Klosteret grundlæggelse går helt tilbage til 781. I det år var Charlemagnes tropper på vejen hjem fra
Rom plaget af en pest, som gjorde et kraftigt indhug på skaren; kongen (først kejser i 800!) svor at han ville lade opføre et kloster, hvis Gud ville udfri dem fra svøben.
Dette skete snart og Karl måtte holde ord. I lang tid var klosteret regionens magtcentrum og dets benediktinske abbeder herskede bl.a. over
Montalcino. I begyndelsen af ellevehundredetallet nåede klosterets magt sit højdepunkt og man besluttede at udvide. I 1118 stod en ny kirke færdig (færdig og færdig, man manglede stadig facaden) i ren romansk-fransk stil. Enkelte dele af den oprindelige kirke er bevarede, som f.eks. den eksterne halvrunde apsis.
I 1202 kom det til krig mellem abbeden og kommunen
Siena. Denne strid må betegnes som typisk for tiden og endte naturligvis med klosterets underkastelse og derpå gradvise nedgang, materielt såvel som spirituelt. I 1462 indlemmede Pius II klosteret i det ny stift
Montalcino, hvilket førte til at klosteret blev beboet af den lokale biskop. Men dette varede ikke længe og snart foretrak biskopperne at bosætte sig i
Montalcino. Dette førte til klosterets næsten totale forfald: munkene forsvandt (ved "naturlig afgang") og ingen nye kom til. Som så mange andre steder blev de forladte bygninger brugt som stenbrud af de lokale, så i dag står kun refektoriet (nu beboelse), en del af kapitelsalen og omridset af klostergården tilbage. Fra 1979 er huser klosteret atter en menighed, denne gang af franske cisterciensermunke, som celebrerer messen flere gange dagligt under gregoriansk sang.
Kirken har tre skibe, hvoraf det højre besynderligt nok er større end det venstre. I kirken finder vi, udover en smuk og simpel arkitektur, stenskulpturer af le maître de Cabestany (bemærk kapitæl nr. 2: "Daniel i løvekulen") et udsøgt krucifiks fra tolvhundredetallet, samt fresker fra fjortenhundredetallet. På højre side af kirken ses eksternt en lille portal fra det 11. årh. med en rig udsmykning.
