Vi anbefaler: Italiens smukkeste middelalderbyer

Bardo Apricale Scanno Pitigliano Atrani Locorotondo Otranto Cefalù Bosa
 
Hvor vil du hen?
Loading
Hvornår vil du afsted?
Hvor mange personer?
 
Voksne
Børn
Flere søgemuligheder
0

Henter indhold

Norditaliens smukkeste middelalderbyer


1. Bard (Aostadalen)
Når man kommer kørende fra Piemonte mod Alperne i Aostadalen, er det første man møder landsbyen og fæstningen Bard, der som lyn fra en klar himmel pludselig dukker op på en klippetop mellem to bjerge. Det særlige ved landsbyen er, at der kun findes den gamle bydel – ingen nyere bydel – og så er fæstningen blevet hjemsted for kulturelle arrangementer med besøgscenter.

2. Neive (Piemonte)
Uden for den hvide trøffels og rødvinenes kulturcentrum Alba ligger Neive på en bakketop midt blandt vinmarker til alle sider og så langt øjet rækker. Her har man passet godt på sin by, så hvorfor ikke fejre det med et besøg på en af områdets vingårde (fx Fattoria San Giuliano) eller på vinbaren La Contea oppe midt i byen?

3. Orta San Giulio – Ortasøen (Piemonte)
Orta San Giulio er ubetinget undertegnedes favoritby i Norditalien. Ud over at emme af historie, når man slentrer rundt i byen, så har byen den mest bedårende beliggenhed ved Ortasøens bred med en livlig torveplads Piazza Motta med udendørsservering og en kajplads, hvorfra man kan sejle ud til øen Isola di San Giulio.

4. Apricale (Ligurien)
I Apricale finder man borgmesteren, som i tidernes morgen lagde grundstenen til ordningen ” I Borghi più Belli d’Italia”, hvilket ikke er en tilfældighed. I denne harmoniske og smukke landsby hedder de fleste Nobbio, Lanteri eller Baixin og de er med rette meget stolte af deres by, hvis beliggenhed vil få dit kamera til at gløde.

5. Manarola (Ligurien)
Manarola er et organiseret virvar af pastelfarvede husfacader, som går godt i spænd med byens ydre rammer – havet og bjergene. Det kan ikke undre, at denne by er med på listen, hvorend du kigger.

Toscanas og Midtitaliens smukkeste middelalderbyer



1. Scanno (Abruzzo)
Abruzzo hører stadig til Italiens uopdagede regioner, hvorfor man her finder fortræffelige eksempler på uberørt natur og autentiske middelalderbyer. Scanno er et godt eksempel herpå med sin særprægede og velkendte profil af byens ejendomme, som ligger i terrasser. Her sætter lokalbefolkningen traditioner, håndværk og byfester i højsædet.

2. Sperlonga (Lazio)
Sperlonga er et lille stykke Syditalien placeret i det centrale Italien lige syd for Rom. Det hvidkalkede og højtliggende historiske centrum, de lange hvide sandstrand og den eksotiske stemning i byen minder mest af alt om en kystby i Apulien eller på Sicilien. Afstanden til dette sande postkort er omtrent den samme fra Rom og Napoli (ca. 140 km).

3. Torgiano (Umbrien)
Torgiano, er det ikke noget med vin? Sådan vil mange nok reagere, for den lille maleriske by er uløseligt knyttet sammen med vinfirmaet Lungarotti, der har sit sæde her, og som her i byen har indrettet en vinmuseum i Palazzo Baglioni fra sekstenhundredetallet. Her mødes floderne Chiascio og Tiberen, hvilket giver den lille by et helt specielt præg. Det er næsten, som om vandets stille rytme smitter af på livets gang. Men når du sætter dig ned på en af byens mange barer, vil det nu være en skam, hvis det er vand og ikke den gode lokale vin, du nyder.

