Hvor vil du hen?
Loading
Hvornår vil du afsted?
Hvor mange personer?
 
Voksne
Børn
Flere søgemuligheder
0
Henter indhold

Hvor Nord- og Sydeuropa mødes

I Verona mødes nord og syd. Det kan man ikke mindst mærke i madlavningen, for her finder vi skellet mellem sydens olie og nordens smør, og her spiser man polenta i stedet for pasta. Verona var oprindeligt en romersk bosættelse. Den nød tilnavnet “Urbs Nobilissima” og blev under Julius Cæsar den nordlige port til det centrale Romerske Imperium, til Imperiets italienske kerne.

Toscana Sardinien Sicilien Abruzzo Aosta Apulien Basilicata Calabrien Campania Emilia-Romagna Friuli Lazio Ligurien Lombardiet Marche Molise Piemonte Sydtyrol Umbrien Veneto Kort over Italien

Lang historie kort

Den dag i dag har Verona flere levn fra romerne end nogen anden by, Rom undtaget. Siden blev byen overtaget af ostrogoterne, faktisk gjorde deres konge, Theodorik, byen til militært hovedkvarter i 489. Senere kom longobarderne, derpå frankerne. Faktisk var Verona regeringsby under Karl den Stores søn Pipin, da han var konge over Italien.

I 12. århundrede bliver Verona en selvstændig bystat. I 13. århundrede tog den energiske familie della Scala magten i byen - og efterlader signaturer på mangen en bygning i form af smukke opmurede takker, der ses flere steder i byen og så langt som helt ud til nogle af byerne ved Gardasøen. I 1263 lagde Leonardino, kaldet Mastiffen blandt venner, grunden til et dynasti, der skulle vare i over 100 år. Det blev byens blomstringsperiode, thi endskønt deres magtudfoldelse var skånselsløs, så var Scaligera-familien også kunstmæcener og dygtige politikere. Nogle af byens prægtigste seværdigheder stammer fra denne periode.

I 1387 måtte Antonio flygte, og della Scala-familien faldt, hvorefter den milanesiske Visconti-familie tog magten. Veroneserne fandt imidlertid snart Milano en for hård herre og det lykkedes dem allerede i 1405 at komme under Venezias “beskyttelse”. I de næste 400 år var Verona en lydig undersåt. Sidst fulgte, i sidste årh. en periode under Østrig, før Verona i 1866 blev en del af Italien. I de mange hundrede år som følger familien della Scala, afviger Verona markant fra den norm andre italienske byer udgør. Byen lader sig simpelthen regere uden på noget tidspunkt at forsøge oprør mod dens skiftende herrer. Hvor andre italienske byer præges af selvstændighedstrang, bruger Veronas familier al deres energi på at bekæmpe hinanden og på at holde facaden. Det er nok ikke helt tilfældigt at Shakespeare vælger byen til at beskrive adelens latterlige rivalisering og tåbelighed (“Two Gentlemen from Verona”).

Arenaen

Den franske filosof Montaigne så Arenaen for første gang i 1580. Da var han 47 år og havde set sit, immervæk beskrev han amfiteatret som den smukkeste bygning han havde set. På det tidspunkt var arenaen allerede omkring 1500 år gammel. Den opførtes i det første årh. efter Kristi fødsel og lå dengang uden for bymuren. Ved en senere udvidelse kom arenaen til at udgøre en del af bymuren. I 1183 ødelagde et jordskælv meget af teatret og som så mange andre steder gjorde befolkningen sit til forfaldet ved at hente byggematerialer fra ruinen. Dette blev stoppet i det 16. århundrede, hvor man sågar restaurerede arenaen.

Amfiteatret blev til at begynde med brugt til gladiatorkampe og til afbrænding af kristne. Da disse forlystelser siden gik af mode, benyttede man arenaen til allehånde formål: tyrefægtning, dueller, fæstning, opvisninger og udstillinger.

I 1700- og 1800-tallet udgjorde Verona porten for de mange englændere, der skulle ud på deres “grand tour”.

I dag udgør teatret verdens største opera. Det er verdens tredjestørste bevarede romerske amfiteater (efter Colosseum og teatret i Capua) og hvor det i romersk tid kunne rumme 25.000 tilskuere, kan det nu tage 22.000.

Romerske levn og vigtige stop i byen

- Ponte Pietra er overlevet som den ene ud af to romerske broer over floden Adige. Som i Firenze, sprang tyskerne også her broerne i luften da de trak sig tilbage under 2. Verdenskrig, og som i Firenze blev de også her omhyggeligt rekonstrueret.
- Det romerske teater ligger på den anden side af Adige og er delvis udhugget af klippesiden. Et af de bedst bevarede romerske teatre.
- Porta Jovia, bygget i anden halvdel af første århundrede efter Kristi fødsel, for enden af Corso Cavour, er også kendt som Porta dei Borsari, fordi biskoppens skatteopkrævere hér afkrævede told af alle varer, som blev indført.
- Piazza delle Erbe var oprindeligt det romerske forum, og udgør stadig Veronas centrum, nu som hjemsted for frugt- og grøntmarked. På pladsen ligger desuden Domus Mercatorum, fra 1301, bygget som lager og handelsplads for købmændene, og Torre del Gardello ligeledes fra 14. århundrede (1370). I dag kaldes pladsen Veronesernes dagligstue.

