Også her har Toscana meget at byde på enhver årstid. Skønne bløde bakker, floder, skovområder og bjerge, for ikke at forglemme de mange smukke vinmarker.
Ser vi på den "klassiske del af Toscana (trekanten mellem
Siena,
Firenze og
Pisa), så er der bløde bakker og smalle dale dækket skiftevis med kornmarker, skove, olivenlunde og vinplantager. De flestes idé om Toscana er dannet på baggrund af de billeder, man har set fra dette område. Her har landskabet været kultiveret i flere årtusinder, hvilket har sat et tydeligt og meget smukt præg på området: Overalt møder dit øje harmoni, velvære og malerisk skønhed. Bare det at køre op til
Volterra eller langs hovedvejen gennem
Chianti (SS 222, også kaldet
Chiantigiana-vejen) er en oplevelse i sig selv!
Langs kysten er oplevelsen af naturen desværre ødelagt af de mange bygninger og kommunikationsveje, der blev skabt i årene efter efter 2. Verdenskrig, da hele landet og især de flade områder nordpå oplevede en stærk industrialisering. Der er dog endnu nogle kyststrækninger, som er værd at opleve, især uden for den italienske industriferie i august måned. Toscanerne er selv helt vilde med Versilias sandstrande ved
Forte dei Marmi,
Viareggio,
Pietrasanta og hele vejen op til
La Spezia bugten i
Ligurien. Fra stranden har man udsigt over de bagved liggende bakker, marmorbrud og de toskanske øer i horizonten... men du får absolut mere natur og fred ved at tage sydpå på den anden side af Livorno. Vejen mellem Livorno og
Castiglioncello er en af de ruter, der kan imponere en mest i ydresæsonerne, og i lige så høj grad være irriterende midt om sommeren på grund af de mange mennesker, der kører hertil for at tage solbad og bade fra klipperevene. Bakkerne bagved kysten mellem Livorno og
Grosseto er langt mere inspirerende og hyggelige, da udsigt over vinplantager, olivenlunde og kornmarker ofte åbner sig over havet med de toskanske øer i baggrunden. Syd for
Grosseto ligger
Maremmas strande og bakker, som er noget mere øde end resten af regionen, dels fordi der er færre indbyggere, dels fordi der kommer færre turister... bortset fra i den italienske industriferie, hvor alle strande og bjerge i hele Italien invaderes.
I den nordlige og østlige del af Toscana finder du mere dramatiske og øde landskaber, da bjerge, kløfter og dale her dominerer landskabet. Afstandene mellem byerne er større, vejene mere snørklede og derfor langsommere at komme frem ad. I bjergene har den føromtalte kultivering af landskabet været langt mere vanskelig at gennemføre for regionens indbyggere, og selv dér hvor den har fundet sted i form af såkaldt terrassebrug, er næsten ethvert spor af den i dag som oftest forsvundet. De høje bjerge i områderne Lunigiana og
Garfagnana byder endnu på et uberørt miljø og små landsbyer, hvor det er svært at blive imponeret over enestående kunstværker, men hvor du kommer tættere på befolkningens kultur og liv, da der er langt færre turister end i mange andre provinser.
I Casentino-dalen, som ligger mellem
Firenze og
Arezzo, finder du de klassiske toskanske middelalderbyer med imponerende borge og fæstninger omgivet af store skove og olivenplantager, som dækker de høje bjergskråninger og højsletter. Længst sydpå i regionen finder vi bjerget Monte Amiata, som med sine 1783 meter er det højeste i Toscana. For årtusinder siden var det en vulkan, men i historisk tid har det primært været kendt for minedrift. De sidste miner lukkede for årtier tilbage, og i dag kendes Monte Amiata bedst for sine store uberørte skove, skisportsaktiviteterne på toppen og ikke mindst de mange fascinerende middelalderbyer længere nede ad skråningerne, hvor turisterne endnu er yderst sjældne. Den beskedne turisme giver en vis indtægt, men også vinfremstilling (først og fremmest den ny stjerne Montecucco), osteproduktion, kastanier og opdræt af den traditionelle fritgående gris Cinta Senese bidrager til indkomsterne.
