Pisa, Toscana Pisas historie

 
Hvor vil du hen?
Loading
Hvornår vil du afsted?
Hvor mange personer?
 
Voksne
Børn
Flere søgemuligheder
0
Henter indhold

"Pisa er nok mere end det Skæve Tårn - men ikke ret meget mere. Byen har forbløffende lidt at friste med, når man har set tårnet og de andre berømte bygninger: Duomo, Battistero (Dåbskapellet) og Camposanto." ("Gads Guide - Firenze og Toscana")

Så kort kan det siges!

Nok er det de færreste, der siger det så direkte som Tim Jepson i ovenstående citat, men det lader til at være holdningen bag mange guidebøgers stedmoderlige behandling af Pisa, at byen kommer meget langt nede i rækken af seværdigheder i Toscana. Når byen nævnes, skyldes det udelukkende pragtbygningerne på og omkring Piazza dei Miracoli. Og selv toscanere siger ofte, at var det ikke for tårnet, så var Pisa færdig som turistattraktion.

Turister er som oftest et meget autoritetstro folkefærd, og derfor når kun en forsvindende lille del af de millioner, som besøger Pisa, uden for den obligatoriske Piazza dei Miracoli. Skulle man vove sig ned i sidegaderne, skyldes det i reglen ønsket om en kop kaffe eller et måltid mad. Der eksisterer således en afgrund mellem turisternes Pisa og resten af byen, der ikke som så mange andre toscanske byer er afstemt efter turisternes luner.

Her følger et lille rids af Pisas historie og et par forslag til seværdigheder, der ikke ligger i Tårnets skygge.

Toscana Sardinien Sicilien Abruzzo Aosta Apulien Basilicata Calabrien Campania Emilia-Romagna Friuli Lazio Ligurien Lombardiet Marche Molise Piemonte Sydtyrol Umbrien Veneto Kort over Italien

Pisa gennem årtusinderne

Man ved ikke, hvem der grundlægger Pisa. Måske er det grækerne i 6.-7. årh. f. Kr., måske er det ligurerne. Under alle omstændigheder bliver Pisa i 5. årh. f. Kr. besat af etruskerne, og før byen senere kommer under Rom, er det etruskiske Pisa romernes allierede i de puniske krige. Allerede på dette tidspunkt er Pisa en stormagt på havet, en rolle byen beholder under romerne. Byens udstrækning i romertiden er området mellem domkirken, San Zeno og Arena Garibaldi, altså ikke dér, hvor byens centrum ligger i Middelalderen og er den dag i dag.

Pisa er en stor og vigtig by i det romerske imperium, men trods byens betydning i denne periode, finder man så at sige ingen romerske levn i Pisa, bortset fra nogle sarkofager og nogle sparsomme ruiner efter termer.

Positionen som vigtig sømagt forandres heller ikke under senere tiders gotisk og longobardisk dominans i 6.-8. årh. Under karolingerne i 9. årh. fortsætter Pisa med at være en betydningsfuld by, og da kommunen opstår i 1000-tallet, bliver byens rolle som magtfaktor i Middelhavet forstærket. Pisa renser således Sardinien for saracener, skaber handelskolonier overalt og er en af de største leverandører af skibe til korstogene, alene til det første (1095-99) bidrager byen med ikke mindre end 120 galejer.

I 1092 bliver Pisa ophævet til ærkebispesæde og får jurisdiktion over Korsika, hvilket i næste århundrede udvides til også at gælde Sardinien. 1100-tallet udgør mere end nogen anden periode Pisas storhedstid, såvel økonomisk/politisk som kunstnerisk. Byen overstråler alle de andre toscanske bystater og bliver en af tidens absolutte stormagter. Et sikkert tegn på byens betydning er den bymur, som man påbegynder i 1155. Den er over syv km. lang og indeslutter mere end 390 hektarer, hvilket gør Pisa til en af samtidens største vestlige byer.

