Besøg på alabasterværksted i Volterra

Alabast er en finkornet, sedimentær bjergart som kan inddeles i to slags: kalciumkarbonat eller kalciumsulfat (dvs. gips). I naturen ses det i form af drypsten (stalaktitter og stalagmitter), og i det gamle Ægypten og Mesopotamien anvendtes det tit til at fremstille beholdere til opbevaring af balsam og cremer. Farven er oftest gul-brun, hvis det har været i forbindelse med jernholdig jord, men det findes også i creme-hvide, lysegule og endda grønne nuancer. Den mest eftertragtede farve er hvid, og hvid alabast finder man i Italien i områderne nær Pisa og Livorno.

Smukt og kunstfærdigt

I Volterra foretager man udgravningerne under åben himmel, mens man i Castellina Marittima (Pisa) graver alabast ud af underjordiske grotter. Alabast fra Volterra er kalciumsulfat (gips), og er et blødt og tilgængeligt materiale at bearbejde. Når man dertil tilføjer Volterras kyndige håndværkere, fremkommer meget smukke og kunstfærdige værker. Skulpturer, pyntegenstande og smykker er blandt de produkter man oftest finder i alabast.

Alabastfremstilling gennem tiderne

Alabast blev allerede anvendt af etruskerne, der frembragte sarkofager og urner af materialet udsmykkede med illustrationer fra hverdagen, efterlivet og kendte episoder fra den græske mytologi. Etruskerne anvendte ren alabst, nogle gange tilført bladguld. Den største samling af alabastarbejder fra etruskertiden ses i dag på museet Guarnacci i Volterra, mens man finder andre mindre samlinger på det arkæologiske museum i Firenze, i Vatikanstaten og på Louvre i Paris. Foruden etruskernes alabasterprodukter, har man i eftertiden gjort fund fra Middelalderen og Renæssancen, og disse fund afslører at alabast blev brugt mindre og mindre frem til 1700-tallet, hvor alabasterproduktionen atter fik et opsving. I 1800-tallet blev der atter fremstillet store mængder af reproduktioner af de store klassiske kunstværker. Ifølge et dokument fra Storhertugen af Firenze fandtes der i 1780 otte eller ni værksteder i Volterra, der bearbejdede alabast, og i 1830 var det tal vokset til mere end 60. I denne periode opstod fænomenet 'rejsende sælgere', idet håndværkerne i Volterra rejse verden rundt for at sælge deres kunstværker, og under tiden opførte de endda butikker, deltog på messer og lignende for at fremme salget.

Sans for kunst og forretning

I 1800-tallet var Marcello Inghirami Maffei en af de store alabastentreprenører, og han åbnede blandt andet grotten i Castellina, hvorfra man stadig den dag i dag henter alabast. Han kombinerede et særligt øje for kunsten med sin stærke forretningssans og startede desuden en skole med mere end 100 lærlinge, der skulle oplæres i kunsten af fremstille alabasterprodukter under nøje skoling af de største italienske og udenlandske mestrer. Branchen ekspandere i Italien og i udlandet frem til 1870, hvor den atter led nedgang: også den gang blev velstand efterfulgt af økonomisk stilstand.

Traditionerne føres videre

Alabasterproduktionen i Volterra har dog altid bestået og fortsætter med at fremvise kvalitetshåndværk. Mere end 2000 år efter etruskerne begyndte at anvende alabast, og til trods for modgang, så fortsætter man altså med at værdsætte denne smukke bjergart for sit vigtige, kulturelle og historiske aspekt i Volterra. De håndværkere, som fortsat arbejder i alabast, gør det for at videreføre traditionerne til fremtidens børn.