Andre seværdige stop

- Casa di Giulietta (Julies hus) i via Cappello nr. 23 er et nydeligt hus fra 13-14. årh. (balkonen senere). Capuleti og Montecchi eksisterede helt rigtigt, men Romeo og Julie er og bliver fantasifostre (Shakespeare understreger det selv med den oprindelige titel: “An Excellent conceited Tragedie of Romeo and Juliet” ). Historien går fra forfatter til forfatter i Renaissancen, startende med Masuccio Salernitano. Mest kendt er Matteo Bandellos version (1554).

Piazza dei Signori ligger ved siden af Piazza delle Erbe og udgjorde under scaligierierne byens politiske centrum. Til højre ses Palazzo del Capitano og Palazzo del Comune, hvis storslåede bygninger har imponeret besøgende gennem århundrederne. Ligeledes til højre ligger Torre dei Lamberti fra 12. årh. Ligefrem, når man kommer ind på pladsen, ligger Palazzo degli Scaligeri.

Går man under arkaden som forbinder Palazzo degli Scaligeri med Palazzo del Comune, kommer man til en lille romansk kirke, hvis største attraktion er de gotiske gravmonumenter over familien della Scalas mest prominente medlemmer, der står foran den: Mastino (1277), Cangrande (1329), Mastino II (1347), Cansignorio (1375).

Tæt på ligger Sant’Anastasia, byens største kirke. Den er påbegyndt i 1290 og færdiggjort i 1481 (facaden aldrig fuldbragt). Lidt romansk stil, men overvejende gotisk. Smuk freske af Pisanello (hvor den krigeriske Skt. Georg ser noget lapset ud). Bemærk desuden de to pukkelrygge, der bære karrene med helligt vand ved indgangen. Man kender ikke deres ophav, men det bringer lykke at klappe deres pukkel (Henri de Toulouse-Lautrec in memoriam).

Domkirken ligger tæt på. Den er rød- og hvidstribet. Den blev indviet i 1187 og frembyder en blanding af romansk stil, gotik og renaissance. Kirken huser bl.a. Tizians “Mariae Himmelfart”.
På vestsiden finder vi statuer af Roland og Olivier. Dette skyldes måske byens tid under frankerne.
Basilica di S. Zeno Maggiore dedikeret til S. Zeno (en afrikaner, som var byens ottende biskop 362-380). Der var på stedet allerede en kirke viet til S. Zeno i det 5. århundrede. Senere blev en kirke indviet i 806 (8. dec.!) i tilstedeværelse af frankerkongen Pipin. Den nuværende er påbegyndt i 1120, men kun færdiggjort langt senere. Kirkens store rosevindue, fra begyndelsen af 1100-tallet, forestiller “Lykkens hjul”. Portenes bronzepaneler (ca. 1100-1200) forestiller scener fra Biblen og fra S. Zenos liv. I apsis findes en triptykon af Mantegna (anden halvdel af 15. årh.); der er tale om en delvis kopi, idet Napoleon bemægtigede sig originalen, som nu befinder sig på Louvre.
Castelvecchio, oprindeligt Castel San Martino, opført af Cangrande II i anden halvdel af 14. årh.(1364-75) som borg, huser nu en stor kunstsamling (malerier - bl.a. Bellini, Lotto, Tintoretto, Pisanello, Veronese og Tiepolo -, skulpturer, smykker og våben)

Gastronomiske noter

De bedste restauranter i Verona er de restauranter der med udgangspunkt i det lokale veronesiske/venezianske køkken kombinerer tradition med kreativitet og elegance. Typiske ingredienser i det veronesiske/venezianske køkken er fx and, hare, lam, hestekød, kalve- og svinekæber. Foie gras eller fegato grasso som det hedder på italiensk hører ofte også til blandt herlighederne. Hertil kan man tilføje svampe fx trøfler, polenta, risotto i flere varianter fx med Amarone eller blæksprutte. Veneto regionen byder også på mange gode lokale oste. Den foretrukne pastatype er de såkaldte bigoli der minder om en slags maccheroni og på de gode restauranter laver man naturligvis sine egne bigoli. Man spiser også meget fisk som fx havtaske, klipfisk og skaldyr.

Vin


- Vinhandel Dal Zovo, Viale della Repubblica
Denne vinhandel har et flot udvalg af især Norditalienske og Mellemitalienske vine. For at finde butikken skal man begive sig ud af Viale della Reppublica hvor man finder Dal Zovo ca. 20 minutters gang fra Piazza Erbe
- Osteria al Duca, Via Arche Scaligeri 2, tlf. 045 594474
Billigt og meget simpelt! Et yderst autentisk sted. Men om aftenen er der kun to serveringer: kl. 19.00 og kl. 21.30.
- Antica trattoria da l’Amelia, Lungadige B. Rubele 32, tlf. (045) 800 5526
Et rigtig godt lille lokalt spisested med glimrende mad og et dejligt vinkort. Prisniveau: middel.

 
 

Populært i Veneto

Hotel Villa Odino

Quarto d'Altino

Hotel Europa

Malcesine

search map