Vi anbefaler: Støvlelandet med støvlerne på

Vandring i Abruzzo Vandring i Ligurien Vandring i Ligurien Vandring i Ligurien Vandring på Amalfikysten
 
Hvor vil du hen?
Loading
Hvornår vil du afsted?
Hvor mange personer?
 
Voksne
Børn
Flere søgemuligheder
0

Henter indhold

Tips og gode råd som gør vandreturen til et hit


Inden vi kommer med vores bud på nogle af de bedste steder at vandre i Italien, synes vi, du skal læse et par gode råd og tanker, som vi har beskrevet her - det er nemlig en håndfuld vandretips, der er brugbare forudfor en længere vandretur: Vandringsture i Italien

Vores bud på top 3 over vandreture i Italien

Med Italiens størrelse og landskabelige forskelligheder fra nord til syd ville man uden tvivl kunne skrive en hel roman om de muligheder, der er for vandreture. Vores lille appetitvækker til en aktiv ferie med fokus på vandring tager udgangspunkt i tre regioner med hvert deres kendetegn og forskellige muligheder for fantastiske naturoplevelser.

Vandretur i Le Cinque Terre (Ligurien)


Hvis du er til pastelfarvede huse, azurblåt hav, forrevne klippeafsatser og smukke sandstrande, så lad dig forblænde af Le Cinque Terre. Området er ideelt til en kombination af aktiv ferie og skøn natur blandet med badeferie og afslappende cafèbesøg.

Le Cinque Terre (de fem byer) ligger på den smukke liguriske kyststrækning og er regionens mest kendte naturområde. Byerne i retning fra Genova mod La Spezia hedder Monterosso, Vernazza, Corniglia, Manarola og Riomaggiore og udgør til sammen et fredet naturreservat. For vandreren er det muligt at gå hele turen fra Monterosso til Riomaggiore, denne distance er på ca. 30 km, men i hele området findes godt 100 km vandrestier.

De enkelte strækninger mellem byerne er af forskellig sværhedsgrad. Opstigningen fra Vernazza til Corniglia må nok anses som en af de hårdeste. Hvis trætheden skulle melde sig på turen, er der et meget veludviklet transportsystem der forbinder byerne; der er både tog- og bådforbindelser. Det koster en fast afgift at vandre på strækningerne, og det er muligt at købe et kombineret dagspas til både stier og tog.


Tips og anbefalinger til Le Cinque Terre
• Lufthavne:
Pisa (ca. 125 km)
Firenze (ca. 175 km)
Milanos lufthavne Linate og Malpensa (ca. 230 km)
Nice (ca. 300 km)

• Lokaltransport: Der er et meget veludviklet offentligt transportsystem i området med hyppige togafgange. Det er muligt at tage toget fra Genova, Sestri Levante og La Spezia, hvor der er gode forbindelser til det øvrige Italien. Det er ikke tilladt at køre bil i byerne, men det er muligt at efterlade bilen på de offentlige parkeringspladser uden for alle fem byer. Vær dog opmærksom på, at der ikke findes mange pladser, det er ganske dyrt og vejene er smalle.

• Feriebolig: Kontakt os for den helt rette indlogering til dig og dit aktive selskab

Vandretur i Abruzzos tre nationalparker


Hvis du er til et vildt og uspoleret dyreliv, små autentiske middelalderbyer og søer, så lad dig friste af Abruzzos tre nationalparker. Regionen er kendt som Italiens grønne hjerte med mulighed for de skønneste naturoplevelser så som høje bjerge, lave dale, storslåede højsletter og smukke søer.
De tre nationalparker i Abruzzo byder hver især velkommen til helt unikke naturoplevelser. I Gran Sasso Nationalparken, som er den nordligste af de tre, kan man på sin vandretur rundt i de smukke områder bestige Appenninernes højeste bjerg Corno Grande. På højsletten Campo Imperatore kan man om sommeren opleve græssende geder og får. Man kan skue mod borgen med de store tårne i området Rocca Calascio og opleve Abruzzos største kunstige sø Lago di Campotosto. Tæt på Gran Sasso Nationalpark finder man Abruzzos regionshovedstad L’Aquila, som man ikke bør gå glip af under sit besøg i regionen.