4. Pitigliano (Toscana)
Hvis du har en forestilling om Toscana som et område med blide bakker, så vil du have svært ved at tro andet, end at du er et helt andet sted, når du ankommer til Det Lille Jerusalem, som Pitigliano kaldes på grund af fordums store koncentration af jøder, der var flygtet fra Vatikanstatens lidet tolerante atmosfære. Ad snørklede gader kommer du op og ned gennem byen, der formeligt er bygget ind i tufstenen. Glem ikke at drikke et glas eller syv af den lokale hvidvin, som forsøder de varme sommerdage.

5. Poppi (Toscana)
Havde Poppi været kendt, hvis det ikke var for dens borg? Næppe, for skønt byen er både malerisk og hyggelig med de mange små gader og stræder, så kan der ingen diskussion være om, at den imposante borg, der behersker byen og kan ses viden om, er og bliver et varigt minde fra besøget. Casentinodalen er for resten fuld af sådanne små maleriske byer, der er en slentretur værd: Pratovecchio, Stia, Bibbiena og mange flere.

6. Sovana (Toscana)
At Sovana er en af Italiens smukkeste ”borghi”, vil de fleste nok bestride, men at den er en af de mindste er fuldkommen indiskutabelt. Den eneste grund til at bruge mere end 10 minutter her er, at der er så usigelig pittoresk og så meget at se, for på den tid kan du gå fra ende til anden på byen og tilbage igen uden hast. Gå ind i den lille kirke Santa Maria og se ciboriealteret fra 8oo-tallet og freskerne, læg mærke til den forfaldne borg ved indgangen til byen, og tænk over tidernes omskiftelighed, når du står foran den store domkirke i en flække, der i dag har 125 indbyggere.

Syditaliens smukkeste middelalderbyer



1. Atrani – Amalfikysten (Campania)
”Hvis man ikke lige ve’ det, er det ikke til at se det”… Nær Amalfi, som er enhver Amalfikyst-turists must see, ligger Italiens andenmindste kommune Atrani godt gemt af vejen for turistbusser og turisthorder. Det er langt fra alle, der finder ind til denne lille hyggelige by med dens intime torv og gode fiskerestauranter ved havet. De, der kan lide at træde uden for alfavej, vil i Atrani finde en ganske lille og uspoleret oase.

2. Locorotondo (Apulien)
På et højdedrag i den smukke og interessante Itriadal finder man Locorotondo, eller ”u Curdunn”, som de lokale siger. Byen præges af den fascinerende domkirke San Giorgio og små gyder og stræder, og mellem husene kan i baggrunden skimte det eksotiske landskab med de små kegleformede trullihuse. Fra Locorotondo er udflugtsmuligheder mange, ikke bare i Itriadalen, men også langs den forrevne klippekyst mellem Bari og Brindisi.

3. Otranto (Apulien)
Byen kaldes også ”Porten til Østen” og det er ikke uden grund – det er Italiens østligste by. Tyrkerne brugte i 1480 Otranto som indgang til en blodig invasion af Salento-halvø. På klare dage kan man skimte Albaniens bjerge i horisonten bag Adriaterhavet. Blandt byens største attraktioner er at nævne den aragonesiske borg (år 1491) og det enorme mosaikgulv med religiøse motiver i byens domkirke (år 1088). Byen er et mekka for historieinteresserede, men de badeglade besøgende skal ej heller snydes. Byen kan bryste sig af at have noget af Italiens reneste badevand, så det er bare at finde badetøjet frem!

4. Morano Calabro (Calabrien)
Morano Calabro har en besynderlig form, som minder mest af alt om en pyramide eller kegle, der hviler op ad en bjergskrænt. Byen, som på lokal dialekt hedder Murènu, ligger med sine gråtoner smukt og himmelråbende med scenografiske bjerge omkring sig, der kulminerer med det 2.248 meter høje Monte Pollino i baggrunden. På byens højeste punkt finder man borgen fra år 1490 med meget smukke hjørnetårne.

