Venedig, Veneto Gode råd når du skal til Venedig

 
Hvor vil du hen?
Loading
Hvornår vil du afsted?
Hvor mange personer?
 
Voksne
Børn
Flere søgemuligheder
0
Henter indhold

Ordet ”unik” bliver ofte misbrugt, men når det gælder Venedig, så er det yderst velanbragt. Byen er på mange måder enestående, og derfor har du også brug for mere information, hvis opholdet skal blive vellykket her end så mange andre steder.
Vi har samlet et par få råd til en bedre oplevelse her.

Transport
Når du skal rundt i byen, foregår det nødvendigvis enten til fods eller med en eller anden form for båd.

Gondolen

Alle kender vist til den traditionelle gondol, men dette maleriske transportmiddel er i dag – med et par få oversete undtagelser – ikke længere et praktisk valg, men en luksus, som kun turisterne benytter sig af. Prisen afhænger af tidspunktet på døgnet (efter 20.00 er det dyrere), og om du skal have en harmonikaspiller og en sanger med, som synger napolitanske sange undervejs (det betyder normalt dobbelt pris), men grundtariffen er for tiden 62 euro for 50 minutter.
Hvis du i stedet har lyst til en mere autentisk oplevelse, så kan du tage en af de store gondoler, som krydser hovedfærdselsåren Canal Grande en del steder, som f.eks. fra fiskemarkedet til Ca’ d’Oro. Der er skiltning mod ”traghetto” de steder, hvor de går fra. Det er byens gondolierer, som på skift skal tage denne dårligt betalte tørn, fordi kun tre broer forbinder bredderne af den store kanal. Det koster kun 1 euro, og så har du prøvet at sejle i gondol, som venezianerne selv gør!

Vandbusserne

Venedig har også et godt net af vandbusser, de såkaldte ”vaporetti”, der gennemsejler byen på kryds og tværs. Du kan også tage dem ud til øerne i lagunen og til Lidoen. Det kan imidlertid hurtigt blive en dyr fornøjelse, for en billet koster 7 euro, og den gælder kun så lang tid, du er på båden. Står du af og hopper på igen efter et par minutter, skal du købe en ny billet.
Heldigvis er der flere rabatordninger . Du kan for eksempel for 20 euro købe en billet, der gælder 24 timer, og som inkluderer både Canal Grande, øerne i lagunen og eventuel bagage.
Samme billet til 72 timer koster 35 euro (dog kun 18 euro for unge mellem 14 og 29 år). Bliver du længere tid i byen, bør du overveje et såkaldt Venice Card, der ud over den fri transport også omfatter adgang til en lang række museer og til byens offentlige toiletter(!). Prisen er 50 euro for en hel uge. Se mere på http://www.venicecard.it

Kommer du med fly, er det en god idé at købe disse billetter allerede i lufthavnen, da de også gælder til bussen til og fra denne.

Et privat firma sejler for resten direkte fra lufthavnen ind til byen med flere stop. Det er en let måde at komme til og fra byen på, men det koster naturligvis også mere end det offentlige: 15 euro koster en billet. Se mere på http://www.alilaguna.com

Taxi

Du kan naturligvis ikke tage en almindelig taxi rundt i byen, men de findes i form af både med taxameter. En sådan ”motoscafo” er imidlertid ubehagelig dyr. Regn med minimum 45 euro selv for en mindre tur.

Bus

Når du skal fra eller til lufthavnen, kan du tage en almindelig bus. De afgår lige foran terminalen og kører til Piazzale Roma, som er det sted, hvor almindelig motortrafik ophører, og Venedig begynder. Turen tager 15-20 minutter. Fra Piazzale Roma går et utal af vandbusser til resten af byen, og her ligger for resten også enorme parkeringshuse, biludlejningsfirmaer og et stort COOP-supermarked.

Bil

Hvis du kommer med bil til Venedig, har du flere muligheder for at slippe af med den. Det letteste er at køre over broen ind mod byen og så parkere den i et af de gigantiske parkeringshuse, du finder enten på den kunstige ø Tronchetto eller bag Piazzale Roma. Det er dyrt, men sikkert. En anden mulighed består i at efterlade bilen på en af de mange parkeringspladser, som ligger på fastlandet umiddelbart før broen og så tage bussen ind til byen. Valget er op til den enkeltes behov for sikkerhed, økonomi og bekvemmelighed.