Denne tid præges af konstante stridigheder mellem bystaterne, der kæmper for at opnå det størst mulige territorium og de bedste vilkår for handel og produktion. Sideløbende og sammenblandet med denne konflikt pågår den store magtkamp mellem kejser og pave, en kamp i hvilken byer og familier ofte vælger side, mere efter spekulationer om egen vinding, end efter overbevisning: vælger mine fjender kejserens side (ghibellinerne), så vælger jeg partout pavens (guelferne)! Pisa støtter således op om kejseren - hvorimod naboen Lucca og arvefjenden Firenze vælger pavens side -, hvilket bl.a. fører til at byen får tilstået hele Sardinien i len af Frederik I Barbarossa i 1165.

Siden, fra og med slutningen af 13. årh., daler Pisas stjerne. Dette skyldes nok primært konkurrencen med Lucca, Firenze og den anden store sømagt Genova, men også at Pisa har valgt den forkerte side i kampen mellem pave og kejser. Slaget ved Meloria 6-8-1284, hvor genoveserne tilføjer Pisas flåde et sviende nederlag, giver byen et slag, den aldrig ret forstår at komme sig efter. Med ét mister Pisa næsten hele sin flåde, mange pisanere omkommer og andre tusinder vansmægter i årevis i genovesisk fængsel. Denne fiasko forøger de indre spændinger, hvilket fører til striden mellem grev Ugolino della Gherardesca og ærkebisp Ruggieri i 1288. De ord, som Dante lægger i munde på grev Ugolino i Infernos 33. sang, har udødeliggjort episoden. Ærkebisp Ruggieri beskylder grev Ugolino for forræderi, og som straf mures greven med sine to sønner og to nevøer levende inde i et tårn i byen, hvor de dør én efter én. Siden har tårnet været kendt som Torre della Fame, Hungerstårnet.

I 1300-tallet svinger Pisa mellem "republikansk" kommune og diktatur. I denne tid fjerner Pisa sig stedse mere fra sin traditionelle ghibellinske politik, thi de økonomiske interesser fordrer fred med de guelfiske magter, heriblandt Firenze. Dette bliver især tydeligt under Pietro Gambacortis diktatur (1370-92), der imidlertid ender brat, da denne myrdes på tærsklen til sit pragtfulde palads af en række sammensvorne under ledelse af Iacopo d'Appiano, som straks sætter sig på magten. I årene 1399-1405 er Pisa under den milanesiske familie Viscontis magtsfære, hvilket udsætter det uundgåelige nederlag til de forhadte florentinere en kende. I 1405 kommer det til et oprør mod det milanesiske herredømme, og sammen med hungersnød og befolkningsnedgang baner dette vejen for florentinernes angreb i 1406. Belejringen bliver lang, men Pisa falder til sidst.

Skønt Pisa slår sig i tøjret og en kort overgang (1494-1509) opnår at kaste det florentinske åg af, så er byens historie som selvstændig republik nu slut. Fra 1509 frem til Italiens samling i 1861 er Pisa en del af den samlede Storhertugdømme Toscana, størstedelen af tiden under medicierne. Pisanerne er ikke selv meget for at indrømme det, men under medicierne oplever byen faktisk efter lang tids dødvande en beskeden økonomisk og kulturel fremgang. Især under Lorenzo de' Medici, kaldet "Il Magnifico", gøres der fremskridt, deriblandt en reform af det gamle universitet, som nu atter kommer til ære og bl.a. fostrer en videnskabsmand som Galileo Galilei.

Under Anden Verdenskrig tager Pisa mere skade end de fleste andre toscanske byer. Mange af byens skønneste bygninger og kunstværker bliver skadet under bombardementerne, men heldigvis har man forstået at genskabe det meste.

 
 

Populært i Toscana

Hotel Sovestro

San Gimignano

Hotel Villa Casagrande

Figline Valdarno

Borgo dell'Era

Volterra

search map