Seværdigheder i Toscana

Vores bedste anbefalinger til din ferie i Toscana

Få tips og råd om seværdigheder i Toscana hos Escapeaway. Læs også vores personlige beskrivelser med forslag til udflugter i din ferie i Toscana.

Toscana er fuld af spændende seværdigheder og et skatkammer af kunst og kultur fra renæssancetiden med Firenze som juvelen blandt skatkammerets berømte rigdomme. Men regionen byder også på smukke middelalder-landsbyer med en unik forhistorie og en særegen toscansk atmosfære, kendte vinområder og et væld af indbydende strande og kulturlandskaber.

Jeg har her udvalgt nogle få af de utallige seværdigheder, du kan opleve på din ferie i Toscana, men du finder endnu flere tips og råd om seværdigheder i Toscana under de enkelte feriemål i regionen. God fornøjelse.



Galleria degli Uffizi

Galleria degli Uffizi, ofte kaldet “Uffizierne” på dansk, er ét af de ældste og mest berømte kunstmuseer i verden, hvis fundament blev skabt af den legendariske Medici-familie i Firenze, som i begyndelsen af 1400-tallet var den rigeste familie i Europa.

Museet, som ligger smukt ved Arno-floden i hjertet af Firenze, rummer ikke bare en unik samling af toscansk maleri fra det 13. århundrede, florentinsk maleri fra det 14. århundrede, venetiansk maleri fra det 15. århundrede og flamsk maleri fra det 17. århundrede, men også en lang række mesterværker af nogle af kunsthistoriens største kunstnere, såsom Michelangelo, Rafael, Leonardo da Vinci, Botticelli, Titian, Caravaggio, Albrecht Dürer og Rembrandt.

Læs mere om Galleria degli Uffizi på museets egen officielle hjemmeside.



Doumo´en i Firenze

Firenzes domkirke, eller Cattedrale di Santa Maria del Fiore, som den hedder på italiensk (og som alternativt kaldes:il Duomo di Firenze), er ikke bare Firenzes ærkebispesæde, men er også forlængst blevet én af de mest berømte seværdigheder i Toscanas hovedstad med dens enorme, murstensrøde kuppel, og dens høje klokketårn, der majestætisk knejser over byens tage.

Den gotisk stiliserede katedral, der sammen med den øvrige del af Firenzes gamle bykerne blev erklæret for verdensarv af UNESCO i 1982,  påbegyndtes i 1296 og stod færdig i sin grundform i 1436, hvor den blev indviet af pave Eugenius IV.

Største murstens-kuppel i verden

Katedralen var i begyndelsen sin tids største kirke i den kristne verden, men er siden blevet overgået i størrelse af Peterskirken i Rom, Skt. Pauls katedral i London og katedralen i Milano. På ét punkt overgår den dog stadig sine to indenlandske og ene udenlandske konkurrenter: Med de i alt 4 millioner mursten, der er brugt til bygge dens kuppel, har den stadig den største murstens-kuppel i verden.

Du kan læse mere om katedralen på dens egen officielle hjemmeside.



San Gimignano

I den centrale del af Siena-provinsen - i hjertet af Toscana - ligger den lille by San Gimignano. På trods af dens beskedne størrelse og indbyggerantal - byen har kun kun lidt over 7000 indbyggere - er det én af de mest kendte og populære byer blandt inkarnerede Italiens-rejsende fra nær og fjern.

Byen er nemlig ikke bare én af de smukkeste og mest charmerende byer i Toscana, men er også i besiddelse af en række unikke middelalder-tårne - 14 i alt - og en række andre sjældent velbevarede bygninger fra middelalderen, der har bidraget til at sætte den på UNESCO´s verdensarvsliste.



Lucca

Byen Lucca, beliggende i det nordvestlige hjørne af Toscana (i den provins, der også bærer navnet Lucca), emmer af toscansk renæssance-ånd på det arkitektoniske plan, blandt andet i form af dens intakte og verdensberømte fæstningsmure, der har været med til at sætte byen på UNESCO´s liste over verdensarv.

Spor af fortiden

Men byen, der har været en romersk koloni, bærer også unikke spor fra romertiden, f.eks. i form af torvet Piazza San Michele, der er bygget på grundene af et antikt forum, og det berømte torv Piazza dell'Anfiteatro, der stadig bærer spor af et antikt amfiteater.