I Majella Nationalpark, som er den midterste af de tre parker, kan man køre med kabelvogn op til Grotta del Cavallone. Det er en af de mange prægtige huler, der ligger godt gemt væk i de stejle bjergskråninger, som findes rundt om i parken. I sin vandring rundt på de mere end 500 km stier, hvor der findes nogle både for turisten og den garvede vandrer, kan man vælge at besøge ”MOM – Museo dell’Orso Marsciano” (Den Brune Bjørns Museum).
Den sidste og sydligste af de tre parker er Abruzzo Nationalpark. Det særlige fokus i denne park er at sikre, at den brune bjørn, ulven og gemsen (en speciel type stenbuk) ikke trues af udryddelse. For vandreren vil det derfor være muligt at få et glimt af det rige dyreliv. Floden Sangro (der løber gennem parken) har skabt et meget interessant lavlandsområde, som løber ud i den kunstige sø Barrea. Og er man glad for søer, befinder regionens største naturlige sø Lago di Scanno sig i udkanten af parken.


Tips og anbefalinger til Abruzzos tre nationalparker
• Lufthavne:
Roms to lufthavne Ciampino og Fiumicino (ca. 120/156 km)
Napoli (ca. 232 km)

• Lokaltransport: Det er muligt at tage toget fra Roms hovedbanegård til L’Aquila med et enkelt skift i byen Terni, dette tager ca. 3½ time. Vi anbefaler dog, at man lejer en bil for at få det meste ud af regionen. Det tager ca. 1½ time at køre turen fra Rom til L’Aquila.

• Ferieboliger: Forestil dig Albergo La Poiana, der ligger midt i Abruzzo Nationalpark med udsigt over Lago di Barrea. Det er det oplagte valg til dig, hvis du ønsker at opleve naturen på tæt hold. Sextantio Albergo Diffuso ligger derimod lige midt i i Gran Sasso Nationalparken. Værelserne ligger rundt omkring i byen Santo Stefano di Sessanio, som er resultatet af et enestående bevaringsprojekt. Alle værelserne bugner af originalitet og autencitet og badeværelserne er et kapitel for sig.

Vandretur på Amalfikysten (Campania)


Hvis du er til små fiskelejer, velduftende citrontræer, huse på bjergskråninger og trappetrin så langt øjet rækker, så lad dig forføre af Amalfikysten. Det maleriske område og resten af regionen Campania er stedet, hvor sol og hav mødes i skøn forening med kultur og historie.

Amalfikysten rummer en fantastisk natur og stemningsfulde byer, og da antallet af asfalterede veje er begrænsede, er den en perfekt destination for vandreturisten. Der findes ruter i alle sværhedsgrader, og mange af de kortere ture mellem landsbyerne kan gøres på omkring ½ - 1 time. Hvis man ikke er en rutineret vandrer, bør man vælge sine ruter med omhu. Et godt råd kan derfor være, at starte de første dages vandring med at køre til de højestliggende byer i bus, og så nøjes med at gå ned.

Byerne Scala og Ravello, som ligger hhv. ca. 300 m over havet, er begge ideelle udgangspunkter for vandreture. De små byer i området ligger så tæt på hinanden, at det ofte er hurtigere at vandre end at køre imellem dem. På sin vej støder man uden tvivl på de lokale, ofte i selskab med deres mulddyr, som enten er i gang med at transportere byggematerialer eller prøver at forære dig en rygsæk fuld af de berømte citroner fra området. Hele kysten er dækket af vandreruter, men det er i tættest beboede områder, at koncentrationen er størst.

Tips og anbefalinger til Amalfikysten
• Lufthavn:
Napoli (ca. 62 km)
Roms to lufthavne Ciampino og Fiumicino (ca. 268/305 km)

• Lokaltransport: Læs vores udmærkede guide Transport på Amalfikysten

• Ferieboliger: Dette er blot et af mange gode bud på en indlogering, hvis ferien skal være aktiv - og på Albergo Zi' ntonio, der ligger i Scala med den mest fabelagtige udsigt til nabobyen Ravello, tager det blot ca. 45 min. at vandre ned til Amalfi by.


Rigtig god fornøjelse med en aktiv ferie og den italienske naturs mange forskellige muligheder til fods.

 
 

Anbefalinger til dig

Corte dei Soavi

Soave, Veneto

Agriturismo Golfo dei Poeti

La Spezia, Ligurien

Residence Orchidea

Diano Marina, Ligurien

Populært i Veneto

search map