Anmeldelser af Il Basso

Tilføj som favorit
 
Henter indhold

Gæstebedømmelser af Il Basso

Læs personlige anmeldelser af Il Basso som ligger i Toscana. Bedømmelserne af villaen er skrevet af gæster der har rejst med In-Italia. Samtlige anmeldelser er naturligvis ucensureret så du får en ærlig beskrivelse og bedømmelse af Il Basso. Foruden vurdering af selve villaen kan du også læse gode tips fra vores gæster om emner som udflugter, restauranter, seværdigheder, strande, lokal transport og meget mere.
Charlotte og familien fra Hvalsø boede på Borgo San Pecoraio i Riparbella fra d. 30. juli til d. 6. august 2011 og på Il Basso i Talla fra d. 6. til d. 13. august 2011.

Vi har nydt vores ferie. Det har været dejligt men der har dog været et par småting.

Ved Riparbella var lejemålet i fin og ren stand. Gode senge og en dejlig udsigt. Dog er der ikke havudsigt, men kystlinjen kan skimtes i det fjerne. Stedet ligger dejligt centralt til at besøge både Pisa, Lucca og Rom.
Desværre var det ikke standart, at der var vinglas i lejligheden (underligt når det er et område der har så meget god vin).
Desværre var der også kun 2 solvogne pr. lejlighed, selv om vi havde et lejemål til 6 personer og var 5 voksne der måtte skiftes til at ligge på fliserne. Det var heller ikke muligt selv at bestemme hvor man ville ligge, da de 2 solvogne var reserverede et bestemt sted. Dette ville vi gerne have vidst inden vi tog af sted og evt. selv kunne have medbragt nogle luftmadrasser.

Ved Talla var lejemålet rigtig flot. Dog var grusvejen til huset, svært fremkommelig og ujævn. En bil med sænket undervogn ville ikke være i stand til at komme der op.
Der var en fantastisk ro og en dejlig udsigt. Der var en række husdyr (får) og derfor en del fluer på vejen op til lejemålet.
Desværre måtte vi ikke bruge bruseren i annekset, da vandet løb den forkerte vej, fordi gulvet var støbt forkert. De sidste 2 dage kunne vi heller ikke bruge WC´et da pakningerne var utætte, og derfor havde tømt vandtanken om natten. De andre badeværelser bar præg af at de trængte til afkalkning, både på fliser og i vandhanerne.
Det skal lige siges, at det ikke er muligt at taste adressen ind på GPS og på den måde vej finde huset.
Derfor kan disse koordinater være til god hjælp: N45° 48.753’ & E011° 49.840’

En anden god ting at vide, er at det Osteriea som i beskriver i køre vejledningen, har de dejligste oste, pølser og der er mulighed for at købe god vin i løs vægt. Kan varmt anbefales.
Værten på stedet taler flydende tysk. Poolen renses og asken fra grillen tømmes dagligt kl. 06.00 uden at det kan høres.
Absolut et sted vi godt kunne vende tilbage til.

In-Italia's kommentar

Vi har rettet henvendelse til vores samarbejdspartner med henblik på at få rettet op på manglerne, der er nævnt i forbindelse med opholdet på Il Basso i Talla. Mvh In-Italia, Solveig

Oplysninger om anmelder

Rejseperiode August 2011
Antal rejsende 5 voksne, 2 børn
Navn
Karsten og familie fra Frederiksberg boede på Il Basso i Talla fra d. 4. til d. 18. juli 2009.

Vi opholdt os på Il Basso fra den 4. - 18. juli 2009. Alt i alt havde vi et strålende ophold på Il Basso som til fulde lever op til billeder og beskrivelse. Beliggenheden er ganske fantastisk med en storslået udsigt over en af Casentinodalens udstikkere. Huset er næsten nybygget på fundamentet af et oprindeligt hus (Så kan man nemlig få tilladelse) og holdt helt i den oprindelige stil men med moderne komfort.

