Man burde nævne Volterra i samme åndedrag som
Firenze,
Siena,
Lucca,
San Gimignano og
Pisa, for der er virkelig tale om en enestående smuk toscansk by med en særdeles righoldig arv fra Middelalderen og Renæssancen. Udsigten fra den højt beliggende by er fantastisk, og de snørklede gader er fulde af charme.
Selvfølgelig kommer her turister, men ikke nær så mange som i de førnævnte byer, og om aftenen er de næsten alle væk. Her ligger nemlig kun 3 hoteller inden for bymuren. Til gengæld er her hele 25 restauranter og ligeså mange caféer, så det skorter aldrig på valgmuligheder.
På trods af den massive tilstedeværelse af fund fra etruskertiden, er Volterra ikke af etruskisk oprindelse, men opstod allerede under den foregående civilisation, Villa Nova-kulturen (9.-7. årh. f. Kr.). Etruskerne havde her i adskillige århundreder en blomstrende og stærk by, før den i det 3. årh. f.Kr. blev indlemmet i det romerske rige. De mange ruiner beviser da også med usvigelig sikkerhed romernes tilstedeværelse. Byen har konstant været livskraftig, selv i den mørkeste middelalders affolkning af byerne. Årsagen? Måske at Volterra forsvarsmæssigt ligger perfekt og at byen omgives af allehånde sten- og mineralske forekomster!
Allerede i det 5. årh. blev Volterra bispesæde, og omkring år 1000 blev biskoppernes magt stedse større, indtil den blev arvelig under familien Pannocchieschi i årene 1150-1239. Så opstod kommunen, og i de mange kommende årtier skiftede Volterra ofte side i kampen mellem ghibelliner og guelfer indtil midten af 1300-tallet.
De rige forekomster af mineraler medførte imidlertid også, at storebror
Firenze havde et vågent øje til byen. I 1360 faldt Volterra under
Firenze. Et forsøg på oprør i 1472 blev slået ned med hård hånd (belejring, plyndring, massakre, osv.) af de to lovsungne universalmennesker Lorenzo il Magnifico de' Medici og hertugen af
Urbino. Grunden til den prompte reaktion var Volterras store alunminer, hvis produktion var af stor betydning for
Firenzes stoffarverier.
