevelsen og opleve den indefra og ud. Deltage. Møde mennesker med noget på hjerte. Bide sig fast. Det mener i al fald fotografen Tine Harden og forfatteren Maise Njor, som har vendt hjemmet ryggen for målrettet at lade sig forbløffe og forbavse af bemærkelsesværdige lokalidentiteter, medmenneskelige begivenheder og dragende folkefester. Det er der kommet det underholdningsmæssigt stimulerende værk ”På rejse” ud af, der er udkommet her i 2010 og blandt andet tager læseren med til det festlige og blodigt alvorlige hestevæddeløb Il Palio i Siena (Toscana). Her følger en lille appetitvækker fra bogen:

Il Palio, Siena

”Det er nationalisme på meget lavt plan, det er nationalisme på måske 500 kvadratmeter, men hvor bliver man dog alligevel misundelig, og tænker, at vi danskere kunne lære noget. For selv om det ville være svært at samle hele Nørrebro i København til at lade en hest løbe mod skiderikkerne fra Vesterbro og snobberne fra Østerbro, så ville det dog alligevel give hvert nabolag en fælles mission og et sammenhold, som også kunne flyde videre i hverdagen.”
 

 
 

Mere nyt fra In-Italia: Italiens ’gay-friendly’-destinationer vinder mere og mere indpas


Taler man om destinationer og hoteller, som gør lidt ekstra ud af at være venligtstemte over for homoseksuelle, de såkaldte gay-friendly steder, så tænker de fleste nok de græske øer eller Spanien.

Men den italienske homoseksuelle portal www.gay.it har netop foretaget en undersøgelse af homoseksuelles feriemønster for sommeren 2010, hvor spørgsmålene blandt andet gik på rejsemål og ferieformer. Og der er god grund til at satse på det homoseksuelle segment, som i forhold til heteroseksuelle rejsende har dobbelt så stort et døgnforbrug, samtidig med at de rejser langt oftere. Derudover vinder Italien frem som favoritdestination blandt landets egen homoseksuelle befolkning, hvilket blandt andet skyldes, at mange feriebyer og hoteller bevidst er begyndt at henvende sig direkte til homoseksuelle. Førstepladsen indtages ubesejret af den toscanske kystby Torre del Lago efterfulgt af Gallipoli helt nede i støvlehælen (Apulien) og Adriatershavskysten ved regionen Emilia-Romagna.


 
 

Fotokonkurrence


Mange af sommerens rejsegæster er returneret med nye motiver i kameraet, som bravt kæmper kampen om det månedlige rejsegavekort til In-Italia. Hver evig eneste måned udvælger vi månedens feriebillede blandt de indsendte.

Juli måneds vinderbillede er fra det sydlige Toscana. Kunstneren bag billedet er svenske Gun Brockman, som har valgt at kalde billedet her fra Sorano: Den osannolika ”cliff-hanger”-staden Sorano! Måste upplevas! Stort tillykke med førstepladsen og mange tak til de andre bidragydere, som har deltaget i denne måneds fotokonkurrence.

Se de billeder vi har modtaget i juli her

Der udvælges en ny vinder hver måned, som bliver præmieret med et rejsegavekort til In-Italia på 1.000 kr. Husk, at du stadig kan nå at deltage i august måned. For at deltage i konkurrencen skal du sende dit bedste feriebillede fra Italien til foto@in-italia.dk og skrive lidt om, hvor billedet er taget.
 
Læs mere om fotokonkurrencen her
 
 

Tema: Jordens diamanter – et indblik i trøfler


En trøffel er ikke et stykke chokolade eller en is, som nogle måske kunne blive foranlediget til at tro, men derimod en svamp. En svamp som på grund af dens sjældenhed, krævende levevilkår og skyhøje priser siden oldtiden har været omgivet af mystik.

Af Sarah Adolphsen, In-Italia

Delikatessen trøffel rangerer på højde med kaviar, safran og meget god foie gras, og dette kære barn går under mange navne fra ”jordklumper”, ”et værk skabt af Fanden” til ”sorte diamanter”, ”kejserinden under jorden” og ”den guddommelige knold”. Dette tema vil give et indblik i de forskellige typer af trøfler, hvor disse gror, hvordan man finder dem og ikke mindst, hvordan denne fantastiske delikatesse med en smag af skovbund, træ og selvfølgelig svamp spises.
 

