Veneto Opskrift: Friteret æg

Uovo fritto al tartufo fra Locanda 800 Fra køkkenet på Locanda 800 Terrassen ved restaurant Locanda 800 Locanda 800
 

Henter indhold

At ankomme til Locanda 800, spise her – og forventeligt også bo her – er en fornøjelse fra ende til anden, hvis man som jeg værdsætter, når der er kælet for alle detaljerne. Der er tænkt over borddækningen, menukortet og udvalget af vine. Der er nærvær og der er kærlighed til det virke, som udføres her.

Jeg fik denne lille overskuelige opskrift med hjem, der dog kræver lidt kundskaber, lidt klejner (frisk trøffel er ikke billigt) og lidt kærlighed til kulinariske forretter. Så hvis du har mod på det, så kast dig over Locanda 800’s Uovo fritto al tartufo con crostone di pane e crema al Monte Veronese (friteret æg med trøffel og brød på en ostecreme).

Tilberedning: ca. 40 min.
Antal personer: 4

Ingredienser


  • 6 æg

  • 250 g mælk

  • 20 g smør

  • 20 g mel

  • 150 g ostetypen Monte Veronese, revet (den omtalte ost er fremstillet på komælk, og fås i en blød og frisk udgave og en lagret version. Du kan evt. anvende en anden lagret komælksost, så som Parmesan eller den mindre markante Grana-ost, som ligger på hylderne i supermarkedet ved siden af Parmesan)

  • 4 skiver lyst brød af god kvalitet

  • Rasp

  • Salt

  • Neutral olie til friteringen

  • Frisk trøffel

Tilberedningen

Æggene:
Sæt en gryde med vand over at koge. Læg 4 æg deri og kog dem 6 minutter. Når de har kogt afkøles de i koldt vand med isterninger.
Efter nogle minutter i det iskolde vand, pilles æggene uden de går i stykker. Nu skal de dyppes i de resterende æg (let piskede med en gaffel) og dernæst en tur i raspen, til de er helt dækkede. Æggene skal dobbeltpaneres, så når de har fået en tur i æg og rasp, skal de have en tur til.

Cremen:
Ostecremen er i bund og grund en besciamel. Så smelt smørret i en lille gryde, tilsæt mel og lav en melbolle. Tilsæt mælken (helst lun) og rør til en lind creme, så du undgår klumper. Til slut kommer du revet ost i cremen, der giver den sidste cremede finish.

Afslutningsvis:
Varm fritureolien op, smelt samtidig en anelse smør i en pande, som brødskiverne vendes i, således at de får farve på begge sider. Når olien er varm, sænkes æggene ned i ’ønskebrønden’ hvor de skal have ca. 1 minut hver, så de netop får farve, men fortsat er bløde indeni.

Serveringen, som de ville gøre det på Locanda 800

Anret hver tallerken enkeltvis. Du starter med brødskiverne, der dækkes af ostecremen og toppes af med et friteret æg. Herpå anrettes papirtynde skiver af frisk trøffel. Din anretning er nu klar til servering.

Sidder du tilbage med en usigelig lyst til at smage, opleve og indtage din egen middag på Locanda 800, så book dit ophold her: Locanda 800

 
 

Populært i Veneto

search map