Toscana Sardinien Sicilien Abruzzo Aosta Apulien Basilicata Calabrien Campania Emilia-Romagna Friuli Lazio Ligurien Lombardiet Marche Molise Piemonte Sydtyrol Umbrien Veneto Kort over Italien

Dagligvareindkøb
Indtil for få år siden var Venedig helt domineret af de små butikker og markedet. Supermarkederne var næsten ikke eksisterende og godt gemt. I dag er der flere af dem spredt i byen, og nogle af dem har et rigtig godt vareudvalg. De største er det føromtalte COOP ved Piazzale Roma og det velforsynede Billa på Strada Nova (Cannaregio 3660).
Men ingen af disse steder er nu halvt så spændende eller har så fantastiske produkter, som Venedigs marked, der befinder sig lidt fra Rialtobroen i retning mod jernbanestationen. Markedet er delt op i en afdeling for grøntsager og frugt (med en del slagterbutikker rundt om pladsen) og så en af Venedigs mest maleriske og autentiske attraktioner: Fiskemarkedet. Blot at gå rundt mellem de mange boder og se på alt det gode fra havet, der er så smukt præsenteret, er en oplevelse: sværdfisk, tun, hajer, hummere, muslinger, blæksprutter af adskillige arter og størrelser samt meget meget mere møder ens øjne. Hvor Venedig ellers er kendt for at være en dyr by, så kommer folk hertil fra fastlandet for at købe fisk, der her fås friskere og billigere end derinde. Bor du i lejlighed under opholdet i byen, er det en fristelse at købe ind her til et måltid eller to. Hvad siger du for eksempel til frisk tun til 8 euro kiloet eller prægtige friske kammuslinger til samme pris?

En dag på stranden?
Du kan sagtens kombinere en kulturel byferie i Venedig med badeferie. I selve byen kan du ganske vist ikke bade, men tag båden de 15 minutter ud til Lido, så finder du gode sandstrande. Det samme gælder, hvis du tager de større både de 30-40 minutter ind til fastlandet ved Punta Sabbione, hvor du 10 minutter fra færgen finder brede offentlige sandstrande. Denne båd går fra Riva degli Schiavoni (lige ved Vivaldis kirke).

At spise ude
Er et tilbagevendende problem i Venedig, hvor du hurtigt kommer til at betale absurde summer for elendig mad. Hvis du ikke vil tilberede alle dine måltider i din lejlighed eller lave skovtur i en af byens parker (især områderne Castello og Sant’Elena indbyder til dette, medens der er bødestraf for det på Markuspladsen), så kan du se på restauranttipsene på vores hjemmeside. Der har vi skrevet om alle de restauranter, vi har prøvet, både de gode og de mindre gode, de dyre og de mindre dyre.

Hvad kan man sige mere?
Dem, der siger, at Venedig er en skrækkelig dyr by, kan vi kun give ret. Huslejerne i byen er skyhøje, og varerne fordyres af alle at skulle sejles til de handlende. Og så følger priserne selvsagt markedsloven: Millioner af besøgende kommer hvert år til en by med kun 60.000 indbyggere, så naturligvis er priserne høje.
Til dem, der hævder, at byen altid er overrendt og uudholdelig, må vi sige nej. Kun hvis man insisterer på at bevæge sig af den slagne vej fra Piazzale Roma og jernbanestationen over Rialtobroen til Markuspladsen eller fra denne duebefængte plads til Accademia og lignende verdensberømte attraktioner, er det rigtigt. Men prøv at gå ad de små gyder bag de store strøg, prøv at gå en tur i den gamle jødiske ghetto, tag en tur på Zattere eller på Giudecca, og du vil opdage en helt anden verden.

Og husk så at få dig en ”spritz” eller to under opholdet. Den drikkes hele døgnet og er Venedigs ”nationalaperitif”. Den består af hvidvin eller i de bedste tilfælde af prosecco og bitteren aperol eller campari. Prøv den på Bar Airone (Campo Santa Margherita 3665), som har mange borde på pladsen. Når du først har fået den her, vil du ikke drikke den andre steder, for hvor ellers i byen får du serveret en voldsomt stor aperitif (omkring 3 dl) ved bordet til sølle 2-2½ euro?

 
 

Populært i Veneto

Giardini di Altea

Caorle Lido Altanea

Hotel Quattro Fontane

Lido di Venezia

search map