Værd at vide om trøfler

Der er blevet spist trøfler i flere tusinde år, og tilbage i oldtiden mente man, at trøflerne kom frem der, hvor der havde været lynnedslag. I 1729 fandt en italiensk botaniker dog ud af, at trøfler var frugtlegemer af en svamp, som vokser i tæt forbindelse med et træs rødder og derfor danner en symbiose med træet. Trøfler lever oftest i symbiose med popler, piletræer, hassel- og egetræer.  Hvordan en trøffel udvikler sig, afhænger meget af den jord, som den lever i. Hvis jorden er kompakt bliver trøflerne ofte små og knudrede, da de ikke har nok plads at gro på, hvorimod hvis jorden er blød bliver trøflen oftest også blød og rund. Tidligere var trøflen ligeså udbredt som kartofler, men klimaforandringer har gjort dem mere sjældne, da de stiller meget høje krav til både jordbund og klima. Da de er så sjældne, er der sket mange forsøg på at dyrke trøfler, ved at pode unge egetræer med svampesporer. I nogle tilfælde med succes men langt de fleste gange uden den store succes, og derfor anses spisen som en delikatesse og en af de helt dyre af slagsen. Med en kilopris på ca. 3.000 kr. for sommertrøfler og en pris på helt op til 30.000 kr. for den hvide trøffel, især hvis denne kommer fra Alba i Italien.
 
Der findes 70 forskellige slags trøfler i hele verden, hvoraf de 32 vokser i Europa. Italien er det land, som har flest spiselige trøfler, heriblandt de 5 mest kendte typer:
  • Sommertrøflen som er en sort trøffel, med sæson fra maj til december og en mild delikat nøddesmag
  • Efterårstrøflen som også er en sort trøffel med sæson fra oktober til januar og med en mere kraftig smag end sommertrøflen
  • Den sorte trøffel med sæson fra november til marts og med en mere karakterfuld duft og smag end både sommertrøflen og efterårstrøflen
  • Den hvide forårstrøffel med sæson fra midten af januar til slutningen af april og med en mindre intens smag og aroma end den mere eftertragtede hvide trøffel
  • Den hvide trøffel med sæson fra oktober til december og med en meget karakteristisk aroma og smag, som er svær at beskrive og derfor skal opleves.
De to mest berømte trøfler er den sorte trøffel fra Périgord i Frankrig og den hvide trøffel fra Alba i Piemonte i Italien. Det er muligt at finde trøfler mange steder på den italienske halvø, men sammen med Alba er det mest kendte område Trøffeldalene i regionen Marche, som netop har fået dette navn, fordi det her er muligt at finde trøfler året rundt.
 

Trøffeljagtens tre deltagere

Hvordan får man så fat i disse jordens diamanter, som tit og ofte ligger begravet en halv til en hel meter under jorden? Der findes tre vigtige spillere, når det kommer til trøffeljagt – trøffelsamleren, trøffelgrisen og trøffelhunden.
 
  • Trøffelsamlere: Disse mænd går under navnet tartufaii, og for dem kan det at samle trøfler være en ganske god forretning, da man nogle gange på en enkelt trøffel kan tjene mere end en månedsløn. Men selvom det at samle trøfler til tider kan være ganske rentabelt, er det dog de færreste, som kan leve af det, så mange har derfor en bibeskæftigelse ved siden af. Dette kan tidsmæssigt godt lade sig gøre, da trøffeljagten oftest finder sted efter mørkets frembrud for at undgå at afsløre de gode steder til andre trøffelsamlere. Oftest er det trøffelsamleren som kontakter potentielle kunder, så for kunderne er det vigtigt, at være på god fod med de lokale tartufaii.
     
  • Trøffelgrisen: Traditionen med at bruge grise til trøffeljagt startede i 1400-tallets Frankrig, og handler mest af alt om kemi. Da det har vist sig, at trøfler udskiller det samme stof, som produceres i orners testikler som en del af grisenes parringsritual. Dette betyder, at når søerne får færten af en trøffel begynder de med stor iver at grave efter den. Grisene er dog ikke de bedste samarbejdspartnere for trøffelsamlerne, da de spiser trøflerne. Når man nu til dags bruger grise, har de fået mundkurv på og i større og større udstrækning er det derfor hunde, som anvendes.
     