Sporene af fortiden gør i det hele taget et overvældende indtryk i Lucca, hvad enten det er som tidligere italiensk bystat, som erobrings-objekt for Napoleon, som Puccinis fødested, eller som hjem for de sagnomspundne etruskere, der grundlagde byen.

Få inspiration til din rejse til Lucca



Det skæve tårn i Pisa

I dag er klokketårnet Torre di Pisa, der ligger bag Pisas berømte katedral, én af Toscanas mest kendte seværdigheder. Sin berømmelse skylder tårnet næsten udelukkende sin hældning, der har givet det tilnavnet Det skæve tårn i Pisa. I øjeblikket har klokketårnet, hvis fundament man flere gange i løbet af historien har stabiliseret, så det ikke kan vælte, en hældning på 3,97 grader.

Én del af Piazza del Duomo

I grunden er det dog lidt uretfærdigt, at det næsten udelukkende er dets hældning, der har gjort tårnet berømt. For, for det første, begyndte tårnet - i modsætning til, hvad mange tror - allerede at hælde under opførelsen af det i året 1173 på grund af blød jord og dårlig fundering på den ene af tårnets sider. Torre di Pisa blev dermed til Torre pendente di Pisa.

Og for det andet er klokketårnet kun én del ud af en historisk plads - Piazza del Duomo - som udgøres af det nærliggende dåbskapel, kirkegården og katedralen og som regnes for én af de fineste arkitektoniske pladser i verden. Pladsen - piazza´en - blev erklæret for verdensarv af UNESCO i 1987.

Få mere information om Pisa



Arezzo

Arezzo, beliggende 80 kilometer sydøst for Firenze (i provinsen af samme navn), blev af den romerske historiker Titus Livius Patavinus omtalt som én af de etruskiske hovedbyer (Capitae Etruriae) og regnes - dog ikke uden en vis akademisk polemik - for én af de tolv etruskiske byer, som udgjorde den berømte etruskiske alliance kaldet “Den Etruskiske Liga” (i perioden 600 f.Kr til 500 f.Kr.).

Kimæren fra Arezzo

Der er stadig spor af den etruskiske kultur i byen, blandt andet i form af resterne af en etruskisk mur, et etruskisk nekropolis og broncefiguren La Chimera di Arezzo, der blev fundet i Arezzo i 1553, og som udgør ét af de fineste fund fra den etruskiske kulturkreds. Figuren, der var en votivgave til den øverste etruskiske gud, Tinia, opbevares i dag på det arkæologiske museum i Firenze - Museo archeologico nazionale di Firenze - men der er opstillet en broncekopi på fundstedet i Arezzo.

Italiens tredjestørste by under kejser Augustus

Siden blev byen erobret af romerne (i 336 f.Kr), der først gjorde den til romersk militærgarnison og senere, under kejser Augustus, til Italiens tredjestørste by - et amfiteater bærer stadig vidnesbyrd om denne periode i byens historie - inden den blev et bispesæde i det tredje århundrede e.Kr. og en uafhængig bystat i år 1098. I 1860 blev den en del af Kongeriget Italien (1861-1946), mens dens arkitektoniske horisontlinje i det efterfølgende århundrede - under Anden Verdenskrig - tog skade af de voldsomme kampe, der udspandt sig mellem tyske og britiske tropper; dog ikke mere end at der stadig i dag er mange unikke, historiske bygninger og monumenter - kirker, paladser og piazzas - at opleve i byen.

Se hoteller og ferieboliger til din rejse til Arezzo



Flere seværdigheder i Toscana

Som nævnt er ovenstående blot et lille udpluk af de mange spændende seværdigheder som Toscana tilbyder sine besøgende. Hos Escapeaway rejser vi ofte til Toscana, og har besøgt samtlige ferieboliger og hoteller i programmet. Vi kender derfor også de fleste byer og seværdigheder i regionen, og du kan under de enkelte ferieboliger og ferieområder få mine og mine kollegaers personlige tips til oplevelser og seværdigheder du kan besøge i ferien.

Læs mere om hvilke seværdigheder du kan besøge på din ferie i Toscana med Escapeaway