Beliggenheden er ret isoleret uden andre huse i umiddelbar nærhed. Det sidste stykke op til huset er ca. 2,3 km. uasfalteret og visse steder temmeligt snoet bjergvej, hvoraf de sidste 5-600 m. er ret stejle og udgør en lille udfordring. Men sæt bilen i 1. gear, tag et lille tilløb og hold en fart på 25-30 km/t så går også det sidste stykke fint. Vejen er dog ikke på nogen måde farlig, blot stejl visse steder. Husets ejere bor lidt længere nede af bjerget ca. 600 m. væk, hvor de bl.a. driver et lille bjerglandbrug med fårehold og produktion af Pecorino og Ricotta ost som kan købes (kan anbefales). Konen er oprindeligt tysk, så hvis man kan fremkalde lidt af sit skoletysk går kommunikationen udmærket. Hun bragte i øvrigt jævnligt et lille udvalg af deres hjemmedyrkede grøntsager Zuchinni, Agurker, salat, løg og en italiensk udgave af spinat.

Huset er fyret med træ (i et topmoderne fyr), hvilket betyder at familiens voksne søn dagligt kommer og fylder træ på fyret, så der konstant er varmt vand. Samtidigt renser han poolen, så den hele tiden er ren og i orden. Det sker helt diskret og meget tidligt om morgenen. Eneste ulempe er at det kan lugte af brænderøg i specielt et af værelserne – i vores familie var der delte meninger om hvorvidt det var et problem eller en charmerende detalje - så værelserne blev fordelt derefter. Ejerne installerer dog solvarme til næste sæson. Poolområdet er skønt og fungerer samtidigt som terrasse. Der er masser af liggestole med hynder og en stor overdækning med borde og stole hvor vi indtog stort set samtlige måltider.

Huset ligger i godt 600 meters højde på toppen af et bjerg, hvilket naturligvis var forudsætningen for den fantastiske udsigt. Men den første uge betød det også (behageligt) kølige aftener og nætter (17-18 grader), så de meget kuldskære bør huske bukser og en trøje hvis man vil sidde længe ude om aftenen. Den 2. uge var der hedebølge, så der blev det også meget varmt på bjerget – men langt mere behageligt end nede i dalen. Efter vores mening er det bare skønt at slippe for den værste hede om dagen og alt for ulideligt varme nætter.

Den nærliggende by Talla 5 km. væk er typisk for området, men ikke nogen speciel stor oplevelse. Der er 3 mindre dagligvarebutikker som godt kan dække de daglige indkøb, hvis man ikke er for krævende. Området er ikke præget af turister, så forvent kun et italiensk sortiment. Byen har en udmærket restaurant L’Orcella med god mad og et udmærket udvalg af Italiensk vin. Større inkøbscentre findes længere væk i Bibbiano og naturligvis Arezzo, hvis gamle bydel er ganske interessant og anbefalelsesværdig.

Et stop i Poppi kan anbefales hvis man er på tur. Helt oppe på toppen i byen er der en stor plads foran borgen, hvor der er en betagende udsigt over dalen. Midt på torvet er der en cafe/bar med udendørs servering. I torvets fjerneste ende ligger der en udmærket restaurant som kan anbefales. Ellers kan ture til naturparken Foresta de Casentino stærkt anbefales, herunder besøg ved klostrene La Verna og Camaldoli, hvor især området omkring det første er helt eventyrligt.

Til GPS folket bør adressen Talla, Via di Bicciano kunne findes. Køres fra Talla ad denne vej kommer man efter ca. 2 km til opkørslen til Il Basso. Nogle GPS’er vil muligvis kunne finde området ”Localita La Chioccia” . Dette vil føre en et stykke op af opkørslen til Il Basso.

Oplysninger om anmelder

Rejseperiode Juli 2009
Antal rejsende 7 voksne, 3 børn
Navn

Hvis en bedømmelse ikke er skrevet af en dansk gæst vil du kunne læse vores oversættelse som er frit oversat. Du kan naturligvis også altid læse den originale anmeldelse.

Foruden anmeldelser fra In-Italias gæster kan du på mange af vores ferieboliger også finde vurderinger fra TripAdvisor, ligesom mange vælger at anmelde In-Italia på Trustpilot. Husk at du også kan få inspiration til din ferie i Italien på bloggen.

 

Lignende boliger

Podere della Crocchia

Ciggiano, Toscana

Villa Fabbriola

Loro Ciuffenna, Toscana

Il Nido del Cu-Cu

Castiglion Fiorentino, Toscana

Anbefalinger til dig

Podere La Vigna

San Giustino Valdarno, Toscana

Casa Gaia

Monteriggioni, Toscana

Borgo il Massera

Monteverdi Marittimo , Toscana

Populært i Toscana

Ghiacci Vecchi

Campiglia Marittima

Hotel Villa Casagrande

Figline Valdarno

search map