  • Trøffelhunden: Hunden har vist sig at være en mere pålidelig partner under trøffeljagten end grisene, da disse ikke har samme lyst til at spise trøflerne, men til gengæld besidder fantastiske næser. I Italien findes der en officiel trøffelhunderace Lagotto Romagnolo, som har været en kendt race i 400 år, men som først blev anerkendt som en officiel hunderace i 2005. Vigtigheden af at have de bedste hunde til rådighed under jagten førte tilbage i 1880 til, at der i byen Roddi tæt på Alba blev oprettet et ”universitet” for trøffelhunde – Universitá dei Cani da Tartufo – som dog først blev en officiel læreanstalt i 1935. På universitetet er der et museum, hvor man blandt andet kan se billeder, malerier og trøffelsamlernes værktøj.

For de fleste gourmet-turister kunne det sikkert være en drøm at komme på trøffeljagt, men da den ægte trøffelsamler ikke ville være en ægte trøffelsamler, hvis han delte sine specielle steder med en bunke turister, og en jagt ikke altid har garanti for et udbytte, er det svært at komme på en 100 % ægte trøffeljagt. Der findes dog nogle steder både i Piemonte og Marche, hvor det er muligt at komme på en simuleret trøffeljagt, hvor man kan se, hvordan hundene finder trøfler, som dog oftest er lagt ud på forhånd. For mere information er det en god idé at henvende sig på det lokale turistkontor.

Trøffelfestival – La Fiera del Tartufo

Har man ikke mulighed for at komme på en trøffeljagt, kan man vælge at deltage i den årlige trøffelfestival – La Fiera del Tartufo – som afholdes i Alba. I 2010 kan man opleve festivalen fra 9. oktober til 14. november. Festivalen byder på forskellige oplevelser blandt andet et æselvæddeløb d. 3. oktober, muligheden for at besøge forskellige restauranter i området til særlige trøffelaftener og i Alba det store trøffelmarked. Markedet er festivalens hjerte, og findes lidt uden for byen, og her kan man købe trøfler af forskellig kvalitet. Foruden områdets stolthed den hvide trøffel – med den latinske betegnelse Tuber Magnatum Pico, som er en sikkerhed for, at der er tale om den ægte vare – kan man også købe sorte trøfler. På markedet sælges også andre fødevarer, hvor trøffelsmagen indgår – læs mere i afsnittet ”Trøflen på bordet”. Regionen Piemontes kontor har sin egen infostand på markedet, hvor man kan få mere at vide om trøfler. Ved andre stande er det muligt at tilkøbe vinsmagninger og småretter. Så er man i området på dette tidspunkt, er det værd at sætte et par timer af til denne oplevelse.

Trøflen på bordet

Hvordan spiser man så denne dyre delikatesse? Da friske trøfler skal tilberedes så lidt som muligt er den bedste måde at nyde dem på at rive den rå trøffel i papirtynde skiver over en ret lige inden servering. Eksperter i trøfler mener, at det er bedst at anvende trøfler sammen med retter, som ikke allerede er for krydrede, da deres karakteristiske smag således drukner. Det anbefales derfor, at man river trøflen over en simpel ret som et spejlæg eller en risotto uden anden smag. Mange italienske spisesteder tilbyder også, at man nogle gange kan tilkøbe trøffel til den oprindelige menu. Man skal dog passe på, da prisen på menuen kan komme til at koste op til 100 euro ekstra. Hvis man ikke ønsker at betale for meget, men stadig gerne vil nyde smagen af trøffel er det en god idé at købe et eller flere af de mange produkter som laves med trøfler. Dette kunne for eksempel være:

  • Konserverede trøfler
  • Trøffelcreme
  • Trøffelolier
  • Pasta med trøffelsmag
  • Chokolade med trøffelsmag

Så har man ikke råd til at ofre de mange penge på en frisk hvid trøffel vil vi klart anbefale, at man enten får tilsat en smule friskrevet trøffel til sin risotto på en god restaurant eller køber et eller flere af ovenstående produkter med hjem.

Smagen af trøffel kan ikke beskrives men skal opleves.

 
 

Månedens bolig: Relais Ca’ Maffio i Roncade, Veneto


Relais Ca’ Maffio med det mundrette navn kandiderer bestemt og utvivlsomt til et af vores mest romantiske steder i hele Italien. Rammerne er som skabt til et tilbagetrukket og absolut vidunderligt ophold i romancens tegn.