5. Cefalù (Sicilien)
Cefalù har alt: en enestående historisk bykerne med normannisk særpræg, en højtragende klippeknold med en gammel fæstning på toppen og en lang bred sandstrand, som fortsætter længere end øjet rækker. Kort sagt – her finder man hele pakken og mere til: Stemningsfulde gyder, mange spisesteder, siciliansk gadestemning og ranke palmer.

6. San Marco d’Alunzio (Sicilien)
Ønsker man at søge lidt væk fra kystens turistmasser, er den tilbagetrukkede og højtliggende San Marco d’Alunzio et godt bud. Byen er velholdt, gæstfriheden er glohed og udsigten over Middelhavet med de Æoliske Øer i baggrunden en visuel tilfredsstillelse uden sidestykke.

7. Bosa (Sardinien)
På Sardiniens vestkyst, syd for Alghero ligger en af Sardiniens autentiske og mest farverige byer, Bosa. Her kan du upleve det ægte Sardinien, både med henblik på maden, folket og kulturen. På byens to torvepladser samles lokalbefolkningen om aftenen for at nyde dagens sidste sol og hinandens selskab. De få besøgende bliver hurtigt forelsket i byen, og det er egentligt ikke så underligt. For hvad mere kan man ønske sig end en hyggelig og autentisk by, varm gæstfrihed og fine sandstrande rundt om hjørnet.

Det Orange Flag ”Bandiera Arancione”

Ud over ”I Borghi più Belli d’Italia” har den italienske pendant til FDM ”Touring Club Italiano” taget initiativ til endnu en kvalitetsordning, som bygger på gode indkvarteringsmuligheder, fremtrædende kulturhistoriske mindesmærker, en stærk lokal identitet og et bredt kulturelt udbud. Denne liste har fået navnet Det Orange Flag. Kriterierne for at blive optaget på listen er, at landsbyens indbyggere ikke overstiger 15.000 og byen ikke ligger langs kysten.

Det Orange Flag så første gang dagens lys i regionen Ligurien i 1998, som et forsøg på at bevare de små landsbyer i Liguriens bagland – det skete i Sassello i Savona-provinsen. I kølvandet på den positive modtagelse ønskede man så at udbrede konceptet til hele Italien for at fuldende listen med det ypperligste inden for Italiens fornemste og mest besøgsværdige landsbyer.

På nuværende tidspunkt figurerer hele 19 ud af Italiens 20 regioner (ikke Aostadalen i Nordvestitalien) på listen med Det Orange Flag – i alt 211 landsbyer. At systemet allerede er blevet en succes, bevidner de 1786 kandiderende landsbyer om, som har sendt en ansøgning til Touring Club Italiano. Når man først er blevet optaget på listen, kan man dog ikke læne sig tilbage og hvile på laurbærrene: To landsbyer har allerede oplevet at blive fjernet fra den prestigefulde liste, for landsbyerne underlægges nemlig kontrolbesøg og vedvarende analyser.

In-Italia har besøgt mange landsbyer med Det Orange Flag, blandt hvilke vi gerne vil fremhæve nogle stykker (du kan læse meget mere om dem ved at klikke på navnet): vi begynder sydfra med Morano Calabro i Calabrien; Caprarola og Tuscania i Lazio; Lucignano, San Gimignano og Montalcino i legendariske Toscana; Dolceacqua, Apricale, Triora og Castelnuovo Magra i Ligurien (Den Italienske Riviera); Malcesine ved Gardasøen og endelig Barolo, Monforte d’Alba, Neive og Orta San Giulio i regionen Piemonte.

Læs mere om Det Orange Flag: www.bandierearancioni.it (hjemmesiden er på italiensk)

 
 

Anbefalinger til dig

La Casina

Castagneto Carducci, Toscana

Antica Taverna Casagrande

Figline Valdarno, Toscana

Agriturismo Le Querciole

Casciana Terme, Toscana

Populært i Veneto

Valbella

Bibione

Antica Taverna Casagrande

Figline Valdarno

Villa Mirella

Palinuro

search map