Elementerne, som fylder dette sande maleri ud, udgøres primært af den nyanlagte swimmingpool midt i haven og beliggenheden ned til den idylliske flod Sile, som løber direkte ud i lagunen, hvor Venedig ligger, og hvor man kan besøge de romantiske småøer Torcello og Burano (ejerne af stedet arrangerer gerne romantisk flodsejlads hertil). Kompositionen består dog ikke kun af vand-elementerne pool og flod. Der er også tænkt på det grønne islæt: Den store, fredfyldte park med plæner, skyggekastende træer og alskens botanik opfordrer også til rendyrket meditation.

Vender vi de romantiske øjne indenfor, så møder de mange behagelige elementer både hid og did: En lys og hyggelig morgenmadssal med storskærm og videre op til første sal, hvor der ligger fire forskelligt indrettede værelser i varme farver med lyse trægulve og rummelige badeværelser. Der er en gennemført elegance og omtanke i materialevalg – og derved en rød (eller gul eller grøn) tråd, som gennemsyrer indretningen.
 
Jamen, er det så ikke besværligt at komme hertil? Svaret er klart nej! Relais Ca’ Maffio ligger blot 10 km fra Venedigs internationale lufthavn Marco Polo, og Venedig ligger blot en halv times tid væk og lokker med en kulturel og storbypræget endagsudflugt, hvor man hen under aftenen atter kan søge tilflugt i Relais Ca’ Maffios fortryllende omgivelser.
 
Læs mere om Relais Ca’ Maffio i Roncade, Veneto
 
 
 

Månedens rejsemål: San Lorenzo-kvarteret i Rom


Hvis du vil opleve et Rom, du ikke har set før, så skulle du tage til universitetskvarteret San Lorenzo. Her møder du ikke de mennesker, du vil møde på Piazza Navona og ved Trevi-fontænen. Og det er også nogle ganske andre priser du støder på, hvis du vælger at spise eller overnatte her.

Kvarteret San Lorenzo, der ligger nordøst for Roms berømte historiske centrum, har sit navn fra byporten Porta San Lorenzo og er af nyere dato set i forhold til mange andre af Roms kvarterer; kvarteret er nemlig bygget i årene mellem 1884 – 1888. Oprindeligt boede her arbejdere, som kom hertil for at udnytte de mange muligheder, byens udvikling tilbød. Sidenhen har meget ændret sig, og den dag i dag er kvarteret mest af alt beboet af studerende, for herude ligger et af Roms store universiteter Università La Sapienza. Kvarteret er derfor præget af liv og unge mennesker, og her skorter det ikke på restauranter, pizzeria’er, pubber, barer og festlig stemning – livet og de glade dage lever i bedste velgående her! Og det varer gerne til langt ud på natten!

Bor man i San Lorenzo, møder man et alternativt Rom. Her møder du folk, du ikke vil møde i det historiske centrum, og priserne på overnatning og måltider er bemærkelsesværdigt lavere end tilsvarende muligheder i Roms centrum. Her findes også seværdige seværdigheder som basilikaen San Lorenzo Fuori le Mura, den smukke byport Porta Tiburtina (tidligere Porta San Lorenzo) og kirken Santa Maria Immacolata. Vil man fra San Lorenzo til Roms kendte seværdigheder og centrum, er mulighederne også mange. Området omkring hovedbanegården Termini kan nås på en kort spadseretur.  Men også flere busser og sporvogne leder ind til Roms hjerte. Sporvogn 3 kan benyttes til/fra bl.a. Colosseum, Forum Romanum, Cirkus Maksimus, Pyramiden, Porta Porteses gademarked, Galleriet for moderne kunst, Det Etruskiske Museum og Zoologisk Have. Bus 71 bringer dig til den Spanske Trappe, Trevi-fontænen og shopping i Via del Corso på et kvarters tid, mens du kan komme til Vatikanet med bus 492.

Læs mere om Rom

 
 

Vidste du, at …


Her bringer vi finurligheder om Italien og italienerne. Denne gang fortæller vi om Italiens 10 smukkeste byer, Piemontes underjordiske tempel og de nyeste fodboldtendenser blandt Italiens kvindelige befolkning.

… italienske hjemmesider har kåret Italiens 10 smukkeste provinsbyer?

Italien har en officiel liste over landet smukkeste middelalderbyer, som tæller hele 193 historiske perler. Sammenslutningen hedder I Borghi più belli d’Italia, og for nylig har en afstemning på hjemmesiderne www.borghitalia.it og www.trivago.it afsløret hvilke 10 byer af de 193, som tilhører den absolutte liga. På 1. pladsen finder man vandmøllelandsbyen Borghetto (syd for Verona), som idyllisk ligger på floden Mincio. I top fem finder man desuden Cefalù på Sicilien, Civita di Bagnoregio nord for Rom, Orta San Giulio ved Ortasøens bred og Tellaro ved Cinque Terre Nationalpark. Disse efterfølges skarpt af Castiglione del Lago (Trasimenersøen), Otranto i Apulien, CastelsardoSardinien, Finale Ligure i Ligurien og endelig Sperlonga syd for Rom.

… der i regionen Piemonte findes et gigantisk underjordisk tempel?

Templet, som blev påbegyndt i 1978, og som er udfærdiget udelukkende ved håndkraft, er 11 etager højt og er at finde i det lille autonome samfund Damanhur, der har sin egen grundlov og valuta. Det er et spirituelt samfund, der er baseret på strømninger som New Age og Neopaganisme. Har man mod på at besøge Damanhur og se det store tempel, skal man lede i området ca. 50 km nord for Torino eller finde samfundets mere præcis placering på www.damanhur.org

… fodbold kan bruges til at gøre kvindeoprør?

Kvinderne i Italien har fundet en helt speciel måde at gøre oprør mod familien på. Nej, det er ikke ved at farve håret blåt, droppe ud af skolen eller demonstrere foran hoveddøren med bannere og fakler. De går deres helt egne veje ved simpelthen at gøre det utænkelige i et land, der dyrker fodboldkunsten som religion: De vælger at holde med et andet hold, end det resten af familien holder med, til stor frustration og vrede for de resterende (mandlige) familiemedlemmer.
 

 
 

Månedens opskrift: Pasta alla crema di noci – pasta med valnøddecreme


Denne ret har sin italienske oprindelse i Ligurien, også selvom man finder valnødder i naturen i hele Italien, og til trods for at det er valnødderne fra Sorrento på Amalfikysten, der er kendte for at være noget ganske særligt. Oprindeligt anvendte man en lignende salsa i Persien og de østlige køkkener, og det er herfra genoveserne hjembragte opskriften ved Repubblikken Italiens fødsel.

Tilberedning  : 15 min.
Antal personer : 4

Ingredienser:
400 g pasta (kort slags, evt. friske ravioli med ricotta eller gnocchi)
100 g valnødder uden skal (nødderne ristes let, så skallen kan nulres af)
1 fed hvidløg
1 spsk ekstra jomfru olivenolie
4 spsk fløde
Ca. 50 g friskrevet parmesan
Salt og friskkværnet peber
Evt. lidt persille
 
Sæt letsaltet vand over at koge til pastaen. Følg kogetiderne på emballagen.
 
I mellemtiden blendes de øvrige ingredienser til man har opnået en dejlig homogen konsistens. Når pastaen er al dente, tager man en smule af kogevandet (en skefuld) og blander i nøddeblandingen. Når vandet er hældt fra pastaen blandes pastaen med nøddecremen og serveres, evt med en smule finthakket persille på toppen, for at give retten lidt kulør.
Serverinsgforslag: Denne ret er rigtig god gratineret i ovnen i et ovnfast fad smurt med olivenolie og evt. foret med rasp og parmesan. Eller hvis der bliver noget til overs, kan den også bare varmes i ovnen dagen derpå i en ti minutter.
 
En klassisk variation er tilsætning af pinjekerner (¼ i forhold til valnødder) eller tilstedeværelsen af frisk, hakket merian.
 
Buon appetito!
 
Klik på kortet
Elba Ø Toscana Sardinien Æoliske Øer Sicilien Abruzzo Aosta Apulien Basilicata Calabrien Campania Capri & Ischia Emilia Friuli Lazio Ligurien Lombardiet Marche Molise Piemonte Syd Tyrol Umbria Veneto Kort over Italien
Slotsgade 2
2200 København N
Telefon: (+45) 3315 1313
info@in-italia.dk
Åbningstider
Man-tor: 08.30 - 14.30
Fredag: 08.30 - 12.30
Lørdag: 15.00 - 19.00
(lørdag kun telefonisk henvendelse)


Bliv fan af In-Italia på Facebook og følg med i hvad der sker i Italien og hos In-Italia!
EmediateAd